
Kia satser stort på at tage Europa med storm med lanceringen af den nye elektriske SUV, Kia EV5. Denne model er en vigtig del af Kias globale elektrificeringsstrategi, kendt som Plan S, der skal styrke bilmærkets position inden for bæredygtig mobilitet. EV5 henvender sig direkte til europæiske bilisters behov og ønsker med en blanding af robust SUV-design, avanceret teknologi og praktisk funktionalitet.
”EV5 er en hjørnesten i Kias vækststrategi i Europa,” forklarer Sjoerd Knipping, Chief Operating Officer hos Kia Europe. “Vi træder ind i Europas mest konkurrenceprægede elbilssegment med en model, der kombinerer vores ikoniske ‘Opposites United’-design, daglig funktionalitet og innovation baseret på elektrisk mobilitet.”
Kia EV5’s design følger Kias filosofi kaldet ‘Opposites United’, hvor bilen kombinerer robusthed og elegance. EV5 har en stærk silhuet, en markant bagende og en karakteristisk lyssignatur, som Kia kalder ”Star Map”. Bilen kommer med tre forskellige hjulstørrelser: 18 eller 19 tommer til standardversionen og op til 20 tommer til den kommende sporty GT-udgave.
Kabinen i EV5 er indrettet med en fleksibilitet, der gør den ideel både i byen og til udflugter. Bagsæderne kan lægges helt fladt ned, hvilket giver opbevaringsplads på op til to meters længde. Desuden giver en skuffeformet midterkonsol flere smarte opbevaringsmuligheder.
Kabinen byder på lounge-stemning med sæder designet til komfort – føreren kan endda nyde massagefunktion, lændestøtte, varme og ventilation. Materialerne er udvalgt med stor omtanke for bæredygtighed, hvor genanvendt PET indgår i sæder og gulvtæpper, og bioskum er anvendt i sæder, midterkonsol og nakkestøtter. Overfladerne er malet med BTX-fri lak.
Med et stort batteri på 81,4 kWh har EV5 en rækkevidde på op til 530 km ifølge WLTP-normen. Det betyder, at bilen kan håndtere længere ture uden behov for hyppig opladning, og når opladning er nødvendig, kan batteriet fyldes fra 10 % til 80 % på omkring 30 minutter.
EV5 har også en række avancerede teknologier som ét-pedalskørsel (i-Pedal), automatisk justering af bremsning baseret på navigationsdata (Smart Regeneration Plus), og effektiv batteritemperaturstyring, som sikrer god rækkevidde både i nordiske vintre og middelhavssomre.
EV5 imponerer med den nyeste teknologi, blandt andet Panoramic Wide Display med tre skærme og forbedret online-navigation. Bilen kan også løbende opdateres trådløst med nye funktioner. Derudover tilbydes Digital Key 2.0, fingeraftryksgenkendelse og Harman Kardon Premium Audio-system.
På sikkerhedsfronten er EV5 udstyret med hele syv airbags og de nyeste sikkerhedssystemer, der hjælper med alt fra parkering til motorvejskørsel.
”Fra kabinens fleksibilitet og året-rundt-ydelse til det stærke SUV-udtryk og avancerede ccNC-system – hver eneste detalje afspejler europæiske bilisters forventninger til både funktion og design,” siger Pablo Martínez Masip, Vice President for Product & Marketing.
Kia EV5 forventes at være på de europæiske veje i slutningen af 2025.
Kilde: Kia Motors