1. Home
  2. Elbil
  3. Tesla halter ved syn: Høj dumpeprocent skaber bekymring 
0

Tesla halter ved syn: Høj dumpeprocent skaber bekymring 

Tesla halter ved syn: Høj dumpeprocent skaber bekymring 
0
0

De seneste år har elbiler vundet kraftigt frem på det danske bilmarked. I dag er mere end halvdelen af alle nyregistrerede biler eldrevne. Det betyder, at landets synshaller også får flere og flere elbiler på liften. I løbet af de første 11 måneder af 2024 var i omegnen af 28.000 elbiler til periodisk syn. 

Men som bekendt er det ikke alle biler, der består deres syn, og elbiler er selvfølgeligt ingen undtagelse. Især Tesla Model 3 skiller sig negativt ud med en bemærkelsesværdig høj dumpeprocent. 

Tesla Model 3 dumper langt oftere end andre elbiler 

Tesla Model 3, en af de mest populære elbiler i Danmark med 35.000 eksemplarer på vejene, blev lanceret i 2019. Derfor har modellen i det forgangne år været haft sin første store årgang igennem sit periodiske bilsyn. Resultaterne herfra har dog langt fra været imponerende.

Af de 4.668 Tesla Model 3 fra 2020, der blev synet mellem 1. januar og 21. november 2024, dumpede hele 1.051. Det svarer til en dumpeprocent på 23, hvilket er markant højere end gennemsnittet for elbiler, der ligger på blot 9 procent ifølge Færdselsstyrelsen. 

Læs også:  Stor stigning i antallet af offentlige ladepunkter i Danmark

 

“Det er en rasende høj dumpeprocent for Tesla Model 3, som Færdselsstyrelsens synsdata afslører, men det er desværre ikke noget, som overrasker os. Tallene indikerer, at kvaliteten og holdbarheden af Tesla Model 3, i hvert fald de første årgange, ikke er på niveau med andre bilmærker. Det er noget, vi også oplever, og som vi holder øje med,”

Lone Otto, områdechef i FDMs tekniske rådgivning. 

Fejlene tæller bremser, lygter og styretøj 

Tallene viser, at der blev fundet hele 1.392 fejl på de synede Tesla Model 3, hvilket er tre gange så mange fejl i forhold til gennemsnittet på andre elbiler.  

Især fejl på bremseudstyr, lygteudstyr, aksler, hjul og styretøj går igen blandt de dumpede biler. Bremseproblemer er velkendte for elbiler, da de ofte bruger regenerativ bremsning, som aflaster de mekaniske bremser, men det er bekymrende, at Model 3 også har udtalte problemer med hjulophæng og ratslør. 

Læs også:  Ny elektrisk udgave af Renault 5 Turbo annonceret

“det er kritisk, at problemer med hjulophæng og ratslør er så udtalt på en bil, der ikke er ældre end Tesla Model 3. Det ser vi ikke på andre biler. Det samme gælder Teslas overrepræsentation af fejl på lygter, som ofte enten er løse, eller som blænder,” siger Lone Otto områdechef i FDMs tekniske rådgivning. 

Synsresultaterne fra Danmark stemmer overens med erfaringerne fra Tyskland. I den tyske synsrapport fra det anerkendte prøvningsinstitut TÜV klarer Tesla Model 3 sig også markant dårligere end gennemsnittet. 

Hvad kan Tesla-ejere gøre? 

Det kommende år skal 62.000 elbiler til syn i Danmark, herunder 45.000 for første gang. Det inkluderer Tesla Model 3 fra 2021 og den mest solgte elbil i Danmark, Tesla Model Y. 

“Vi har ingen grund til at tro, at yngre årgange af Tesla Model 3 vil adskille sig væsentligt fra årgang 2020, når det gælder fejl og dermed også dumpeprocent. Mere spændende bliver det at se, hvordan Tesla Model Y vil klare sig.” siger Lone Otto. 

Læs også:  Stigende udgifter for benzinbiler: Disse ting skal du vide, hvis du overvejer bilskifte.

Tesla tilbyder fire års garanti på deres biler, hvilket netop dækker den første synsperiode. Det er derfor en god idé for Tesla-ejere at få bilen gennemgået af en uvildig mekaniker, inden garantien udløber. Generelt anbefales det, at bilejere – uanset mærke – får foretaget løbende service, særligt på bremser og generel stand, mindst én gang om året. 

Ét dårligt år er højest sandsynligt ikke nok til at skræmme et markant antal kunder væk fra at købe en Tesla. Men hvis sidste års resultater for Model 3 viser sig at være retvisende for producentens biler generelt, så kan det være at forbrugere i højere grad vil søge alternativer når de skal kigge efter ny elbil. 

 

Kilde: FDM