Hvis man kender bare det mindste til Porsche, er man klar over, at det drejer sig om hurtige biler. Mest kendt for sin 911’er er der skabt både mindre såvel som større sportsvogne hos producenten, og lillebroderen er Cayman. Porsche Cayman, og tidligere i dag blev en ny af slagsen offentliggjort. En endnu mere sporty variant end de “normale”, og den kaldes Porsche Cayman GT4.
GT4 sætter nye standarder
Og den sætter ifølge Porsche selv standarder i sin klasse. Det er først og fremmest målt ud fra en omgangstid på den famøse Nürburgring Nordschleife i Tyskland. En særdeles god omgangstid af slagsen vel at mærke, eftersom det kun tager den nye Cayman GT4 syv minutter og 40 sekunder at komme rundt på den 21 kilometer lange bane kendt som ‘det grønne helvede’. Men ingen gode omgangstider uden optimeret motor, chassis, bremser og det aerodynamiske design af den nye Cayman GT4.
0-100 km/t på under 4,5 sek!
Under hjelmen – eller bagklappen om man vil – finder vi nemlig en sekscylinderet 3,8-liters boxermotor med 385 hestekræfter, som vi kender fra 911 Carrera S’eren. Sat sammen med en sekstrins manuel gearkasse accelererer den nye Cayman GT4 fra 0-100 km/t på blot 4,4 sekunder, før den topper ud ved 295 km/t, og hvis man skal gå til den med de økonomiske facts, ja så kører den ifølge Porsche selv lige under 10 kilometer ved kombineret kørsel på en liter benzin. Selvfølgelig ikke hvis der accelereres, og det er jo netop det, der er sjovt i sådan en vogn. Den bør nemlig ligge enormt godt på vejen, eftersom den er sænket tre centimeter kontra den normale Cayman, og så er der ligeledes mange komponenter fra storebror 911 GT3 at finde i Cayman GT4.
Eksteriørmæssigt minder den ved første øjekast meget om den normale Cayman, men der er selvsagt også mange forskelle. Fronten består af tre store luftindtag og et lille hoodscoop på motorhjelmen, og bevæger vi os langs siden af bilen er ligeledes et enormt stort luftindtag at finde. Bagpartiet består af en aggressiv diffuser og en spoiler monteret fast på bagklappen, der er med til at skabe mere downforce og aerodynamik. På billederne fremstår den nye Cayman GT4 i både en blå og gul farve – muligvis til fordel for vores svenske venner -, som formentlig vil være de to standardfarver.
Af muligheder for ekstraudstyr kan den nye Cayman GT4 ligeledes udstyres med PCCB keramiske kompositbremser, skålsæder fremstillet af kulfiberforstærket plast, en brugerdefineret Sport Chrono Pakke med den unikke Track Precision app samt en Club Sport Package.
Kabinen overføres til dels fra den normale Cayman, alt imens Alcantara-beklædte sportssæder såvel som et sportsrat dog ligeledes er at finde i kabinen, som formår at sætte chaufføren og passageren i centrum. Igennem netop dette sportsrat garanteres man ligeledes ideel kontrol og klar feedback på grund af bilens relativt kompakte dimension.
Danske priser og lancering
Den nye Cayman GT4 debuterer på Geneve International Motor Show i marts, alt imens den lander hos danske forhandlere allerede i begyndelsen af maj. Prisen på Cayman GT4 bliver kr. 1.799.967 inkl moms og afgifter.