Renault Danmark ønsker højere markedsandel i 2013. Den nye Clio er i fokus, mens Dacia venter i kulissen.
I det nye år ønsker Renault at blive det 6. bedst sælgende bilmærke i Danmark. I 2012 overhalede de Opel, med en samlet markedsandel på 6.0 %.
Den nye Clio, der netop har haft dansk premiere, skal fungere som primus motor for den øgede vækst, men også Twingo skal længere op af salgslisterne, hvilket vil blive hjulpet på vej af en ny model, der klarer over 30 km/l.
Clio R.S. i Danmark for første gang
Samtidig vil den nye Clio Sport Tourer hæfte for halvdelen af Clio-salget, og med en pris i omegnen af 165.000 kr., tegner det godt. I 2013 forventer Renault at lancere en ny crossover, der skal fungere som konkurrent til Nissan Juke og den nye Opel Mokka. Den vil være baseret på Clio.
Scenic vil få et beskedent facelift i 2013, hvor forenden og kabinen vil få en mild ansigtsløftning med den nye R-Link system, der vil koste omtrent 8-10.000 kr. Samtidig vil Renault introducere en X-Mod udgave, der skal konkurrere med SEAT Altea FreeTrack.
Til maj får vi den nye, elektriske Zoe Z.E., med priser fra 161.400 kr. På elfronten finder vi også Twizy, der i andet kvartal i 2013 vil starte fra 65.000 kr. Der er endnu intet samarbejde på plads, for så vidt angår batteriskifte.
For første gang nogensinde får vi Clio R.S. til landet. Dobbeltkoblingsgearkassen vil bl.a. være udstyret med Launch Control, og når bilen lanceres til august 2013, vil den også være tilgængelig som van.
Dacia til Danmark
Renault Danmark siger, at det er ’overvejende sandsynligt’ at vi får Dacia til landet inden for den nærmeste fremtid. Der er i øjeblikker usikkerhed om budget-mærket, da de sidste prisforhandlinger skal på plads.
Dacia vil primært konkurrere med brugtmarkedet. Der vil ikke være noget overlap mellem Dacia og Renault, og bilerne vil blive solgt fra Renault forhandlere.
Alle biler vil have 3 års garanti, og i første omgang får vi Lodgy samt Sandero til landet.
Dacia Lodgy er en stor MPV med plads til 7-sæder, der vil starte fra omtrent 130.000 kr. Introduktion i maj 2013.
Sandero er en bil på størrelse med en Opel Corsa, med priser fra 110.000 kr., med eneste motorvalg værende en 110 hk stærk dieselmotor. Den forventes at få premiere i august 2013.