BMW 225xe Active Tourer
Den komfortable og fleksible familieflytter er nu også yderst økonomisk. Prisen er også rimelig taget resten af 2-serie Active Tourer modelprogrammet i betragtning. Om man i sidste ende bør vælge hybrid for miljøfordelen afhænger af kørestil, da hybridbilerne brillerer i byen men ikke på motorvejen.
Motor & gearkasse8.0
Køreegenskaber6.5
Komfort8.0
Plads8.0
Udstyr5.0
Pris8.0
For få år siden var hybridbilerne en drøm for de fleste, men der går næppe lang tid, før de bliver mere almindelige familiebiler. Vi har prøvet hybridmodellen af 2-serie Active Tourer, som har modelbetegnelsen 225xe.
Som du måske husker fra BMW-modelprogrammet, så står x for xDrive, og derfor har netop denne model også firehjulstræk. Dette skyldes BMW 2-serie Active Tourer har forhjulstræk fra standard (modsat de andre BMW-modeller, der har baghjulstræk), mens elmotoren trækker baghjulene = firehjulstræk.
Vi mødte dog mange på vores vej, som synes BMW 2-serie Active Tourer ser noget kluntet ud, og den ikke ligefrem levede op til BMW-filosofien. Til disse kan vi dog fortælle, at designet ikke skal stå i vejen for at køre langt på literen i et bayersk produceret automotiv, da BMW også har sat strøm til den mere vellidte 3-serie – prisen er dog også en del højere, men det er ydelsen også.
Men tilbage til snakken om 2-serie Active Tourer. Vi har tidligere testet både Active Tourer i 220d og Active Tourer 218d. Begge gange er det blevet konkluderet, at BMWs 2-serie Active Tourer er en praktisk og luksuriøs familieflyder i klassen. Med 468 liter bagagerum fra standard og op til 1.510 liter skulle de fleste finde det acceptabelt.
Ligesom vi kender det fra alle de andre BMW-modeller, så er der nok ekstraudstyr at vælge imellem. Udstyrsmæssigt læner 2-serie Active Tourer sig meget op af 1-serien og 3-serien. Kabinen er overskuelig og materialerne er i fin kvalitet. Det lille infotainmentsystem er dog desværre ikke noget at prale af.
Lidt om teknikken
Brændstofmotoren er en trecylindret 1.5 liters turboenhed, som vi bl.a. kender fra 1-serien, 3-serien og Mini-modelprogrammet. Med 136 hk og 220 Nm allerede ved 1.250 omdr/min er det en tilpas motor til 2-serie Active Tourer. Den kombinerede ydelse med elmotoren er dog 224 hk og 385 Nm, da elmotoren yder 88 hk og 165 Nm (fra 0-3.000 omdr/min, og således er 225xe Active Tourer pludselig en kvik sag. Alle kræfterne bliver også smidt i asfalten med stil pga. firehjulstrækket, mens den sekstrins automatgearkasse ligeledes sikrer en accelerationstid fra 0-100 km/t på blot 6,7 sekunder! Man kan ikke køre fra manden i en ny Golf GTI, men han vil med garanti se overrasket ud.
På papiret kan BMW 225xe Active Tourer køre 50 km/l med sine standardhjul, men det kræver man flittigt lader bilen op. Brændstoftanken er desuden ”blot” på 36 liter, og den køreklar vægt er 1.735 kilo.
Ved kørsel kan man fra midterkonsollen bestemme, om man skal køre hybridkørsel, kun på strøm eller spare batteri til senere bykørsel etc. Funktionerne hedder AUTO eDrive, MAX eDrive og SAVE BATTERY. En smarte detalje er dog deres intelligente evne i kombination med navigationsanlægget. Indtastes en rute på navigationen vil bilen nemlig reservere strømmen til de mest effektive strækninger på ruten, således man får mest muligt ud af strømmen – og dermed det bedste brændstofforbrug. Hvis dette ikke fungerede ville strømmen blive futtet af på de første 25-30 km.
Komfortabel, men ikke sportslig
Den almindelige 2-serie Active Tourer er ikke nogen sportslig sag, hvilket bl.a. skyldes bilens højde. Bilen er heller ikke legene, som man vil opleve det i en BMW med baghjulstræk – sjovt nok. Den ekstra vægt i 225xe Active Tourer er umiddelbart heller ikke en fordel i svingene, trods man har firehjulstræk til at sikre mere stabilitet og bedre greb i vådt føre.
Prisen er hæmskoen – eller er den?
En normal BMW 2-serie Active Tourer koster fra 332.900 kr., men vil man have hybridmodellen er prisen 465.500 kr., men det inkluderer også Advantage ekstraudstyrspakken.
En BMW 218d med Advantage udstyr koster 411.000 kr., og denne køre færre kilometer pr. liter brændstof, er mindre kvik og mangler både firehjulstræk samt automatgear. Således bliver prisen for den halvt elektriske 2-serie Active Tourer pludselig ganske spiselig, hvis man er klar til at gøre lidt ekstra for miljøet.
Ligesom med alle andre modeller, så bliver de dog lidt dyrere med ekstraudstyr. Testmodellen kostede således lidt over 540.000 kr. Af nyttigt ekstraudstyr var ISOfix til passagersæde, solidlak, navigation, real time traffic information i tre år, standard ladekabel, ladekabel AC og BMW repair inclusive. De øvrige sager til over 50.000 kr. kunne man godt have været foruden, trods de adaptive LED forlygter gør det rigtig godt – prisen er dog også herefter, knap 20.000 kr.