BMW M4 GTS er en M4’er bygget med fokus på banekørsel, hvilket kan ses på Nürburgring-omgangstiden. Faktisk er GTS-modellen hele 24 sekunder hurtigere end den almindelige M4!
Hurtig som en Ferrari 458 Italia
Faktisk klarede M4 GTS Nürburgring på 7 minutter og 28 sekunder, mens den almindelige M4’er måtte bruge 7 minutter og 52 sekunder. Vi kan lige samtidig fortælle, at den gamle M3 GTS brugte 7 minutter og 48 sekunder.
Dermed er BMW M4 GTS hurtigere end både Porsche Carrera GT og Mercedes SLS AMG GT på Nürburgring, mens den har samme omgangstid som en McLaren MP4-12C og Ferrari 458 Italia!
Der vil kun blive produceret 700 eksemplarer af BMW M4 GTS, hvoraf bl.a. 300 er afsat til USA, så hvis du vil have et eksemplar, bør du handle hurtigt.
Flere heste og mere moment
Motoren er den samme 3-liters turboladet rækkesekser med turbo, men ydelsen er blevet hævet til 500 hestekræfter og 600 Nm mellem 4.000-5.000 omdr/min. Dette er gjort med et nyt vandindsprøjtningssystem, der sænker temperaturen i indsugningsluften Til sammenligning har den almindelige M4 431 hk og 550 Nm mellem 1.850-5.500 omdr/min. Dermed bør de ekstra kræfter godt kunne mærkes.
Gearkassen er den syvtrins BMW M dobbeltkoblingsgearkasse, der ved hjælp af Launch Control-systemet sender raketten fra 0-100 km/t på blot 3,8 sekunder! Topfarten er 305 km/t.
80 kilo lettere – bagsæderne er sparet væk
En Mercedes-AMG C63 S Coupé har 510 hestekræfter, hvilket dermed er mere end M4 GTS. Dog har BMW barberet næsten 80 kilo af vægten på GTS-modellen, hvilket giver performancemodellen af M4’eren en ganske imponerende power-to-weight ratio på 3 kg/hk. Vægten er nu nede på 1.510 kilo, mens en Mercedes-AMG C63 S coupé har en køreklar vægt på 1.800 kilo – altså næsten 300 kilo mere!
Bl.a. har BMW sparet bagsæderne væk, indsat lettere racersæder (50 % lettere end standard M4-sæderne), gjort ekstra brug af aluminium, carbon fiber, keramiske bremser og et udstødningssystem i titanium. Udstødningssystemet er i sig selv blevet hele 20 % lettere, og taget i kulfiber spare seks kilo! Ja, du fornemmer nok, at prisen også er ret pebret.
Den bliver let at genkende
Som du nok kan se, så bliver det ikke svært at genkende BMW M4 GTS på gaden. Se blot den store bagspoiler, fælgene, de specielle OLED lygter og alle GTS-logoerne. Desuden vil den kun blive tilbudt i fire forskellige farver: Sapphire Black metallic, Mineral Grey metallic, Alpine White og Frozen Dark Grey Metallic.
Kigger man ind i kabinen, vil man også kunne se en række forandringer. Foruden bagsæderne er væk, er forsæderne også udskiftet med letvægts skålsæder, et alcantara-ret samt alcantara-detaljer rundt om i hele kabinen. Og bemærk så lige håndtagene…
Prisen kender vi ikke, men vi tør godt love den bliver høj… En almindelig BMW M4 koster cirka 1.550.000 kr.