Ford Mondeo har nu den store mellemklasses mest omfattende motorprogram – fra klassens mest økonomiske med 27,8 km/l over den prisvindende tre-cylindrede 1-liters EcoBoost-motor til den stærke TDCi-dieselmotor med firehjulstræk.
Efter introduktionen i januar har den nye Mondeo allerede fået rigtig godt tag i markedet, og da Ford nu er klar med et fuldt og meget omfattende motorprogram, sætter man hos den danske importør nu sin lid til, at Mondeo for alvor kan slå sin position fast som en af den store mellemklasses mest populære biler. Kombinationen af det store motorprogram med to karrosserivarianter, sedan og stationcar, skal sikre, at der er en Mondeo for ethvert behov – og til enhver lyst.
Bred vifte af benzinmodeller
Mondeo er faktisk den eneste bil i sin klasse, der fås med en tre-cylindret motor. Det var utænkeligt for blot få år siden, at en så stor bil kunne udstyres med en motor på en enkelt liter med kun tre cylindre, men hos Ford er man ikke i tvivl om, at det er en fornuftig løsning med den lille motor med 125 hk. Den har trods alt 170 Nm, som sikrer et godt afsæt, og med en topfart på 200 km/t kan den også sagtens begå sig på motorvejene. Med et gennemsnitsforbrug ifølge EU-normen på 19,6 km/l og en CO2-udledning på 119 gram/km er økonomien på plads, og start-stop-system er naturligvis standard – i alle udgaver af Mondeo. Priserne for Mondeo 1,0 EcoBoost Trend starter ved 365.600 kr.
Modelprogrammet byder på hele fire EcoBoost-benzinmotorer. Over 1,0 EcoBoost findes 1,5 EcoBoost med 160 hk, 2,0 EcoBoost med 203 hk og 2,0 EcoBoost med hele 240 hk. Den smidige 1,5 EcoBoost fås både med manuel gearkasse med seks trin og med automatgearkasse med seks trin (merpris blot 25.000 kr. i Titanium), mens de to EcoBoost-motorer på 2 liter begge er udstyret med automatgear som standard.
Med 240 hk er Mondeo en på alle måder stærk og dynamisk partner: 0-100 km/t er overstået på kun 8 sekunder, og topfarten er 235 km/t.
Dieselmotor er bedst i klassen
Et så lavt brændstofforbrug som muligt er afgørende for mange firmabilister, som årligt tilbagelægger adskillige tusinder af kilometer bag rattet. I Mondeo er den nye ECOnetic-udgave med TDCi-dieselmotor intet mindre end klassens mest brændstoføkonomiske – og dermed også bilen med det laveste CO2-udslip. I kraft af en lang række teknologier og en særdeles letløbende TDCi-dieselmotor på 1,5 eller 1,6 liter med 120 og 115 hk opnår Mondeo ECOnetic et imponerende lavt forbrug: 27,8 km/l. ECOnetic-ejere slipper med kun 1.040 kr. i halvårlig grøn ejerafgift, og med en startpris på 403.600 kr. er Mondeo ECOnetic et af klassens stærkeste kort.
Kraftfuldt diesellokomotiv
Foruden de særligt økonomiske dieselmotorer er der på dieselsiden yderligere hele fire TDCi-motorer. 1,5 TDCi med 120 hk, 2,0 TDCi med 150 hk, 2,0 TDCi med 180 hk og endelig den nye 2,0 TDCi med bi-turbo og en høj ydelse på 210 hk, hvor to turboer i forskellig størrelse sørger for overlappende effekt.
Ikke alene vil et moment på 450 Nm fra 2.000 o/min vække opsigt, også motorens nøjsomhed – 20,8 km/l og 124 gram CO2/km – gør den for alvor attraktiv; overlegen og økonomisk på samme tid. Mondeo 2,0 TDCi bi-turbo Titanium har automatgearkassen PowerShift som standard, og den fås til priser fra 556.000 kr.
Første gang med firehjulstræk
Det er de færreste danskere, der ligefrem har behov for firehjulstræk, men der kan trods alt være gode grunde til at vælge en bil med firehjulstræk: ønsket om ekstra vejgreb i alle situationer eller måske behov for ekstra stabilitet til at køre med en stor trailer. For første gang introducerer Ford derfor nu Mondeo med firehjulstræk – det intelligente og situationsafhængige AWD, der tilpasser sig underlag og kørestil. AWD-systemet måler hvert 16. millisekund hjulenes stilling og greb, og på blot 100 millisekunder kan der overføres kræfter mellem hjulene. Systemet skifter helt umærkeligt mellem træk på for- og firehjulstræk.
På det danske marked fås AWD i kombination med den stærke dieselmotor 2,0 TDCi med 180 og automatgearkassen PowerShift, og det gør Mondeo AWD til en både sikker, økonomisk og yderst komfortabel bil. Merprisen for AWD er 38.000 kr.