

BMW åbner ordrebøgerne for den fuldelektriske afløser til 3-serien. BMW i3 50 xDrive lanceres som First Edition med 469 hk, op til 892 km rækkevidde og en startpris på 619.900 kroner. De første biler ventes leveret inden årets udgang, mens den officielle markedslancering finder sted i efteråret 2026.
BMW tager nu hul på et nyt kapitel i historien om mærkets bedst sælgende sedan. Den fuldelektriske BMW 3-serie, der bærer navnet BMW i3, kan fra i dag bestilles hos de danske forhandlere som en velspækket First Edition-udgave. Det er anden model fra BMW’s nye Neue Klasse-platform, der er udviklet specifikt til elbiler.
For danske købere er der tale om en model, der både i pris, ydelse og udstyr peger direkte mod firmabilsmarkedet — et segment, hvor 3-serien historisk har stået stærkt.
BMW i3 viderefører de klassiske proportioner fra mærkets sportslige sedan: lang akselafstand, en tilbageplaceret kabine og korte udhæng. Fronten er tegnet med nye dobbelte forlygter, der smelter sammen med BMW-nyrerne i en ny lyssignatur, mens baglygterne fortolker den klassiske L-form i et mere vandret udtryk.
Mike Reichelt, Head of Neue Klasse hos BMW, fremhæver i pressemeddelelsen modellens betydning for mærket:
“BMW 3-serien har været et ikon for vores mærke i syv generationer og dermed i mere end fem årtier. Den er indbegrebet af køreglæde, innovation og tidløst design. Med Neue Klasse og dennes teknologi springer vi bogstaveligt talt en bilgeneration over.”
BMW i3 50 xDrive har en elmotor på hver aksel, der tilsammen yder 469 hk (345 kW) og 645 Nm. Det giver firehjulstræk og en accelerationstid fra 0-100 km/t på 4,7 sekunder. Tilladt anhængervægt er op til 1.800 kg.
Drivlinjen er identisk i First Edition-udgaven og bygger på sjette generation af BMW’s eDrive-teknologi. Den omfatter 800V-elektronik og en ny generation højvoltsbatterier med cylindriske celler i en såkaldt cell-to-pack-konstruktion, hvor batteripakken samtidig er en strukturel del af karrosseriet.
BMW oplyser en WLTP-rækkevidde på op til 892 km, mens forbruget angives til 13,7 kWh/100 km. Det placerer modellen i toppen blandt elbiler i mellemklassen, hvis tallene holder i praksis.
Lige så bemærkelsesværdig er ladeeffekten: Ved hurtigladning med op til 400 kW kan bilen ifølge BMW indlade strøm svarende til 400 kilometers rækkevidde på blot ti minutter. En ladning fra 10 til 80 procent angives til 21 minutter ved 400 kW. AC-opladning op til 22 kW er standard.
Dertil kommer tovejsopladning. BMW i3 understøtter Vehicle-to-Load (kræver tilvalget AC Charging Professional), Vehicle-to-Home og Vehicle-to-Grid — funktioner, der gør, at bilen kan levere strøm tilbage til både elnettet, hjemmet eller eksterne forbrugere.
For BMW Danmark er den nye 3-serie en strategisk vigtig model. Administrerende direktør Jan Askholm peger direkte på erhvervskunderne:
“BMW 3-serien har historisk set været en favorit blandt danske firmabilsbrugere, og vi er glade for, at den nu kommer i en fuldelektrisk version. BMW i3 50 xDrive som First Edition er en model, der er veludstyret fra starten og tilpasset den danske firmabilsbruger med en beskatningsværdi fra 569.000 kr.”
Den lavere beskatningsværdi på 569.000 kroner — sat i forhold til startprisen på 619.900 kroner — gør modellen attraktiv i firmabilsregnskabet, hvor netop beskatningsgrundlaget er afgørende for den månedlige udgift.
First Edition-udgaven leveres med et omfattende udstyrsniveau. Standard er blandt andet M Sportspakke, Innovation-pakke, metallak, panoramaglastag, ratvarme og varme i for- og bagsæder, elektrisk anhængertræk, multifunktionssæder foran samt Parking Assistant Professional og Driving Assistant Plus.
M Sportspakken indeholder M Aerodynamik-pakke, blå M Sport-bremser og sidespejle med M-logo. Kabinen kommer med BMW M-interiør i materialerne Veganza og M PerformTex Black. Innovation-pakken tilføjer Harman Kardon-lydsystem, Head-Up Display og 3-zones klimaanlæg.
Kabinen domineres af det nye BMW Panoramic iDrive med BMW Operating System X, hvor en del af informationerne projiceres ud på tværs af hele forrudens bredde via systemet BMW Panoramic Vision.
Modellen kan vælges i seks eksteriørfarver, herunder den eksklusive M Le Castellet Blue, og med 19- eller 20-tommer fælge i flere designs.
Ud over kontantkøb tilbyder BMW også privatleasing gennem BMW Financial Services. Aftalerne starter ved 6.495 kroner om måneden — både for en 12-måneders og en 48-måneders aftale. Førstegangsbetalingen er henholdsvis 15.000 og 35.000 kroner, og leasingen inkluderer 15.000 kilometer årligt, leveringsomkostninger og service. Forsikring og grøn ejerafgift er ikke med i prisen.
Se mere på bmw.dk.













