1. Home
  2. Biltest
  3. Test: Skoda Octavia Greenline
0

Test: Skoda Octavia Greenline

Test: Skoda Octavia Greenline
0
0

Den nye Skoda Octavia Greenline er med til at sætte helt nye standarder for brændstoføkonomi i en stor familiebil. Den elegante tjekke kan køre mere end 30 kilometer på en enkelt liter diesel ved blandet kørsel.

Årets Bil 2014 og Årets Firmabil 2014. Ja, der var masser af hæder til Skoda Octavia i det forgangne år. Og med imponerende 5406 solgte modeller i Danmark i 2014 blev Octavia da også den tredje mest solgte bil i Danmark – og absolut mest solgte bil i sin klasse. Men hvad er det, der gør Skodas bud på en rummelig familiebil så ufattelig populær? Lad os se nærmere på den store dansker-darling.

Anonym og elegant

Der bliver ikke vendt mange hoveder på gaden, når en Octavia triller forbi. Den vækker ingen opsigt i gadebilledet. Overhovedet. Men for en bil som Octavia kan dette netop være en kvalitet.

For selvom eksempelvis Honda Civic også er anerkendt som en fremragende familiebil med gode køreegenskaber, så betyder det vilde design, at mange vælger Civic’en fra. Der er simpelthen for meget ”her-kommer-jeg” over den. Med en Octavia derimod behøver du ikke forsvare en bildesigners syretrip, når vennerne undrende spørger, hvorfor du har valgt netop denne bil. Nej, her kan du med ro i stemmen blot fortælle, at din nye Octavia kan køre hele vejen fra Sønderjylland og ned til fabrikken i Tjekkiet, hvor den er bygget OG tilbage igen på en enkelt tank – i alt 1500 kilometer. Det skal nok lukke kæften på tvivlerne.

Læs også:  Verdenspremiere på fjerde generation: Ny Skoda Superb i 2024

Og så synes jeg rent faktisk, at især det ydre design er ganske elegant. Hvis storebroderen Superb ikke allerede var overflødig i Danmark, så ville den under alle omstændigheder blive det nu, hvor Octavia både designmæssigt og pladsmæssigt trumfer næsten alle konkurrenter.

Gamle instrumenter ude af takt

Hvor det ydre efter min mening er vellykket og tidsvarende, ser det indre derimod forældet og direkte kedeligt ud. Midterkonsollen er ikke lige i øjet med sin simple instrumentering og den lille LCD-skærm, som ikke er meget bevendt. Det hjælper ikke på helhedsindtrykket. I denne version savner jeg desuden basal ratbetjening. Det burde være standardudstyr i en motorvejsvogn som denne.

Til gengæld må man sige, at instrumenterne er lette at overskue og betjene.

Sublim sparegris

Det er svært at finde en mere økonomisk familiebil end Octavia Greenline. Den klarer 31,3 km/l, hvilket er ret imponerende for en bil af den her størrelse. Særligt når det sker uden at gå på kompromis med power. Den rykker fint.

Læs også:  Skoda Enyaq får flere hestekræfter og længere rækkevidde i opdateret udgave

Motoren er kombineret med en 6-trins-gearkasse med højere gearing, som sænker motorens omdrejningstal og dermed også forbruget ved høje hastigheder.

Den flotte brændstoføkonomi har også andre positive følgevirkninger. For eksempel er den halvårlige ejerafgift kun 570 kr.

Komfortable køreegenskaber

Køreegenskaberne er fine – eksempelvis væsentligt bedre end en Kia Optima. Octavia ligger meget bedre på vejen, den har et bedre styrtøj og en langt bedre gearkasse. Det er altså en komfortabel køremaskine, som egner sig rigtig godt til de danske lande- og motorveje.

Ved motorvejshastigheder bliver støjen i kabinen en anelse mere fremtrædende. Det er ikke den bedst støjdæmpede bil, jeg har kørt i, og sammenlignet med den nye Ford Mondeo, er der stor forskel. Støjen gør det dog ikke umuligt at føre en samtale med andre i bilen, blot fordi speedometeret har passeret de 130 km/t.

Læs også:  Skoda Enyaq får flere hestekræfter og længere rækkevidde i opdateret udgave

Begiver man sig ind i byen, bemærker man for alvor, at det er en stor slæde at manøvrere rundt med. Her er parkeringssensor – som ikke er standard – en god ting at have.

Vi synes:

Det er ikke uden grund, at der i øjeblikket kører mere end 40.000 Octavia-modeller rundt på de danske veje. Det er heller ikke for sjov, at den blev kåret til årets bil i Danmark 2014. Skoda Octavia har nemlig rigtig mange stærke sider – særligt når det kommer til økonomi og praktiske egenskaber. Og så er det i bund og grund bare en god oplevelse at køre Octavia.

Skoda Octavia Combi Greenline
1.6-liters firecylindret diesel
Ydelse: 110 hk v. 3.250 omdr/min, 250 Nm v. 1.500 omdr/min
Præstationer: Topfart: 203 km/t – 0-100 km/t: 10,4 sekunder
Forbrug: 31,3 km/l
Køreklar vægt: 1.197 kg
Mål i cm: 465,9, 181,4, 146,5
Bagagerumsvolumen: 610-1.740 liter.
Pris: 278.997 kr.