Koreanske Hyundai er med igen når det gælder minibiler. I10’eren har allerede slået sin markedsposition som konkurrent til VW up! fast, og det er der en ganske særlig grund til.
Hyundai i10 er nemlig blevet en væsentlig bedre bil, og er i øjeblikket den eneste minibil som kan konkurrere imod up!-trillingerne indtil den nye Aygo, 108 og C1 kommer.
Topvarianten af i10’eren byder på alt hvad hjertet begærer for udstyr i en lille bil. Hvis man altså ser bort fra et infotainmentsystem. Aircondition, Bluetooth, multifunktionskunstlæderrat med varme, varme i forsæderne, et lidt større anlæg, alufælge, LED-lys og tågelygter foran er dog på standardudstyrslisten, når man vælger topvarianten Style.
I10’eren er mere rummelig end up!, hvilket blandt andet skyldes længden, da den er 12,5 cm længere end up!. Det giver bedre bagagerumsplads, hvor i10’eren byder på 252 liter, og hele 95 liter mere end up! når bagsæderne er lagt ned.
Motorprogrammet består af en 1-liters trecylindret med 66 heste eller 1.2 liters med 87 hestekræfter. Dermed er ingen af motorerne specielt kraftige, men man kan mærke en væsentlig forskel i accelerationen, når man vælger den store model – men det er dog stadig ingen raket. I10’eren handler dog også om fornuft, og således er økonomien angivet til 20,4 km/l, hvilket alligevel ikke kan konkurrere med den 75-hestes up! som på papiret står til 23,8 km/l. Hyundai byder dog på en femårs garanti uden kilometerbegrænsning, og det er bestemt et vigtigt salgsparameter!
I10’erne er mere komfortabel end up!, hvilket går igen ved styretøj og gearskift der er mere svampet end Volkswagens minibil.
Der er mange positive aspekter ved i10’eren, men desværre har den danske Hyundai importør haft besvær med at skaffe nok eksemplarer til Danmark, således der på flere varianter er alt for lang ventetid!
Vi synes:
Muligvis den bedste minibil i øjeblikket! Men topmodellen til 135.000 kr. er måske lidt for meget af det gode.
Hyundai i10 1.25 Style
1.25 liters firecylindret benzinmotor
Ydelse: 87 hk v. 6.000 omdr/min, 120 Nm v. 4.000 omdr/min
Præstationer: Topfart: 171 km/t – 0-100 km/t: 12,3 sekunder
Forbrug: 20,4 km/l – 114 g/km
Køreklar vægt: 1.016 kg
Mål i cm: 366, 166, 150
Bagagerumsvolumen: 252/1.046 liter
Pris: 134.995 kr.