1. Home
  2. Biltest
  3. Test: Porsche Macan Turbo
0

Test: Porsche Macan Turbo

Test: Porsche Macan Turbo
0
0

Glem alt hvad du ved om at køre SUV, for Porsche Macan er sporty på en måde, som du med garanti ikke har prøvet før i en SUV.

Macan sælges i første omgang i tre varianter: en 258 hestes diesel, 340 hestes benziner og 400 hestes Turbo-udgave. I 2015 kommer også en mindre benzinmotor, hvor man muligvis vil finde en modificeret udgave af den 2-liters Golf GTI-motor. Prisen forventes at blive lige under 1 million kroner, men så billigt slipper du ikke ud af døren med Macan Turbo, der har et prisskilt på knap 1,7 millioner kroner.

Porsche Macan er på størrelse med BMW X3 og Audi Q5, men udstråler lige så meget livsstil som en Range Rover Evoque. Dermed er den lidt en særling.
Faktisk bygger Macan på nogle af de samme dele som Q5’eren, da det er Volkswagen koncernen der ejer Porsche og Audi. Du skal dog ikke tro Macan blot er en dyrere og mere eksklusiv Audi Q5! Næsten alt er blevet optimeret, og det er noget man specielt bemærker, hvis man er glad for lidt dynamiske biler.

Inspireret af 911’eren, altså forlygterne…

Forlygterne er inspireret af 911’eren og meget af fronten kender vi allerede fra anden generation af Cayenne. Personligt har jeg aldrig været vild med Cayennes frontdesign, og derfor har jeg det også lidt svært med Macan. Fra siden bliver det dog bedre med taglinjens coupé-agtige form – og ser man den bagfra bliver man helt saglig. Bagenden er elegant med de tredimensionelle lygter med LED-lys som sniger sig rundt om bagstolpen, mens de fire udstødningsrør bevidner om den kan komme af sted usædvanligt hurtigt.
Turbomodellen kan kendes på den mere muskulære front, hvor der er større luftindtag, Bi-Xenon forlygter, andre sideskørter og en lille frontspoiler inspireret af 918 Spyder. Der er selvfølgelig også andre kendetegn såsom ”Macan Turbo” signaturen på bagsmækken.

Læs også:  Porsche Taycan Turbo GT: Elektrisk kraftpræstation sætter nye standarder

Macan måler næsten 4,7 meter i længden, 1,92 meter i bredden og har en højde på 1,62 meter. Dermed er den også lidt længere og lavere end Audi Q5, og har et lidt mindre bagagerum på 500 liter. Bagsædernes udformning er behagelig, men pladsen til benene er ikke specielt god, hvis man er nogenlunde høj.

Kabinen er usædvanlig lækker og oser af kvalitet samt eksklusivitet med specielt det analoge ur i midten. Multifunktions sportsrattet er næsten det samme som i 918 Spyder, hvorfor der bestemt ikke er noget at klage over. I vanlig Panamera stil består midterkonsollen af utallige knapper til alverdens indstillinger. Det virker en smule uoverskueligt med de mange knapper, og man kunne ønske Porsche ville integrere nogle af bilens indstillinger i infotainmentsystemet fremadrettet. Infotainmentsystemet fungerer udmærket men er ikke noget prangende, da det store infotainmentsystem til en Golf er hurtigere og flottere. Dog er det 545 watt Bose-anlæg med 14 højtalere standard, og det kan man nyde på motorvejen.

SUV med spræl i…

Bag rattet og med motoren startet stopper man dog pludselig med at kunne tænkte negativt. Tændingen sidder som i alle andre Porscher i venstre side, og ved motorstart kvitteres der med et lille vrmmm. Straks tænker man, at det ikke kan være en SUV man sidder bag rattet i, for de plejer jo ikke at sige noget. Når man gasser op kommer der også små knald fra udstødningen, og når man selv leger med nedgearingen kan man ligeledes nyde en dejlig brummen. Den lydoplevelse er bestemt ikke noget man finder i mange andre SUV’er, og samtidig kan Macan være helt støjsvag, hvis man bare vil nyde dens komfort.

Læs også:  Porsche hylder ikon med ny eksklusiv version

Man oplever dog hurtigt, at Macan ikke er som nogen anden i segmentet. Normalt er en SUV ikke specielt velkørende, men det er denne. Gud bevares, den kører bestemt ikke som en Cayman med sin 1.900 kilo tunge ”krop”, men du finder ingen konkurrent som matcher køreegenskaberne og performance. Den kører meget bedre end den større Cayenne, og styretøjet er meget imponerende, men Porsche fortæller også stolt, at de har optimeret det mod en mere direkte oplevelse og hurtig reaktionsevne.
Macan er selvfølgelig udstyret med firehjulstræk, og Porsche fortæller det kan sende alle kræfterne til den aksel som har brug for det på rekordtid.
Porsche Active Suspension undervognen kaldet PASM er standard i Turbo-udgaven, og her kan man vælge iblandt tre opsætninger kaldet Comfort, Sport og Sport Plus. Med de forskellige indstillinger bliver Macan straks en langt mere fleksibel bil, og tilvælger man oven i hatten SportChrono-pakken får man en ekstra indstilling kaldet Sport Plus, der sørger for man får det optimale ud af Macan. Den almindelige sportsindstilling ændrer motorens aggressivitet, men Sport Plus gør både speederresponsen mere aggressiv, lader motoren tage flere omdrejninger, sætter affjedringen i Sport Plus, gør styretøjet mere præcist og gearskiftet bliver hurtigere. Hov, glemte jeg at fortælle der også bliver låst lidt op for Porsche Traction Management systemet, så køreegenskaberne bliver endnu sjovere.

Motoren der yder de 400 hestekræfter er en sekscylindret 3.6 liters med to turboer. Macan Turbo er i hvert fald klassens hurtigste, da den med SportChrono pakken blot skal bruge 4,6 sekunder fra 0-100 km/t med launch control, og har en topfart på ekstreme 266 km/t.
I dagligdagen finder man derfor ikke mange som kan følge med, og med 550 Nm fra 1.350 til 4.500 omdrejninger i minuttet er kræfterne til stede næsten hele tiden.

Læs også:  Nye Porsche Cayenne er den kraftigste nogensinde

På motorvejen kan man også opleve at vinke farvel til en ellers kæk ældre herre i hans Ferrari F430 Spider, hvis han bliver fanget i et forkert gear med den langsommere F1-gearkasse.

Den hurtige acceleration i Macan skyldes blandt andet den syvtrins PDK-gearkasse, der er en såkaldt dobbeltkoblingsgearkasse. Dermed sker gearskiftene på usædvanligt hurtigt, og specielt i SportPlus knappen er gearskiftet fuldkommen ekstremt.

For at spare lidt brændstof gør Macan brug af en såkaldt Coasting-funktion, hvor motoren kobler fra automatgearkassen når man tager foden fra speederen. Dermed undergår man motorbremsen og det gavner rækkevidden.

Vi synes:

Porsche Macan Turbo er en fantastisk SUV, og det er svært at sætte en finger på noget før sælgeren fremstønner prisen, av. Derfor bliver det til fem flotte stjerner og ikke seks.

Porsche Macan Turbo (SportChrono)
3.6 liters sekscylindret motor med to turboer
Ydelse: 400 hk v. 6.000 omdr/min, 550 Nm v. 1.350-4.500 omdr/min
Præstationer: Topfart: 266 km/t – 0-100 km/t: 4,6 sekunder
Forbrug: 11,2 km/l – 208 g/km
Køreklar vægt: 1.950 kg
Mål i cm: 469,9, 192,3, 162,4
Bagagerumsvolumen: 500 liter
Pris: 1.679.307 kr.