Porsches testarbejde på den kommende firecylindrede, turboladede boxermotor er begyndt tidligere end ventet.
Billederne her viser en godt tildækket Boxster, der umiddelbart udfører aerodynamiske test på Nürburgringen, men der spekuleres kraftigt i, at denne Boxster fungerer som testbil for den kommende firecylindrede boxermotor.
Kameramanden der leverede billederne er stor Porsche-entusiast og oplyste, at den blå prototype lød ganske anderledes end den regulære 3.4-liters sekscylindre boxermotor i Porsche Boxster. Intet er sikkert – men der gættes på at der er tale om motorplatformen til næste generation af Boxster og Cayman.
En firecylindret boxermotor er ikke længere et rygte, eftersom adm. direktør Matthias Müller har bekræftet en udvikling af en sådan turboladet enhed, der vil være drivkraft i næste generation af Boxster og Cayman med mulighed for anvendelse i andre modeller på sigt.
Denne motor skal ikke forveksles med den VW 2.0-liters turboladede motor som netop har fundet anvendelse i Macan. Den nye boxermotor vil levere op til 400 hestekræfter, væsentligt mere end den nuværende 3.4-liters sekser der præsterer op til 340 hk i Cayman GTS.