1. Home
  2. Biltest
  3. Hyundais GTI-bud vil frem i verden – og gerne hurtigt

Hyundais GTI-bud vil frem i verden – og gerne hurtigt

Hyundais GTI-bud vil frem i verden – og gerne hurtigt
0
0

Hyundai har sendt endnu en GTI-variant af deres i30 N på gaden – denne gang med tilnavnet Fastback, som fås med enten 250 eller 275 virkelig velsmurte hk. Vi har prøvet den på Gran Canarias smalle bjergveje og en lukket bane

Det er ganske uventet. Da vores Hyundai N i30 Fastback rammer langsiden på racerbanen Circuito Maspalomas, accelererer den hurtigt og problemfrit gennem de manuelle gear. Hurtigere end ventet. Omdrejningstælleren er konstant i det røde felt. Lyden i kabinen er aggressiv, dyb og pågående, og der er ingen tvivl om, at motoren arbejder hårdt, og den popper og smælder ved udkobling for at gøre opmærksom på det. Men den nyder det. Det er dette, den er lavet til.

Bilens speedometer rammer godt 180 km/t inden bremsen skal trykkes i bund, samtidigt med at vi gør klar til et 160 graders sving. Og de er effektive, bremserne. Bilens næse dykker, og det er tydeligt, at dækkene står godt fast. Bilen når fra 180 til 50 km/t på et øjeblik, og det er tid til at skifte til andet gear. Så er det atter speederen i bund på vej ud af svinget, og heldigvis er bilen stadigvæk som suget til vejen, selv om hvinene fra asfalten og dækkene også tyder på, at g-kræfterne presser styretøjet og ophænget til det yderste. Men i endnu højere grad mærker vi, at det er er i sving som dette, at bilen virkelig lever. På kanten. Næsen suger sig fast mod underlaget og nægter efter bedste evne at overstyre. Og det er altså en Hyundai i30, vi taler om.

Ja, der er sket latterligt meget meget, siden Hyundais biler havde navne som Pony for 27 år siden. Nu hedder bilerne Performance, og de er udviklet på Nürnburgring. Det vender vi lige tilbage til.

Familiebil med umpf

Lad os lige tage baggrundshistorien med, så det også er på plads. Da Hyundai i sommer præsenterede deres bud på en GTI-bil med i30 N, tog den vist mildest talt r…. på alle. Den har fået masser af ros fra alverdens store bilmagasiner og har undervejs også vundet en lang række priser. Det har køberne i Europa da også opdaget, så der er siden sommer blevet solgt 11.000 af den højtydende og potente bil, som vi ellers kender som en jævn familieflytter i C-segmentet i den bedre ende.

Undervejs har Hyundai også lanceret en Fastback-udgave af i30 – en i30 med en mere coupélignende og sportslig profil. Nu har man så koblet de to sammen, og det betyder ifølge Hyundai mere dynamik og et større bagagerum (450 l. mod 398 l. i den almindelige udgave). Karrosseriet er nu også forstærket 29 steder, så det er langt stivere og klar til sjov. Og det er dét vi er taget til Gran Canaria for at efterprøve. Heldigvis.

Veludviklet

Lad os tale tørre tal. For de udgør en af to meget vigtige dele af historien om i30 Fastback N. Den fås i to versioner – den med 250 hk som standard i en 2-liters turbomotor, eller i en performanceudgave med 275 hk. 353 Nm, som er tilgængelige allerede ved 1750 o.min, som vi har udfordret på kryds og tværs.

Versionen med 250 hk accelererer til 100 km/t på 6,4 sekunder. Performance versionen på blot 6,1 sekunder. Begge versioner har elektronisk justerbar affjedring og en topfart på 250 km/t. Den vejer lige omkring 1429 kg. Og så leveres den kun med manuelt gear.

Det andet, vi skal være opmærksomme på er de adaptive køreindstillinger. Alt efter humør og vejforhold, kan man via systemet ’N Grin Control System’, som er standard, vælge mellem fem forskellige køreindstillinger: Eco, Normal, Sport, N og N Custom. De skifter bilens karakter, ved at justere de forskellige parametre på motor, affjedring, differentiale, udstødningslyd og styretøj.

For at understrege det sportslige, har performance-versionen derudover blandt andet elektronisk spærredifferentiale og aktiv dobbeltudstødning med overraskende meget lyd – som ikke er forstærket af højttalere. Indvendigt har i30 Fastback N som standard blandt andet sportssæder, sportsrat og alu-pedaler.

Kontrolleret vild

Som nævnt tidligere er det ikke noget tilfælde, at bilen hedder i30 Fastback N. Den er opkaldt efter Nürburgring – en af verdens mest udfordrende racerbaner. Banen har stået fadder til krævende biltest, og bilen er udviklet med henblik på at være ekstremt sjov – men helt bevidst ikke så kompromisløs som fx. Fiesta ST, som også er en sjov og indlevende GT.

Bilen skal dog også kunne køres i hverdagen, og derfor er udstyr som fartpilot med fartbegrænser, automatisk nødbremse, træthedsregistrering, skiltegenkendelse (vigtigt, for man kan let køre lidt for hurtigt i i30N), 8” skærm plus meget mere standard.

Vælger man i30 Fastback N med 275 hk, får man yderligere specialudviklede 19” Pirelli high performance N-dæk og sports-dellædersæder med i købet.

Heldigvis fik vi også lov til at køre bilen helt almindeligt. Og det er også en øvelse, som den excellerer i, takket været den adaptive undervogn med de fem forskellige indstillinger. Kører man bilen i normal-indstillingen, er bilen ganske komfortabel. Så er det bare en Hyundai med alt for meget power, lidt hård undervogn og en tvivlsom brændstoføkonomi.

Det er virkelig forfriskende, at der er plads, til at Hyundai ikke kun udvikler el-biler,, men at de også bevæger sig over i den anden grøft, hvor der er fokus på vaskeægte køreglæde med direkte kørsel og en superstram undervogn. Det kan vi virkelig godt li’. Hyundai har nemlig en vision om, at alle deres biler med tiden skal kunne leveres som N-udgaver. Tak for det.

Selv om bilen allerede er klar til salg fra marts, er der ikke kommet priser på bilen endnu, men en almindelig i30N koster fra ca. 416.000 kr. Merprisen bliver – er vores gæt – ca. 25.000 kr.