1. Home
  2. Baggrund
  3. Guide til leasing af bil
0

Guide til leasing af bil

Guide til leasing af bil
0
0

I Storbritannien er ca. 70-80 % af bilparken privatleaset, mens vores store nabo mod syd, Tyskland, også gør meget brug af konceptet. I Danmark har vi dog været lidt tilbageholdende, men over de seneste år er der for alvor kommet gang i markedet. Det har i lang tid været normalt for firmaer at erhvervslease, da man undgår at binde likviditet, der typisk bedre kan investeres andre steder, da almindelige biler oftest ikke mere værd i løbet af årene. Men hvad er fordelene ved leasing, hvad er faldgruberne og kan det overhovedet betale sig for dig?

Lad os først og fremmest definere begrebet at lease. Det er en finansieringsform, som kan ses som en mellemting af at leje og lånefinansiere. Firmaet du lejer hos har ejendomsretten, hvilket betyder de ejer bilen, men som leasingtager får du brugsretten til bilen i perioden som står i kontrakten.

Tanken om at lease i Danmark virker oplagt grundet vores vanvittige bilafgift. Men trods vi har en vanvittig bilafgift behøves leasing ikke altid være det billigste alternativ, men det vil som oftest være det letteste.

Bør DU lease?

For at finde ud af om man bør lease skal man have gennemtænkt kørselsbehovet. Vælger man leasing af ny bil, er man oftest bundet af et kilometertal, og hvis dette overskrides, kan det blive dyrt. Er du ung, er der ofte fordelagtige forsikringer ifm. leasing. Opsigelser af leasingkontrakter før tid, kan blive dyrt, da man ved operationel leasing eksempelvis taber førstegangsydelsen, der ellers gjaldt for hele kontraktperioden.
Værdsætter du at få ny bil ofte, hvert tredje år eksempelvis, så er leasing oftest det mest fornuftige. Når man køber ny bil er afskrivningerne størst i de første leveår, men ved leasing er værditabet ikke din omkostning.

Læs også:  Mercedes-Benz lancerer ny version af ikon fra 1979

To forskellige leasingformer

Inden man bevæger sig ud på leasingmarkedet skal man være opmærksom på, at der er to forskellige leasingformer. Den første hedder finansiel leasing, og er den de færreste kender. Kort sagt svarer denne løsning til at købe en bil på afbetaling. Man får brugsretten til bilen, og skal selv betale alle driftsomkostninger. Typisk kan leasingaftalen opsiges med kort varsel.
Ved operationel leasing er det også leasingfirmaet som ejer bilen, og ”lejer” er registreret som bruger af bilen.

Finansiel leasing:

  • Leasingtager bærer den finansielle risiko
  • Ingen kilometerbegrænsning
  • Typisk kan leasingaftalen opsiges hurtigt og løbende
  • Man kan behandle leasingaktivet på lige fod med andre aktiver – eks. afskrivninger
  • Typisk brugte biler med meget udstyr
  • Leasingtager skal selv sælge bilen ved leasingperiodens afslutning

Operationel leasing:

  • Leasinggiver bærer den finansielle risiko
  • Ingen uforudsete omkostninger
  • Kilometerbegrænsning iht. kontrakt
  • Ved leasingperiodens afslutning afleveres køretøjet hos leasinggiver, og der afregnes for eventuelle skader
  • Typisk nyere biler med lidt udstyr

Slip for beskatning af firmabilen

Vil du slippe for at betale skat af firmabilen, bør du kigge på splitleasing. Splitleasing bliver også kaldet delleasing, og betyder kort sagt, at virksomheden og den ansatte deler omkostningerne op. Kører man 80 % erhverv og 20 % privat betaler man omkostningerne herefter, og privatpersonen slipper for bilens beskatningsgrundlag. Metoden er usædvanlig smart, og det er ikke fup og fidus, da SKAT selv har godkendt metoden. Specielt er ordningen effektiv, hvis man kigger på en A4 og A6, da driftsomkostningerne imellem disse er væsentlig mindre end forskellen på deres beskatningsgrundlag.
Bilen bliver udstyret med en elektronisk kørebog, således man let kan måle erhvervs- og privatkilometer for hver måned.

Læs også:  Så høje er fartbøderne

Hvad er flexleasing?

Kort sagt betyder flexleasing, at man leaser en bil uden registreringsafgift. Man betaler dog månedsvis et par procenter af registreringsafgiften de måneder man bruger bilen. Flexleasing er i vækst, og bruges oftest til de dyrere biler, der ikke luftes hele året.
Man betaler mellem en halv til to procent af et beløb, som svarer til registreringsafgiften.
Trods det ikke lyder af meget skal man huske, at registreringsafgiften på en Lamborghini, Maserati eller lign. dyr bil ikke ligefrem er lav, og derfor bliver et par procenter pludselig til mange penge!

Den periodebetalte registreringsafgift som betales afregnes efter bilens alder:

0,5 % for biler over 36 måneder
1,0 % for biler mellem 3-36 måneder
Herudover kommer en forrentning af den tilbageværende ikke betalte registreringsafgift.

Flexleasing kræver et leasingselskab står som ejer af bilen. Derfor er man nødt til at sælge sin bil til leasingselskabet – man kan herefter købe bilen tilbage igen, hvis man ikke vil flexlease længere.

De dyre biler som oftest flexleases vil være svære at sælge i Danmark med afgift, men da der ikke er betalt afgift på flexleasede biler, kan de hurtigt eksporteres, og sælges på mere interessante markeder, Tyskland etc.

Læs også:  Porsche hylder ikon med ny eksklusiv version

Forklaring af leasingbetegnelser:

Leasingperiode: perioden man leaser bilen. Leasingperioden er typisk mellem 12 måneder og opefter.

Førstegangsbetaling: beløbet man betaler ved leasingperiodens start – også kaldet udbetaling. Førstegangsbetalingen er typisk mellem 7.500 kr. og opefter afhængig af bilens værdi. Herudover kommer der typisk et leverings- og kontraktgebyr.

Leasingydelsen: beløbet man skal betale hver måned for at have bilen til rådighed.

Ekstra kilometer: ved operationel leasing er der fastsat en kilometerbegrænsning, således bilen ikke taber for meget værdi. Kører du mere end det aftalte koster det oftest mellem 2-3 kr. pr. ekstra kilometer.

Opsigelse: som privatperson må man ikke blive bundet af årelange kontrakter. Således kan man efter 11 måneder opsige sin kontrakt med en måneds varsel. Hvis man vil opsige inden 11 mdr er opsigelsesperioden ved operationel leasing oftest mellem tre til seks måneder afhængig af kontrakten.

Splitleasing/delleasing: kører man flere erhvervsmæssige kilometer end private, så kan det normalt betale sig at splitlease. Bilens beskatningsgrundlag og antal kørte kilometer spiller selvfølgelig ind i regnestykket. Ved brug af splitleasing, også kaldet delleasing, bliver man ikke beskattet af fri bil, da arbejdsgiver og den ansatte deler omkostningerne til leasing og drift af køretøjet.