1. Home
  2. Baggrund
  3. Hysteriske japanere er klar til Europa
0

Hysteriske japanere er klar til Europa

Hysteriske japanere er klar til Europa
0
0

Vi tog en tur forbi Sturup raceway i Sverige for at kigge nærmere på Nissan 370Z Nismo og den vilde GT-R model. Helt sammenlignelige er de to japanere ikke, da sidstnævnte model yder enorme 550 hestekræfter!

Snart vil du kunne købe dig en Nissan 370Z, og priserne starter ved 650.000 kr. med 328 heste på baghjulene. Nismo-modellen vi kørte koster lidt over 950.000 kr., og her får man 16 heste yderligere. Motoren er i begge tilfælde en 3.7 liters uden turbo, hvorfor der skal kvitteres med omdrejninger før japaneren rykker sig. Når først det sker går det dog også tjep, og accelerationstiden fra 0-100 km/t er klaret på 5,2 sekunder.
Ved Nismo-modellen har man strammet fjedrene 14 %, støddæmperne 23 % for og 41 % bag. Desuden finder man også designopdateringer, og de er primært foretaget med henblik på aerodynamiske forbedringer. Fronten er bl.a. blevet gjort mere aggressiv, hvilket er gjort med henblik på at forbedre luftstrømmen under biler, og det giver bedre stabilitet ved høje hastigheder og i sving.

Nissan 370Z kommer med en sekstrins manuel gearkasse, og med baghjulstræk er der lagt op til sjov. 370Z Nismo er en ”drivers car”, og det med alt hvad det indebærer. Undertegnet nåede desværre kun at være passager i 370Z Nismo, men alligevel gjorde japser-sportsvognen et solidt indtryk.
Ét af punkterne som 370Z Nismo specielt udmærkede sig ved var, at den er utrolig let at ”drifte” med. Bagenden er yderst livlig, men alligevel virker den meget kontrollabel, og du kan derfor uden megen træning blære dig foran alle drengene. Der kvitteres ved kasse ét, hvis man vælger at presse den for langt, hvilket jeg også fik at opleve, da jeg sad i passagersædet, og der blev givet for meget gas rundt i et sving. To gange 360 graders vendinger blev det til, samt en tur ud i græsset.

Læs også:  Ford Mustang GTD: En ny superbil er født

Nu vi er ved det grønne kan det nævnes, at netop økonomien er et minus ved 370Z. Trods den handler om sjov, så er det ikke acceptabelt, at en moderne sportsvogn med 344 heste kun magter 12,8 km/l ved blandet kørsel.

Bag rattet i GT-R

Trods 370Z Nismo som udgangspunkt er en fin lille sportsvogn, så er den ingenting ift. storebroderen GT-R. Med 206 heste yderligere, dobbelt turbolader og firehjulstræk er der allerede lagt i ovnen til en biloplevelse udover det sædvanlige.

Under motorhjelmen i GT-R finder man en 3.8 liters V6 med turbo, og den yder 550 hk og 632 Nm. Økonomi er ikke noget vi gider nævne tal på, for du kan nok godt selv regne ud den ikke er bemærkelsesværdig. Accelerationstiden er derimod exceptionel på 2,7 sekunder, og det er endda langsomt ift. den kommende GT-R Nismo, som vil kunne klare 0-100 km/t på 2 sekunder ret! Topfarten er 315 km/t, men bliver selvfølgelig endnu højere i Nismo-modellen. Skulle disse tal ikke være nok til at tilfredsstille de fleste?

Læs også:  Vision 357 Speedster: Endnu et retro-koncept fra Porsche

Tjoh, når man sidder bag rattet råber man i hvert fald ikke ”kom nu din slappe impotente møg-japaner”, men man sidder derimod skrækslagen kastet tilbage.
Gearkassen er en sekstrins dobbeltkoblings, og det betyder hurtige skift ved både op- og nedgearing. Desuden er GT-R udstyret med et firehjulstræk, og derfor har man masser af greb, så man kan få en høj udgangsfart af selv de mest besværlige sving.

På banen imponerede Nissan GT-R dog også, og det var en ekstrem oplevelse. Nissan GT-R er en komplet baneræser, og så er den endda let at køre. Gearet passer sig selv, hvis du ikke vælger manuel funktion, hvor man bruger de påmonterede shift padles bag rattet.

Nürburgring-strækningen åd den nye GT-R på 7 minutter og 19,1 sekunder, hvilket er en særdeles imponerende tid. Selv mener Nissan dog tiden reelt er et halvt sekund bedre, da der var megen trafik på banen.

Læs også:  Indvirkningen af din kreditværdighed på bilforsikringspriser

Motorlyden er desværre ikke noget specielt i GT-R, og man sidder lidt tilbage med følelsen af, at man havde forventet mere i en bil med så fantastiske præstationstal. Kabinen er også en af svaghederne ved GT-R, og her kan den japanske sportsvogn på ingen måde konkurrere mod konkurrenterne. Alligevel ryster alle de tyske og italienske sportvogns-ejere, når du kommer rullende op ved siden af dem i lyskrydset. Nu vil de højest sandsynligt blive gjort til grin, trods deres bil har kostet minimum det dobbelte.

Vi var inviteret af Nissan Danmark.