Hvad der i 2007 startede som et hobbyprojekt med import og salg af specielle japanerbiler, har i dag udviklet sig til en succesfuld forretning med Danmarks bedste drift team!
Hvad er drifting?
På få årtier er drifting gået fra at være en undergrundsgadesport, til i dag at være en anerkendt motorsportsgren. Det køretekniske niveau er meget højt, og underholdningsværdien ligeledes.
Ved drift konkurrencer bedømmes der efter hastighed, ideallinjer, vinkel og måske vigtigst showfaktor. Dermed gælder det ikke om at komme først, men at give publikum den bedste oplevelse.
)
Jocks Bilimport blev startet af Jesper Olsen og Kim Sømod, hvoraf navnet kommer fra, og så alligevel ikke. Oprindeligt var ideen, at navnet skulle være ”Joks”, men en banal slåfejl ved køb af domænenavnet til hjemmesiden betød, at de i dag er kendt som ”Jocks”.
Vi aflagde virksomheden i Glostrup et kort besøg, hvor Kim til daglig agerer direktør i den store familieejede vognmandsvirksomhed. Trods navnet til hobbyvirksomheden blev meget tilfældigt, så har udviklingen af forretningen bestemt været velovervejet fastslår Kim.
Oprindeligt var ideen at importere specielle JDM biler til Danmark, men løbende udviklede Kim forretningen således, der i dag er fokus på reservedele til de mere specielle japser-biler. Trods Kims kærlighed er japansk, så kører han til daglig Mercedes E-klasse af den simple årsag, at det ville gå galt med en japansk hverdagsbil.
”Hvis jeg købte en Subaru eller anden hverdagsbil, så ville der ikke gå længe før, at jeg havde sænket den, givet den skørter og rodet lidt med motoren. Derfor har jeg faktisk valgt tysk for at beherske mig selv.”
Ideen om at starte et drift team kom noget tilfældigt, da Kim tilbage i 2010 var på udkig efter et nyt markedsføringstiltag. Samtidig henvendte en dygtig drifter ved navn Jacob sig til Kim med henblik på at få solgt sin S13 drift bil. Kim besluttede sig for, at Jocks Bilimport ville sponsorere Jacob, hvis han kørte i den Nissan Silvia S15, som Kim havde stående i garagen.
Hurtigt kunne Kim se det var et smart markedsføringstiltag, hvorfor han bad Jacob samle et komplet drift team. Sådan startede Jocks Drift Team, som i dag består af fire kørere.
I dag deltager Jocks Drift Team i internationale konkurrencer, og man kan sagtens kalde dem for Danmarks bedste drift team.
Vi siger tak for kigget, og ønsker Jocks Bilimport held og lykke i 2014.