1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Test: BMW 220i
0

Test: BMW 220i

Test: BMW 220i
0
0

Den nye BMW 2-serie coupé, ikke at forveksle med den lede, forhjulstrukne 2-serie Active Tourer, er den spirituelle arvtager til de klassiske coupér som 2002 og måske den bedste bil fra München lige nu.

Hvis du hører til de mennesker, der stadig ikke fatter en drøjt af BMWs moderne modelprogram, kommer der en kort forklaring her: traditionelle sedanudgaver eller i 1-seriens tilfælde, hatchbackudgaver, er tildelt ulige modelnumre, mens coupéudgaverne af selvsamme bil, f.eks. 4-serie, der er baseret på 3-serien, nu er udstyret med lige tal. Undtagelsen er seneste tilføjelse til modelprogrammet, 2-serie Active Tourer, en MPV-lignende bil med forhjulstræk, som ingen kan få til at korrespondere med BMWs egen logik lige nu.

Men nu handler det altså om 2-serie coupé, der i den nye tradition er baseret på den mere traditionelle 1-serie hatchback. Den er større, bredere og ifølge BMW mere praktisk, men vigtigere endnu – den er til at holde ud at se på. Skønhed er en smagssag og jeg må da erkende at jeg har mødt folk der bryder sig om 1-seriens front, men 2-serien disker op med en mere klassisk BMW opskrift og det er godt, for der er nu noget særligt over en lille kompakt coupé.

Med 1-seriens platform følger også dens interiør og i grove vendinger, dens køregenskaber. Sidstnævnte er bestemt godt, men BMW kommer til at fremstå en anelse dovne, når de blot deponerer nøjagtig samme kabine fra 1-serien i en bil, som de hævder er et mere sportsligt alternativ. Ekstra kedeligt, når den står med halvmatte plastoverflader i den testede basisudgave. Skal det være festligere, må man punge ud for ’Sport’ eller ’M-Sport’ pakken, der løfter indtrykket gevaldigt og blandt andet udskifter de noget flade sæder som BMW sælger dig i standardudgaven. Alternativt, kan man som i pressevognens tilfælde blot handle sig et M-Sport rat. Det er tykt og lækkert men til over 8.000 kr., er det til prisen for et godt fjernsyn.  Når man alligevel har kastet sig over ekstraudstyrslisten, bør man også sætte kryds ved Xenon-lygter til 14.261 kr, parkeringssensor bag til 9.873 kr., Regnsensor til 2.852 kr, Fartpilot med bremsefunktion til 10.092 kr. og et par nydelige fælge til 16.500 kroner. 17-tommer synes rigeligt. Det koster altså som minimum over en halv million og blive ordentligt kørende i sin nye 2-serie.

Læs også:  Toyota afslører ny generation Land Cruiser

Når den halve million er lagt, så er man rent faktisk alvorligt godt kørende. 1-serien kører alvorligt godt, men 2-serien kører bedre. Styretøjet opleves skarpere, hurtigere og med bedre kontakt til en forende, der har mere bid. 2-serien er let og livlig og kan trimmes fint på speederen gennem kurverne. Der er greb nok til at tilfredsstille selv de mest hårdføre entusiaster men insisterer man på at presse den lille BMW, kvitterer den til syvende og sidst med sikker understyring. 2-serien kører som man forventer det af en BMW: Disciplineret, præcist og afmålt. Affjedringskomforten fra 1’eren er i store trækvelbevaret, men 17-tommer virker til at være smertegrænsen for fælgmontering og det er uden M-Sport undervogn og andet lir. BMW har købt sig lidt dynamik på bekostning af affjedringskomfort og det er naturligvis i orden.

Læs også:  Mangler du underholdning til bilferien? Her er fem gode ideer

Den testede 220i er den prismæssige indstigningsmodel, i dette tilfælde koblet til en 8-trins automatgearkasse. Vi har tidligere anbefalet gearkassen og den opleves nøjagtig lige så suveræn som i enhver anden BMW, men 2-serien skriger på manuelt gear, især når der ikke er flere kræfter til stede end her. Så er de 37.394 kr. også sparet. Tyskerne siger at 0-100 km/t kan ske på 7 sekunder, men det opleves ikke altid sådan. Det er ikke nødvendigvis en kritik, for den bunder i, at 2-serien er exceptionelt godt isoleret og moderne BMW’er har en skræmmende evne til at kamuflere farten. Uanset hvad, er 2.0-liters turbomotoren, der i dette trim præsterer 184 hestekræfter ikke noget videre inspirerende bekendtskab. Den savner nerve og lyder mere som en forkølet Dyson end det pumpende hjerte i en sportslig coupé. Motorprogrammet er i Danmark begrænset til to benzinere og en diesel – den testede 220i samt topmodellen M235i med 322 hestekræfter, brølende rækkesekser og rygende dæk og den noget kedeligere 220d, der om ikke andet er økonomisk. Apropos økonomi, klarede vi uden problemer 15 km/l i testbilen, der kun havde gået et par tusind kilometer. Det er fint i sig selv, men brændstoftanken synes forfærdelig lille i en bil, der sagtens kunne anvendes på en tur ned gennem kontinentet. Vi krydser fingre for flere liter i en ægte M-udgave.

Læs også:  9 tips til at køre sikkert og lovligt på de tyske veje

Vi mener:

En ekstremt vellykket bil, som vi godt tør spå klassikerstatus. Mindste benzinmotor er et noget sjæleløst bekendtskab, men det kan ikke overskygge 2-seriens væld af kvaliteter.  

BMW 220i

2,0 liters firecylindret benzinmotor

Ydelse: 184 hk v. 5.000-6.250 omdr/min, 270 Nm v. 1.250-4.500 omdr/min

Præstationer: Topfart: 230 km/t – 0-100 km/t: 7 sekunder

Forbrug: 16,4 km/l – 134g

Køreklar vægt: 1.440 kg

Mål i cm: 443, 184, 141

Bagagerumsvolumen: 390 liter

Pris: 442.300 kr.

tags: