1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Test: Mercedes-Benz GLK250 4Matic
0

Test: Mercedes-Benz GLK250 4Matic

Test: Mercedes-Benz GLK250 4Matic
0
0

GLK excellerer i de vanlige Mercedes-dyder og lidt til, men det er alene det velbeslåede klientel der har råd til at lege med.

GLK har længde som en C-klasse, men bredde som en E-klasse.

Prismæssigt befinder den sig tættere på sidstnævnte, mens motorjournalistikkens segmentering oplyser mig, at konkurrencen består af biler som Audi Q5, BMW X3 og på sin vis Land Rover Freelander.

Den nylige ansigtsløftning har sænket bilen 20mm, og afrundet nogen af de skarpeste kanter på formen, samt tilføjet den noget så obligatoriske LED-teknik for og bag.

Men det er fortsat en atypisk bil at betragte.
Formerne er som udgangspunkt hentet fra den legendariske Geländewagon, men med ansigtsløftningen er GLK for alvor trådt i karakter, og lader nu sin behagelige personlighed skinne igennem.

Og der er rigelig med Mercedes-DNA at spore i designet.

Langt fra smuk, men absolut unik.

I den gængse kvalitet

Kabinen er imidlertid i mere traditionel stil, hvilket selvsagt ikke er enslydende med kedelig.

Mercedes har ikke for vane, at svælge i skumgummi-bløde materialer, men syntes i stedet at efterstræbe kampvognslignende samlekvalitet.

Men med den store svungne aluminiumskonsol der danner en horisontal linje og de utvivlsomt SLS-inspirerede luftdyser, har Stuttgart alligevel tilladt sig at tilføje et luksuriøst flair.

Sæderne fortjener en særlig hæder, med deres nærmest eminente side- såvel som rygstøtte, og utallige indstillingsmuligheder.
Godt placeret i dem, kan man gribe det altid udsøgte læderrat, hvor man i nærheden vil opdage den noget aparte ratmonterede gearvælger.

Jeg kan ikke komme i tanke om andre europæiske fabrikanter der anvender en sådan, men Mercedes kan indlysende nok tillade sig det, som følge af deres én-ratstilks politik, og det skaber luft omkring kardantunellen, der udelukkende er dekoreret af COMAND-drejehjulet.

Læs også:  CUPRA Tavascan: "Vi skubbede til grænserne uden at tænke på, hvad folk ville sige"

Det dertilhørende system er i øvrigt fortræffeligt, og til trods for at Becker navigationen ikke kan tilbyde den mest elegante brugerflade, er den hurtig, effektiv og frem for alt billig.

Mere end tilstrækkelig

Mægtigste dieselmotor på 2.1-liter bringer med sig, relativt spændende 204 hestekræfter sammenkædet med noget heftigere 500 newtonmeter.

De mange newtonmeter, leveres så tidligt som ved 1.600 omdrejninger, hvilket sikrer at den ellers højbenede tysker aldrig mangler fornødent punch.

Det foregår tillige på lydløs maner, til dels takket være nye, mere kostbare Piezo indsprøjtningsdyser.

GLK kan naturligvis ikke undsige sig den obligatoriske dieselrallen, der om noget melder sig på et koldt maskineri, men faceliftet indebar også yderligere lydisolering i kabinen, der nu mest af alt forurenes af dækstøj.

Vibrationerne er endvidere holdt glimrende i skak, som det hører sig til i en bil af denne kaliber, og havde det ikke været for lydbilledet havde man knap nok ænset at maskineriet blev fodret af tung olie.

Motoren er en glimrende kompagnon på motorvejen, hvor bilen også udviser ordentlige manerer, med en sublim retningsstabilitet og et gedigent kraftoverskud.

Her får man om man ønsker, hjælp af vognbane-assistenten, der sender ellers uvante vibrationer gennem styretøjet såfremt man sløser med disciplinen.

Fokuseret

Det er dog ikke udelukkende ved trecifrede hastigheder at tyskerens kvaliteter kommer til udtryk.

Mercedes har i de senere år øget fokuseret på det dynamiske aspekt af køreoplevelsen, og sænkningen såvel som 19-tommers fælge muliggør svinghastigheder som er en væsentlig mindre bil værdig.

Læs også:  Audi SQ7 opgraderes på design og teknologi

Styretøjet er af den variable type, hvilket vil sige at vægtningen ændres alt afhængig af hastigheden.
Som en følge af det, opleves GLK afslappet frem for adræt ved byhastigheder, men styretøjet er af absolut imponerende art for en bil af denne type såvel som størrelse.

I det man bevæger sig over cyklisthastighed, strammes det op og tillader med en fornem vægtning og imponerende præcision villige retningsskift der giver bilen et  forbavsende sportsligt præg, forudsat føreren ønsker det.

Firehjulstrækket lader sig sjældent ane, og eftersom 99 procent af de potentielle købere højest sandsynligt ikke vil nænne at bevæge sig uden for den asfalterede tryghed, er det måske en kende overflødigt.

Essentielle afkrydsninger

Testbilen var særdeles veludstyret, i en sådan grad at prisen oversteg 1.1 millioner kroner.

Ud af de utallige punkter der var markeret, er nogen få værd at fremholde.
19-tommers fælge klæder bilen forrygende godt, uden at på nogen vis at svække affjedringskomforten.

Det aktive Intelligent Light System, der per automatik hæver eller sænker lysmængden er en absolut fornøjelse, som man lynhurtigt gør sig afhængig af.

Lyspakken, der tilfører kabinen den nærmest tvungne og elegante stemningsbelysning ville jeg ikke springe over, og det samme gør sig gældende for Sportspakken der løfter kabinen enormt.

Til gengæld er det selvparkerende PARKTRONIC system ikke helt så velfungerende som det andre europæiske fabrikanter kan tilbyde, og bilen er i sig selv ikke videre bøvlet at parkere såfremt man blot tilkøber parkeringssensorer for og bag.

Læs også:  Ny generation af Mercedes-AMG GT Coupé: kraft og elegance forenes

Prismæssigt selvmord

GLK deler platform med C-klassen, og er praktisk som en sådan, som følge af den øgede loftshøjde.

På bagsædet er der rigeligt med plads til børn såvel som voksne, og bagagerummet sluger 450 liter  med sæderne oppe.

GLK er derfor en alsidig størrelse, som det er svært at rette en egentlig kritik mod.
Man kan advokere for, at denne biltype er overflødig og måske endda skadende, men ikke desto mindre hersker der er sultent marked for dem.

Næh, problemet er imidlertid den prispolitik, som Mercedes har lagt for dagen.
Som tidligere opridset, er de primære konkurrenter i klassen BMW X3 og Audi Q5.

Begge biler kan med tilsvarende motorer erhverves for under 700.000 kroner, hvorimod Mercedes forlanger 943.000 for den fremviste herlighed.

Erkendt, de to tyske rivaler har ikke en drivlinje, der direkte matcher GLK250, men befinder sig ydelsesmæssigt tættere på 180 hk, naturligvis med firehjulstræk, hvorimod automatgear bringer prisen tættere på 750.000 for begge biler.

Konklusion:

Det er en tysk tradition, at Mercedes bør være mere kostbart end BMW eller Audi.

Alligevel syntes prisen uforholdsmæssig høj, og til trods for den alsidighed som GLK så glimrende kan tilbyde, burde prisen nærmere befinde sig i omegnen af de 800.000 kroner.

[table “” not found /]

tags: