1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Test: Ford Fiesta ST
0

Test: Ford Fiesta ST

Test: Ford Fiesta ST
0
0

I et år der har set flere nye GTI’er end de fleste, blev den mindre klasse endelig tætpakket med bud fra Peugeot, Renault og ikke mindst Ford. Vi kigger nærmere på sidstnævnte.

Det siges at Ford engang tilbage i slutningen af 1990’erne overtog faklen fra Peugeot, der indtil da havde produceret legendarisk gode GTI’er og almindelige biler, der kørte ligaer bedre end konkurrenterne. ST-tilnavnet er således en relativ ny ting. Tilbage i de rigtigt gamle dage havde Ford Fiesta efternavne som XR2, RS 1800 og Turbo. Den orange spirrevip som holder nede på gaden er anden i rækken af Fiesta’er med den nye ST endelse, der fik sin fødsel med første generation af Ford Focus.

Den foregående Fiesta ST anvendte en 2.0-liters turboløs motor til at frembringe 150 hestekræfter – den nye leverer en nøk mere med 182 heste, altså indtil du træder speederen i bund og har 200. Det gør man ofte og resultatet er til at spore på en 0-100 km/t tid, der er 1,5 sekund kortere end forgængeren. Ikke at Fiesta eller nogen som helst anden bil i klassen handler om præstationer i en lige strækning.

På samme måde som tidligere er motoren, en 1.6-liters EcoBoost arvet fra en større model, men skruet på indtil den mødte ingeniørers behov. For at lade Fiesta ST skille sig ud fra hjemmehjælpens 1.0-liters model, har den fået et nyt, voluminøst skørteset med det nu karakteristiske Aston Martin-lignende gab. Den befinder sig 15mm tættere på vejen, som forbindelsen vedligeholdes med gennem standardmonterede 17-tommers fælge der gemmer på 278mm bremser for.

Læs også:  Indvirkningen af din kreditværdighed på bilforsikringspriser

På dansk jord

Mens bilen for et par måneder siden blev introduceret i og omkring de bedårende bjergveje ved Cote d’Azur må vi tage til takke med en mere ydmyg testrute i Storkøbenhavn og omegn. På vej ned af den smalle industrivej hvor vi har afhentet bilen, opleves styretøjet i udgangspunktet som overraskende let. Det samme gør sig gældende for gearskiftet der øjeblikkeligt føles præcist som i en gammel Honda, uden at det forpurres af et knoklet skift. Turboladeren leverer nok tryk ved lave omdrejninger til, at hurtige accelerationer og undvigemanøvrer i byen sker problemfrit, om end undervognens hårdhed hurtigt får en til at søge langt uden om kloakdæksler og fartbump.

Kabinen har i, hvad vi nu kender som vanlig stil for Ford, ikke fået den store sprælske overhaling, men nærmere et løft i form af hvad der syntes at være mere velvalgte og entusiast-orienterede elementer. Først og fremmest de enorme og lækre Recaro-sæder, der umiddelbart syntes hentet direkte fra storebror Focus. Rundere typer vil føle sig klemt i dem, men formår du at holde BMI’en under 28 krammer de perfekt, på trods af en begrænset mængde indstillingsmuligheder. Hvad der ellers distingverer ST’en i kabinen er et nyt, bredere rat med ST-logo, en større gearknop i aluminium og pedaler i samme materiale. Vand ved siden af den overhaling franskmændene har givet 208 GTI, hvis kabine kunne misfortolkes som en kunststuderendes mislykkede årsprojekt. Hvad Fiesta’en måtte mangle af spræl i kabinen bliver om ikke andet opvejet af standardudstyrslisten, der omfatter nøglefri adgang, LED-forlygter, klimaanlæg, Bluetooth, regnsensor og automatisk lygtetænding.

Læs også:  Volkswagen California CONCEPT: Et glimt af fremtidens Ikoniske autocamper

Der er en analog følelse igennem bilens pedaler, som jeg ikke føler at jeg har oplevet i klassen i lang tid. Ikke at der er tale om støj, der både er undertrykt fra vind og dæk, mens motorens oppustede soundtrack ligger sig aldrig til ro som i Focus ST, men er til stede ved alle omdrejninger.

Støttehjulene af

Ved friskere kørsel forbliver dækkene stadig stille, uden hyl, og du skal presse den lille lommeræser hårdt før at ESP-lampen blinker befippet. Fiesta ST opleves overraskende solidt plantet for en lille bil, for ikke at nævne ekstremt underholdende. Indstyringen er skarp, uden at være lige så unødvendig direkte som i andre GTI’er og Fords mindste GTI holder den valgte linje elegant gennem hele kurven, medmindre du ønsker at trimme den med gaspedalen der syntes at være direkte forbundet til bagenden.

Med ESP-systemet fra udløser speederslip nærmest sidelæns manérer, der kontrolleres problemfrit med speeder og styretøj. Selv med systemet fra arbejder det elektroniske spærredifferentiale fortsat, for at sikre mest muligt greb til de 205mm brede fordæk. Der er nøjagtig nok krængning i karossen til, at det lader der vide hvad der foregår, men ikke nok til at gøre du eller dine passagerer søsyge. Fiesta’en belønner dig i høj grad for at presse den hårdere. Motoren er smidig og stærk, på trods af at testbilens små 1.500 kilometer gjorde den noget træg og motorlyden ikke er den mest sjælfulde, er den med til at gøre den nye ST utroligt nem at leve med. Turbo’en leverer en ymerbred momentkurve der strækker sig hele vejen fra 1,500 omdr./min. til omkring det røde felt, der ligger sig overraskende lavt ved 6,000 omdr./min.
Om Fiesta ST føles lige så særlig i selskab med Renault Clio R.S. og Peugeot 208 GTI er endnu uvist. Førstnævnte ser i øjeblikket slet ikke ud til at komme til landet, grundet ufrugtbare prisforhandlinger mellem Renault Danmark og Frankrig. Vi ved allerede nu, at Peugeots bud er et mere voksent og hverdagsorienteret et af slagsen. For folk som mig, der som minimum har 20 minutters bykørsel for at nå ud til mere eksotiske veje, kunne Fiesta’en blive en tand for meget.

Læs også:  BMW i5: Kåret som årets bil i Danmark 2024

Konklusion:

Vi ved allerede nu, at Fiesta ST er klassens andre bud dynamiske overlegne. Men GTI-biler er i deres natur kompromitterede størrelser, der skal agere hverdagsbiler i dagligdagen og sportsvogne når øjeblikket melder sig. Hvorvidt 208 GTI kan slå den i den sammenhæng, finder vi ud af senere på året.

Model: Ford Fiesta ST1
Ydelse: 182 hk v. 5.300 omdr/min
240 Nm v. 4.000 omdr/min
Præstationer: Topfart: 224 km/t
0-100 km/t: 6,9 sek
Oplyst forbrug: 16,9 km/l – 138 g/km
Køreklar vægt: 1.196 kg
Mål i cm: L: 398 B: 172 H: 149
Bagagerumsvolumen 290 / 974 liter
Vejledende pris uden ekstraudstyr 281.990 kr.