1. Home
  2. Bilmærker
  3. Alfa Romeo
  4. Test: faceliftet Alfa Romeo Giulietta QV
0

Test: faceliftet Alfa Romeo Giulietta QV

Test: faceliftet Alfa Romeo Giulietta QV
0
0

Sætter man dem ved siden af hinanden kan man godt se forandringerne, men hvis du kort ser den faceliftede, og derefter den gamle Alfa Romeo Giulietta, så vil du højst sandsynligt have svært ved at forklare designændringerne.

Kort fortalt har man fået en ny kromgrill, nye metalfarver, nye sæder, nye kontakter på midterkonsollen og et nyt multimediesystem med trykfølsom skærm, Bluetooth og otte højtalere.

Her på redaktionen synes vi Alfa Romeo Giulietta er klassens pæneste og mest charmerende bil. Peugeot 308 er meget feminin, VW Golf er ret kønsløs og Alfa Romeo Giulietta er den sydlandske skønhed.

Vi har tidligere testet den faceliftede Giulietta, og i denne ombæring handler det derfor om performancemodellen QV, Quadrifoglio Verde = firkløver.
Lad os starte med at konkludere hvordan du kan genkende QV-modellen. Først og fremmest på mere sportslige dybe lyd fra den dobbelte udstødning. Udvendig har Giulietta QV fået sidespejlkapper med satinkromfinish, ekstra tonede ruder bag, sideskørter, sænket sportsundervogn og røde bremsekalibre, mens man indvendig kan nyde det sorte interiør med sportssæder, sportspedaler i aluminium, multifunktionsportslæderrat, indstigningslister i aluminium med QV-logo samt diverse andre småting.

Ude på vejene bemærker man først og fremmest det er QV’eren man sidder bag rattet i, når der bliver trykket lidt på speederen. Når nøglen drejes siger den lille 1.75 liters turbomotor ikke meget, trods den har 340 newtonmeter – hvoraf 80 % af momentet er til rådighed ved 1.800 omdr/min. Giulietta QV har også en sportsundervogn, der både gør den lavere og hårdere, mens de 17” flotte sportsfælge også betyder, at man ikke er i tvivl om, den er sat op til sport. Bremserne er ligeledes opgraderet ift. den almindelige Giuliettas, men man savner nogle endnu kraftigere bremseskiver.

Turbotøven og sløvt automatgear

Motoren med fire cylindre, turbo og en volumen på 1.75 liter var en sand perle da den kom frem, men man kan godt mærke den efterhånden har lidt år på bagen. I testugen virkede det som om, at den led af turbotøven i kombination med en sløv sekstrins dobbeltkoblingsgearkasse. Alfas sekstrins TCT dobbeltkoblingsgearkasse er langtfra på niveau med Volkswagens DSG, og det viser sig specielt ved stille kørsel, hvor TCT’eren til tider kan komme med nogle ret kraftige og knap så behagelige skift. Desværre kan man ikke længere vælge en manuel gearkasse, og det er bestemt et minus i bogen.

Ift. den gamle Giulietta QV er motoren opgraderet, således det er den samme som i sportsvognen Alfa Romeo 4C. Dermed er 1750 TBi-motoren nu bygget i aluminium, og det sænker vægten med 22 kilo! Men selvom Alfa Romeo 4C og Giulietta QV deler motor og gearkasse, så har de ikke meget andet tilfælles.

Accelerationstiden fra 0-100 km/t er blot seks sekunder i QV’eren, og køreegenskaberne er underholdende, men mod den klinisk perfekte Golf GTI, som har det knusende effektive elektro-mekaniske differentiale har Giulietta QV det svært med sit elektroniske Q2-differentiale. Testmodellen havde dog netop fået monteret vinterdæk, og derfor gik det hurtigt op i hjulspin, hvis der bare var en smule vand på vejen.
Ved kraftig opbremsning bliver bagenden også meget ustabil, og det føles som om den slår fra side til side. Dette oplever man eksempelvis også i en Ford Focus ST, og igen er det derfor Golf GTI Performance som brillerer ved at være meget mere rolig. Den mere vilde Giulietta QV har dog en fantastisk motorlyd ift. størrelsen, og det er imponerende Alfa har presset 240 heste ud af en 1.75 liters turbomotor, der efterhånden ikke ligefrem er helt ny.

Fejlfri udenpå, men ikke inde i kabinen

Inde i kabinen er der nogle få elementer som er meget irriterende. Hvorfor har Alfa ikke lavet en pause-knap til fartpiloten? Og hvorfor lykkes det kun for infotainmentsystemet at tilslutte mobilen hver anden gang? Desuden er de to kopholdere i midterkonsollen ubrugelige medmindre det er en lille espressokop man sidder med.

Vi synes:

Prisen taler ikke ligefrem frem Giulietta, og mod en Golf GTI Performance har den det svært. Dog vil mange Alfa Romeo købere mene, at Volkswagen er noget konservativt kønsløst noget, og derfor alligevel vælge Alfaen.

Alfa Romeo Giulietta QV TCT
1.75 liters firecylindret turbomotor
Ydelse: 240 hk v. 5.750 omdr/min, 340 Nm v. 2.000 omdr/min
Præstationer: Topfart: 244 km/t – 0-100 km/t: 6 sekunder
Forbrug: 14,3 km/l
Køreklar vægt: 1.445 kg
Mål i cm: 435,1, 179,8, 146,5
Bagagerumsvolumen: 350/1.045 liter.
Pris: 506.000 kr.