Test: BMW X3 sDrive18D

BMW introducerer en ny, baghjulstrukken indstigningsmodel i X3-programmet og retter sigtekornet mod Range Rover Evoque. Om man er for eller imod, kan det næppe diskuteres, at tohjulstrukne firehjulstrækkere er nogen af de mest meningsløse biler på markedet i dag. Ikke at dette åbenlyse faktum har haft nogen nævneværdig indvirkning på salget af disse, der boomer som aldrig før. BMW har tidligere tilbudt en sådan bil i den mindre 1-serie baserede X1, mens det er første gang der tilbydes tohjulstræk i en X3. Konkurrencen kommer i høj grad fra Range Rover Evoque eD4, der med sit forhjulstræk og manuelle gearkasse er den britiske prisbasker. Indtil videre vil det kun være ’18d’ udgaven der vil være tilgængelig med to drevne hjul og motoren er en velkendt sag fra alt fra 1- til 5-serien.

Less is less

X3 i sig selv er effektivt set en forhøjet udgave af 3-serie Touring, sædvanligvis monteret med BMWs xDrive firehjulstræk-system, der nu også tilbydes på de mere gængse modeller i BMWs line-up. X3 sDrive 18d er altså alarmerende tæt på en forhøjet udgave af 318d Touring, med samme motor og gearkasse. Manglen på firehjulstræk kan selvsagt måles på badevægten og den baghjulstrukne X3 har sparet 130kg, sammenholdt med xDrive 20d. Med en køreklar vægt på 1.735kg, taler vi stadig 120kg mere end 318d Touring der i forvejen ikke er nogen raket. Med 143 heste og 360 er der altså i højere grad tale om en øko-model, fremfor en mere fokuseret, baghjulstrukken udgave (skulle nogen være i tvivl). Alligevel er den baghjulstrukne X3, nøjagtig som sin søsterbil 3-serie Touring en aldeles kompetent bil, der dog grunde sin noget brystsvage natur aldrig helt formår at hæve pulsen over hvileniveau. At de 143 heste ikke er tilstrækkeligt til at sætte det baghjulstrukne chassis i bevægelse er måske i sidste ende en god ting. For de mere køreteknisk interesserede vil den lettere og lavere 318d Touring være et bedre alternativ. Med det sagt er kabinen i X3 ekstremt godt lydisoleret og komfortabel, der er god føling igennem styretøjet og vejgrebet er højt nok til at tilfredsstille 9/10 bilkøbere. I vanlig BMW-stil opleves det manuelle gearskifte noget knoklet og tungt vægtet, indtil det går op for en at man kan være utrolig hårdhændet med ’kassen, uden brok fra hverken gearkasse eller gearstang. I sidste ende er det altså motoren der stikker en kæp i hjulet på den dynamiske oplevelse. Grundet overnævnte støjisolering, kan den mindste X3 ind i mellem opleves sløvere end de 9.9 sekunder til 100 km/t umiddelbart giver en indikation af. Der er gode reserver af moment tilgængeligt ved lave omdrejninger, men overhalinger kræver en smule mere planlægning end man kunne ønske i en bil af denne størrelse.

Et spørgsmål om smag

Gevinsten ligger i de små 20 km/l, BMW hævder at bilen kan opnå og gennem testugen var det ikke væsentligt ved siden af. Samtidig er det tyske bud billige end førnævnte Range Rover Evoque, om end uden den britiske glamour. Kabinen er et miks af unikke elementer og detaljer man fandt i den foregående 3-serie. Er man i velkendt bag rattet af en sådan vil man hurtigt finde sig til rette i X3, der tilbyder en centralmonteret skræm samt ’Comfort’, ’Sport’ og ’ECO PRO’-køreprogrammer, som det kendes fra det øvrige modelprogram. Med den mindste motor synes X3 mest til rette ’ Comfort’-programmet, hvor speederrespons og styretøj er en anelse mere afdæmpet end i ’Sport’, dog uden at blive helt slatttent og livløst som i ’ECO PRO’. I sidste ende er valget af kostbar softroader, en biltype der er skabt ud fra hensyn om form over funktion mest af alt et spørgsmål om smag. Audi, BMW, Mercedes, Range Rover og Volvo alle har bud i klassen og X3’eren er den mest velkørende, hvis ikke den mest elegante af dem.

Vi synes:

Det klæder X3 godt med en ny, danskervenlig indstigningsmodel. Fraværet af firehjulstræk sparer vægt, forbedrer køredynamikken og giver i sidste ende mening for de fleste købere, der sjældent vil bevæge sig uden for asfaltens trygge rammer.