1. Home
  2. Biltest
  3. Test: Renault Espace ZEN EDC – Fransk familiebus vil være luksuriøs
0

Test: Renault Espace ZEN EDC – Fransk familiebus vil være luksuriøs

Test: Renault Espace ZEN EDC – Fransk familiebus vil være luksuriøs 7.3
0
0

Renault Espace ZEN EDC

7.3

Renault Espace er eksklusiv på mange måder, men der er også nogle dumme svipsere. Prisen virker fair ift. både motor, økonomi, komfort og udstyr.

Motor & gearkasse8.0
Køreegenskaber5.0
Komfort9.0
Plads6.0
Udstyr8.0
Pris8.0

Historien om Renault Espace startede tilbage i 1984, og nu er den femte generation klar: lettere, mere økonomisk og innovativ som aldrig før.

Første indtryk af den nye Espace er noget forskelligt, for kan man ikke lide fransk design, så vil man ikke kunne ligne Espace. Mange moderne biler ligner efterhånden alle sammen hinanden, men sådan er det ikke med Espace. Faktisk er Renault et af de eneste bilmærker, som tør at skille sig ud fra mængden. Det er noget som både skræmmer folk væk, men det fanger også folk, som ikke gider det almindelige småkedelige udtryk alle andre familiebiler har.

Ligesom alle andre nyere biler, så har Renault haft fokus på vægtbesparelser. Derfor er Espace op mod 250 kilo lettere end forgængeren! Foruden de nyudviklede motorer, så hjælper det gevaldigt på den forbedrede brændstoføkonomi, som nu i gns. er forøget med 20%!

Skiller sig også ud indvendig

Det er ikke kun det udvendige design som skiller sig ud. Kigger man ind i kabinen vil man hurtigt se en unik kabine. Førstehåndsindtrykket er noget overvældende, for den minder om ingen anden og meget er omtænkt. Det var først i slutningen af ugen, at vi ikke længere ledte efter knapperne rundt omkring i kabinen.

Testmodellen var dog også udstyret med lidt af hvert – faktisk var den ret luksuriøs. Luksuriøs er dog også et godt ord om Espace, for Renault vil gerne løfte den fra blot at have været en stor praktisk familieflytter til at den faktisk også er luksuriøs. Dette har Renault på mange måder haft succes med, men der er også nogle steder, hvor det halter.

Vi testede topmodellen Zen med EDC-dobbeltkoblingsgearkasse, mens der herudover bl.a. Bose-anlæg, Head-up display, adaptiv fartpilot, panoramaglastag / soltag samt andre lækkerier.
Kabinen er en sammensætning af luksuriøse og praktiske elementer. Gearvælgeren ligner noget fra en Audi A6 og altså væsentlig mere eksklusivt end en gennemsnitlig Renault. Espace er dog også franskmændenes flagskib. Af praktiske elementer finder man bl.a. handskerummet, der er udført som en skuffe i tarvelig plastik. Det er svært at forene eksklusivitet og praktiske egenskaber har Renault sikkert erfaret i udviklingsprocessen.
Placeringen af kopholderen inde i et hul under midterkonsollen gør det til en balancegang, hvis man ikke skal spilde kaffe.

Infotainmentsystemet på 8,7 tommer fungerer via den nyeste generation af R-Link systemet. Systemet er hurtigt og har mange smarte og sjove detaljer. Desværre virker det også noget kompliceret at finde rundt i, så til tider måtte man opgive sin søgen i systemet.

Nøglen til Espace er ny og speciel, men det er overhovedet ikke positivt. Nøglen har samme længde og bredde som et kreditkort, men den er væsentlig tykkere. Den er på ingen måde praktisk eller smart, og vi modtog kun måbende blikke (på den dårlige måde), når vi viste den frem.

Trods der er mange lækre detaljer rundt om i kabinen, så falder Espace også igennem på mange kedelige plastiskdetaljer. Start/stop-knappen, knappen til at styre soltaget og aircondition på bagerste række kunne være hentet fra en Dacia.

Højere og så alligevel lavere…

Espace er en stor bil. 4,85 meter måler den i længden med en akselafstand på 2,88 meter. Ift. den gamle model er frihøjden hævet med fire cm, men den samlede højde er sænket med 63mm til 1,68 meter. Dette er gjort for at skabe det dynamiske og specielle design, som Renault så gerne vil have Espace skal udstråle.

Fra standard er der plads til fem personer, men der er mulighed for at tilkøbe to ekstra bagsæder, således syv personer kan køre af sted. Vælger man de syv sæder, så begrænser det selvfølgelig bagagerummet, der normalt er på 660 liter og kan forøges til enorme 2.040 liter.
Både fra infotainmentsystemet og via et betjeningspanel i bagagerummet kan man nedfælde bagsæderne – smart!

Som tidligere nævnt støder Renault på et problem, når vi har prøvet at sammenkoble eksklusivitet med praktiske egenskaber. Espace skal være dynamisk og eksklusivt designet, men en af de vigtigste dyder for en bil af denne størrelse er pladsforholdende på forsæderne såvel som bagsæderne. På forsæderne er der intet problem, men er man over 190cm høj, så er der manglende loftshøjde. Dette er stærkt kritisabelt i en bil som Espace!

Fokus på økonomi og komfort

På motorsiden er valget ret simpelt. Der er to udgaver af den 1.6 liters dieselmotor med enten 130 eller 160 hestekræfter. Den store model har BiTurbo og dermed også 60 Nm mere. Ingen af modellerne er specielt hurtige, da den mest potente model blot accelerer fra 0-100 km/t på 9,9 sekunder.

Espace handler dog heller ikke om stor motor og sjove køreegenskaber, for dette er en familiebus med et eksklusivt touch som samtidig skal kunne køre langt på literen og være støjsvag.

På motorvejen er Espace meget rolig og komfortabelt affjedret. Dette er virkelig en bil, hvor man læner sig tilbage i sædet og slapper af – der er ikke meget involvering i køreegenskaberne, men det føles som at sidde i en behagelig sofa.

Selv det laveste udstyrsniveau byder på alt hvad hjertet begærer: 2-zoners fuldautomatisk to-zoners klima, stor 8,7” touchskærm, med anden udgave af R-Link navigation, 7” TFT speedometerskærm, LED belysning, fartpilot, parkeringssensor for og bag, nøglefri betjening, el-nedfældelige bagsæder fra touchscreen eller betjeningspanel i bagagerum, elektrisk opvarmet forrude, panoramaforrude, LED forlygter og Bluetooth.
Opgraderer man til ZEN får man bl.a. yderligere el-indstillelige forsæder med massage og memory, 18” alufælge samt indtræk i stof og kunstlæder.

Modellen med 160 hestekræfter fås kun med ZEN-udstyr og EDC-dobbeltkoblingsgearkassen. Denne model har yderligere også Renault Multi-Sense-systemet med de elektroniske støddæmpere og 4-Control, som vi kender fra Laguna Coupé GT. 4-Control systemet styrer alle fire hjul, således man lettere kan manøvrere ved lave hastigheder. Multi-Sense-systemet kan indstilles til Eco, Komfort, Sport og Individual, hvor man i sidstnævnte indstilling selv kan indstille bilens dynamiske/komfortable egenskaber og muligheder.

Prisen for Espace starter ved 490.200 kr., mens vil man have EDC-automatgearet er prisen 590.200 kr. Dette inkluderer som nævnt også både Zen udstyr og Renault Multi-Sense. Vi vi desuden anbefale head-up display og den adaptive fartpilot som tilkøb – pris: 6.200 kr.

Renault Espace Energy dCi 160 EDC Zen
1.6-liters firecylindret diesel
Ydelse: 160 hk v. 4.000 o/min, 380 Nm v. 1.750 o/min
Topfart: 202 km/t – 0-100 km/t: 9,9 sekunder
Forbrug: 21,7 km/l
Køreklar vægt: 1.734 kg
Mål i cm: 485,7, 188,8, 167,7
Bagagerumsvolumen: 660-2.040 liter
Pris: 508.000 kr.