Nu fås Suzukis praktiske Celerio med automatgear, og med en pris på blot 103.990 kroner, så er det Danmarks billigste bil med automatgear!
Celerio blev introduceret tilbage i marts måned, og med sine praktiske kabine og mulighed for trailervægt op til 400 kg, har den tiltrukket opmærksomhed.
Automatgearet til Celerio hedder AGS (Automated Gear Shift), og det kan fås i kombination med den 68 hestes motor.
Vælges automatgearet bliver hverken trækevne eller brændstoføkonomi påvirket, og således kan Celerio med AGS fortsat køre 23,3 km/l og trække en trailer på 400 kilo.
“Vi forventer en pæn stor interesse hos kunder, der kun må og kan køre bil uden koblingspedal, men også hos kunder der blot ønsker den ekstra komfort, man får i en bil med automatisk gearskifte,” siger John Mogensen fra Suzuki Bilimport Danmark.
Med en pris fra 103.990 kroner er det blot 14.000 kroner mere end den almindelig grundudgave med manuelt gear. Modellen er udstyret på “Comfort”-niveau, hvor udstyr som fx aircondition, fjernbetjent centrallås, el-ruder i fordørene og CD-radio med USB-indgang samt Bluetooth-forbindelse til håndfri betjening af mobiltelefonen er standard. Sikkerhedspakken består af 6 airbags, ESP, hjulspindskontrol, bremseassistent, to selealarmer, to ISOFIX-beslag og automatisk dæktrykskontrol.
Celerio koster fra 89.990 kroner.