Test: Honda Civic 1.6 Sport

Honda Civic er efterhånden en ganske kendt bilmodel. Det kan godt være, det ikke er alle, der lige nødvendigvis kender den på navnet alene, men når man ser den for sig, er man ikke i tvivl. “Nå ja, det er den der med den strømlinede form og den todelte bagrude, ikk?” Jo, lige netop.

Det iøjenfaldende design, der siden lanceringen af 8. generation tilbage i 2006 har kendetegnet Civic, får den japanske mellemklassebil til at skille sig markant ud fra konkurrenterne. Men er det bare udseendet, der gør den unik, eller har den andre tangenter at spille på? Vi har trillet en tur i en Civic 1.6 med sportsudstyr.

Fokus på chaufføren

I cocpittet er hele midterkonsollen drejet over mod mig som chauffør. Instrumentering henvender sig til mig – og kun mig. Det kan jeg personligt rigtig godt lide, men min kone på passagersædet er ikke fan af det, da hun ikke bryder sig om, at hun ikke kan følge med i det hele.

Der er tre skærme til rådighed foran mig – én der viser hastigheden, som sidder lige under forruden, hvilket gør, at man ikke skal fjerne for meget opmærlsomhed fra vejen, én skærm informerer om blandt andet musik og brændstofforbrug, og så har vi den her touch-skærm i midten af konsollen. Her er systemet dog mildest talt ikke særligt imponerende. Selv efter en uges bekendtskab føler jeg mig ikke hjemme i systemet. Det er ulogisk og meget lidt intuitivt – både sammenlignet med andre biler og ikke mindst de Android og iOS-enheder, vi er vant til at bruge i hjemmet.

Unik bagsædeløsning

Bevæger vi os om på bagsædet, finder vi en af de funktioner, der gør Civic vanvittigt fed. Bagsædet svæver ovenpå to bøjler, så der er luft under sædet. Du kan let placere et par rammer dåsebajere under sæderne, så du får flyttet noget tung last ind i midten af bilen, hvilket er godt for både køreegenskaberne og sikkerheden. Samtidig kan du også klappe sædet op, så det folder ind i ryglænet, og på den måde får du et stort rum bag forsæderne, hvor der nærmest er plads til en hel palle dåsebajere, hvis det skulle være. Det samme er der også næsten plads til i bagagerummet, for hvis du lægger ryglænet ned, folder sædet helt ned i gulvplan, så det bliver helt plant med gulvet i bagagerummet.

Det er et imponerende system, som giver uanede muligheder for at pakke bilen helt optimalt. Til gengæld går det lidt ud over komforten. Siddepositionen på bagsædet er ret lav, og efterlader derfor ikke meget støtte under lårene, så man kommer til at sidde let sammenkrøbet. Selve sædekomforten i sig selv er egentlig okay, men loftshøjden er heller ikke prangende, så du får ikke teenagebørnene med på kør-selv-ferie. Til gengæld kan man sige, at bagsædet er meget velegnet til barnestole.

Sport udenpå – øko indeni

Når man ser på instrumenterne bag rattet, er det kun omdrejningstælleren, der er i fokus. Der bliver altså lagt op til, at det er de sportslige køreegenskaber, der er i fokus. Det her er jo på sin vis også en sportsvariant. Men det handler kun om udstyret. De tonede ruder, skørterne og den karakteristiske hækspoiler, som deler bagruden, giver bilen et sportsligt look, og i kabinen understreger de sportslige sæder og den lave siddeposition den opfattelse. Men selvom køreegenskaberne med en stram undervogn og et lækkert styretøj egentlig også er med til at skabe store forventninger, så har den her dieselmotor ikke meget sport over sig. Den klarer opgaven fint til daglig kørsel, og den mangler absolut ikke kræfter, men der er ingen grund til at køre en tur til Nürburgringen med et håb om at sætte banerekorder. Dét sker ikke.

Til gengæld kører den vanvittigt langt på literen. Det teoretiske forbrug er omkring 28 km/l, og så tænker man jo nok, at den i praksis går omkring 23 km/l. Det gør den sådan set også, men kører du økonomisk, hvilket jeg gjorde på en tur fra København til Helsingør på Strandvejen, overrasker den virkelig positivt. Da jeg nåede Helsingør var mit gennemsnitlige forbrug på 30 km/l. Altså mere end det teoretiske forbrug. Det er jeg virkelig imponeret over – særligt i så stor en familiebil.

I løbet af de seneste 2000 km bilen har kørt, ligger det samlede brændstofforbrug på over 20 km/l. Også dette synes jeg er dybt imponerende i så stor en bil, når jeg tænker på, hvordan bilen i løbet af den distance sikkert er blevet testet godt og grundigt igennem, når mine motorjournalist-kolleger har kørt i den.

Hatch vs. Tourer

Vi har tidligere testet Honda Civic Tourer. Den var vi også ganske imponeret over, og umiddelbart har stationcar-versionen måske en fordel på grund af det store bagagerum og de samme praktiske løsninger, som der er i hatchbacken. Men med hatchbackens relativt store bagagerum er det for mange nærmest kun et spørgsmål om hvilket design, man foretrækker. Man behøver i hvert fald ikke nødvendigvis købe en stationcar for at få plads til sine pakkenelliker.

Her kan du læse vores test af Honda Civic Tourer.

Honda Civic 1.6 I-DTEC Sport
1.6 liters firecylindret dieselmotor
Ydelse: 120 hk v. 4.000 o/min, 300 Nm v. 2.000 o/min
Topfart: 207 km/t – 0-100 km/t: 10,5 sekunder
Forbrug: 27,0 km/l
Køreklar vægt: 1.378 kg
Mål i cm: 437, 177, 147
Bagagerumsvolumen: 477-1.378 liter
Pris: 279.900 kr.