1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Test: KIA Cee’d 1.6 CRDI World Cup
0

Test: KIA Cee’d 1.6 CRDI World Cup

Test: KIA Cee’d 1.6 CRDI World Cup
0
0

Ligesom Picanto, Rio og Venga kan Cee’d netop nu erhverves i en speciel VM/World Cup kampagnemodel, hvor man får udstyr for 30.000 kr. gratis med i købet!

Den specielle udstyrsmodel kan til Cee’d kun fås med den lille 1.4 liters benzinmotor eller 1.6 liters diesel med 128 hestekræfter, og det var den sidstnævnte i stationcar vi prøvede. Prisen er 269.999 kr. og udstyret inkluderer navigation, bakkamera, parkeringssensor, Bluetooth, to zoners klimaanlæg, læderrat og lædergearknop, fartpilot og blandt andet varme i rattet samt sæderne.
Med den lange udstyrsliste som inkluderer infotainmentsystemet fremstår Cee’d næsten lækker, selvom den selvfølgelig stadig har det koreanske designpræg – men heldigvis ingen af de irriterende ”velkommen i bilen” lyde.

Udmærket plads

Pladsen i kabinen er udmærket, og som voksen kan man sagtens finde sig til rette på bagsæderne. Bagagerummet er på 528 liter og kan forøges til 1.642 liter hvis bagrækken lægges ned. Til sammenligning byder en Civic Tourer på 625 liter, hvorfor Cee’d altså ikke er den mest praktiske i klassen.

Læs også:  Golf 8 Facelift: 50-års Jubilæet for den ikoniske model

På papiret er det en meget attraktiv kampagnemodel, når man tager de syv års garanti med op til 150.000 kilometers kørsel med i mente. Motoren gør det også fint, og kan køre op til 23,8 km/l på papiret, hvorfor det altså ikke er en uøkonomisk motor. Motorens gang er dog ikke helt så fin som de tyske konkurrenters, men det tager prisen og udstyrsniveauet i hvert fald også højde for ved World Cup kampagnemodellen.

Køreegenskaberne kan kort beskrives som ikke specielt imponerende. Cee’d er ganske komfortabel, og en længere tur er intet problem når man har vænnet sig til det noget sløsede styretøj. Styretøjet kan indstilles på tre måder, hvilket gøres via en knap på rattet. Indstillingerne inkluderer ”komfort”, ”normal” og ”dynamisk”. Styringen virker ikke mere præcis, men blot tungere vægtet i ”dynamisk”. Kort sagt er styretøjet meget dødt, og uden tvivl et af de største ankepunkter ved bilen.

Læs også:  Sådan vælger du de rigtige vinterdæk til din bil

Vi synes:

Masser af udstyr og plads samt lang garanti til en rigtig god pris! Cee’d imponerer dog ikke bilentusiasten, men den taler til fornuften.

KIA Cee’d 1.6 CRDI World Cup
1.6 liters firecylindret dieselmotor
Ydelse: 128 hk v. 4.000 omdr/min, 260 Nm v. 1.900 omdr/min
Præstationer: Topfart: 193 km/t – 0-100 km/t: 11,2 sekunder
Forbrug: 22,7 km/l – 116 g/km
Køreklar vægt: 1.484 kg
Mål i cm: 450,5, 178, 148,5
Bagagerumsvolumen: 528-1.642 liter
Pris: 269.999 kr.

tags: