Audi viser TT med 600 hk

17. maj 2015
|
Audi, Bilmærker

Audi benytter det store GTI-træf ved Wörthersee i Østrig til at præsentere en TT med 600 hk. 

Navnet på lommeraketten er TT Clubsport, og i første ombæring er bilen blot et koncept, men teknikken bag de 600 hk er interessant, fordi den kan finde vej til fremtidige Audi-modeller.

Teknikken går kort fortalt ud på, at TT Clubsports 5-cylindrede motor på 2.5 liter er udstyret med to turboladere. Det er der ikke ligefrem noget odiøst i, men i TT Clubsport drives den ene turbo af en el-motor, og det løser problemet omkring turbotøven, som man ellers kender fra turbomotorer.

48-volts system

Den elektrisk drevne turbo sluger en del strøm, så det er ikke længere nok med det normale 12-volts system i TT Clubsport. Derfor har Audi installeret et helt nyt 48-volts system, som vi også får at se i Audi SQ7.

Systemet leverer 200 Nm ved lave omdrejninger, så fra 3000 til 7000 o/min er der i alt 650 Nm til rådighed.

Det betyder 0-100 km/t på bare 3.6 sekunder og en topfart på 310 km/t og det er tilsat firehjulstræk og en 6-trins manuel gearkasse.

Der er også sket lidt med de ydre proportioner i miniraceren, hvor bagvingen er hentet fra racerudgaven af TT.

I alt er Clubsport 20 centimeter bredere end den almindelige model og er udstyret med gigantiske 20-tommer fælge. De skal være der, for at der plads til de keramiske bremseskiver.

Det vides endnu ikke, om bilen kommer i produktion, men i hvert fald er TT Clubsport en appetitvækker på den kommende TT RS, som efter sigende skulle få omkring 400 hk.

 

Bilsektionen er Danmarks digitale bilmagasin.

Har du spørgsmål eller en god historie, så er du velkommen til at kontakte os på: info(@)bilsektionen.dk.
Copyright © 2024 Bilsektionen.dk ApS - CVR 42597155 | Ny hjemmeside af Højvig Group | Cookiepolitik