Så er den her endelig. Vi har flere gange skrevet om den nye Honda Civic Type R, men nu er den fem års lange ventetid overstået. Her er den endelige udgave!
Den produktionsklare model af Civic Type R er blevet vist ved Geneve Motor Show, og motoren er som forventet en helt ny 2-liters VTEC med turbo.
En racerbil til almindelige veje
”Race car for the road”, sådan beskriver Honda selv den helt nye Civic Type R, der er en high performance forhjulstrukket hatchback.
Hjertet i bilen er den 2.0 liters VTEC turbo benzinmotor, der har hele 310 hestekræfter ved 6.500 omdrejninger i minuttet og 400 Nm ved 2.500 omdr/min! Det er dermed den meste potente Honda Type R til dato.
Den gamle Civic Type R var kendt for at tage rigeligt med omdrejninger, men ved en nye slår begrænseren til ved 7.000 omdrejninger i minuttet.
Accelerationstiden fra 0-100 km/t er på blot 5,7 sekunder, hvilket betyder den ikke kan følge med hverken Audi S3 eller VW Golf R, men den nye Civic Type R er stadig den hurtigste forhjulstrukne performance hatchback på markedet. Topfarten er desuden 270 km/t, så der kan hverken S3 eller Golf R følge med…
Hos Honda er der heller ikke noget som hedder automatgear. Den eneste gearkassemulighed er nemlig en sekstrins manuel, og den bliver uden tvivl en fornøjelse at betjene – Honda har nemlig styr på det med gearkasser. 310 hypper og en sekstrins manuel gearkasse, vi er allerede solgt!
For at gøre den nye Honda Civic Type R mere alsidig, har Honda udviklet et sæt innovative affjedringssystemer. Her kan man vælge imellem fuldkommen performancekørsel eller hverdagskørsel – det er adaptive fjedre. Desuden er det elektriske styretøj også blevet specielt tilpasset Type R-modellen.
Der vil sågar være et ”+R” køreprogram, der kan aktiveres ved et enkelt klik. Her får man både en mere aggressiv speederrespons, mere moment, 30 % stivere affjedring og et mere kontant styretøj.
En avanceret Dual Axis Strut affjedring foran hjælper også med at reducere torque steer med op mod 50 %, i forhold til den almindelige Civics affjedringssetup. Bilen har gennemgået flere optimeringer, der gør den op mod 180 % mere stabil, når man eksempelvis skærer nogle sving med høj fart.
Komplet styling
Man overser ikke ligefrem en Civic Type R, der dog ikke blot har fået en komplette styling for udseendets skyld. Foruden den ser markant mere aggressiv ud, så er det aerodynamiske kit også udviklet til, at den bliver mere stabil ved høje hastigheder – og det skal desuden sørge for mere downforce ved høje hastigheder. Bemærk også den store bagspoiler, som Honda har arbejdet meget med, for den skaber tilstrækkeligt downforce, og ikke giver problemer ved høje hastigheder. Honda siger selv, at Civic Type R nærmest suger sig til vejen.
De nye 19” letvægts alu fælge er unikke for Type R, og de er placeret på 235/35R19 dæk, der også er specielt udviklet til Type R. For at kunne bremse ordentligt ned disker Civic Type R op med 350mm Brembo bremser foran.
Indvendig har kabinen også fået en overhaling. Den er gået fra familiebilsagtig til racerbil. Bemærk gearstangen i aluminium, sportssæderne, alcantara detaljerne og de røde syningsdetaljer rundt om i kabinen – disse står i kontrast til den ellers meget mørke kabine.
Mulighed for GT pakke
Køber man en ny Civic Type R, vil man kunne til vælge en GT pakke. GT-pakken inkluderer flere røde sportslige detaljer, der gør den sportslige Civic endnu mere synlig. Af udstyrs inkluderer pakken parkeringssensor for og bag, automatiske viskere, elektrisk foldbare spejle, integreret Garmin satellitnavigation og et premium anlæg på 320 watt. Desuden har GT pakken også ambient lighting med røde lysdetaljer. Slutteligt indeholder pakken også Hondas Advanced Driver Assist System, der bl.a. inkluderer forward collision warning, lane departure warning, traffic sign recognition system, high-beam support, blind spot information og cross traffic monitor.
Ved Hondas officielle pressemøde i morgen vil den japanske bilproducent afsløre, om den nye Civic Type R har slået rekorden for hurtigste forhjulstrukne produktionsbil på Nürburgring.
Vi kender endnu ikke den danske lanceringsdato eller de danske priser. De første biler i Europa bliver sluppet løs i løbet af sommeren.