1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Test: Mercedes CLS 500 Shooting Brake
0

Test: Mercedes CLS 500 Shooting Brake

Test: Mercedes CLS 500 Shooting Brake
0
0

Mercedes CLS blev lanceret tilbage i 2004 og ved China Motor Show i 2010 mødte vi stationcarmodellen præsenteret under navnet CLS Shooting Brake.

CLS Shooting Brake er selvfølgelig længere, hvilket afspejler sig på bagsædepladsen og bagagerummet, hvor man finder 70 liter yderligere – i alt 590 liter. Slår man bagsæderne ned er kapaciteten cirka 1.500 liter, hvilket man også finder i den mindre C-klasse stationcar.

Dermed er CLS Shooting Brake ikke særlig praktisk ift. længden på næsten fem meter. CLS 500 Shooting Brake er en tung krabat på vægtskålen, hvor viseren når over to ton inklusiv chauffør!
Selvom stationcarmodellen ikke er blevet bredere er midterkonsollen på bagsædet udskiftet med endnu et bagsæde, hvorfor der er plads til endnu én person ift. den almindelige model.

Designmæssigt er Mercedes CLS Shooting Brake muligvis verdens smukkeste stationcar med de aggressive og sportslige coupé-linjer. Designet trækker megen opmærksomhed fra forbipasserende og på vejene, hvor folk gerne peger efter den elegante sportsstationcar.

På motorvejen viser folk også respekt ved hurtigt at rykke ind til siden, hvilket også hjælpes på vej af ”Intelligent Light System” som et system dynamiske high-performance LED-forlygter i kombination med et LED-kørelysbånd.

Luftundervognen sikrer komforten

Mercedes er kendt for høj komfort og det er ikke glemt ved CLS, hvor vi i testmodellen finder luftundervognen, airmatic, hvor man kan vælge mellem ”Comfort” og ”Sport”.

I ”Comfort” oplever man den perfekte Mercedes-undervogn, men hvis man vælger at udnytte alle 408 heste testmodellen tilbyder, så er det glædeligt at få lidt mere kontakt med underlaget ved hjælp af “Sport”-indstillingen.
Er vejen svært fremkommelig kan frihøjden endda hæves en smule. Luftundervognen sikrer også bilens niveau altid er konstant uanset læs.

Læs også:  Škoda Enyaq kåret til årets brugtbil 2024

Indvendig er eksklusiviteten i top med højkvalitets læder og massere af lækre detaljer såsom massagesæder som samtidig fungerer som dynamiske sportssæder. De dynamiske sportssæder fungerer således, at et sving til venstre vil resultere i et tryk fra højre side af sædet – kort sagt føles det som om sædet krammer en på plads.

Potent tysk kraftværk

Motorvalget i testmodellen er den enorme 4,7 liters V8’er som yder 408 hestekræfter og enorme 600 newtonmeter fra 1.600-4.750 omdr/min! Det store område motoren yder det maksimale drejningsmoment skyldes motoren er udstyret med to turboladere.

Kraftoverskuddet er ekstremt, da de to turboladere sikre du bliver kastet tilbage i sædet fra start, og man er bestemt ikke i tvivl om, at den elektronisk begrænsede topfart på 250 km/t. let kan nås.

V8-motorens lyd er også fantastisk, da den allerede når nøglen er drejet rundt kvitterer med en smule vred og samtidig smuk brummen. Ved almindelig kørsel er CLS Shooting Brake selvfølgelig yderst støjsvag, men ved selv svage accelerationer kan man høre den stor dejlige V8-moter brumme, hvilket bestemt ikke er negativt. Første gang speederen trædes i bund bliver man overrasket over de brutale kræfter, da de leveres direkte fra kulkælderen og langt op af omdrejningstælleren.
Accelerationstiden fra 0-100 km/t er 5,3 sekunder trods vægten på over to ton inklusiv chauffør, hvilket dermed må erklæres for at være yderst imponerende. Dermed er der også mange familiefædre som kigger hungrende efter denne ”lidt” sjovere familieslæde.

Læs også:  Sådan vælger du de rigtige vinterdæk til din bil

Man skal dog have respekt for de 408 hestekræfter, da fuld acceleration fra 110 km/t ved let fugtig vej giver en smule hjulspin.

De mange kræfter sendes til baghjulene via den syvtrins automatisk gearkasse, 7G-TRONIC PLUS. Mod en ekstra sum kan firehjulstræk selvfølgelig erhverves til CLS 500 Shooting Brake.
Gearkassen gør jobbet udmærket, og den er forholdsvis hurtig til at reagere ved både ned- og op-gearing, men det er ikke fordi skiftene sker gnidningsløst.

Man kan dog ikke komme uden om, at motoren er fantastisk og man glemmer derfor den lidt sløvere gearkasse. De ikke helt rykfrie gearskift har dog også sin charme ved en fuld acceleration, hvor den dermed føles endnu mere ekstrem.

Vælger du CLS 500 Shooting Brake bliver du dog næppe god ven med miljøaktivisterne, da den kun er angivet til 10,9 km/l og udleder 214 gram CO2 per. kilometer. Du kan dog stadig køre langt på literen og vælge CLS Shooting Brake, hvis der på slutsedlen står den 204 hestes dieselmodel som kører 18,9 km/l og udleder 139 gram CO2 per. km.

Læs også:  Slip hænderne fra rattet, når du cruiser på motorvejen med Ford BlueCruise

Det bør dog nævnes CLS 500 Shooting Brake endda er udstyret med start/stop, hvilket kun er en smule ironisk når den store V8-motor lukker ned ved hvert lyskryds.

De fleste må kigge på…

Prisen for Mercedes CLS 500 Shooting Brake starter ved 1.765.200 kr., hvorefter den flere sider lange ekstraudstyrsliste hurtigt hæver prisen.
Dermed kostede testmodellen 2,3 millioner kroner inklusiv levering, hvor man bl.a. fandt:

  • El-soltag i glas
  • Command Online
  • Intelligent Light System
  • Harmon Kardon Anlæg
  • Førerassistentpakke Plus (indeholder bl.a. Distronic Plus)
  • Bagagerumsbund i kirsebærtræ
  • Samt meget andet

Sidstnævnte koster 103.000 kr. ekstra, og minder mest af alt dækket på en yacht. Der er ingen ekstra funktionalitet ved at vælge kirsebærtræet i bagagerummet, men der er ingen tvivl om naboerne vil være misundelige.

Det kan dog nævnes den billigste CLS Shooting Brak er 250 CDI-modellen, hvor prisen er 1.089.400 kr..

Konklusion:

Der er ikke mange negative ting at fortælle om den store luksuriøse flyder, hvor man får alt hvad hjertet begærer. Sammensætningen af rå power med lækker lyd, fantastisk komfort, gudesmukke linjer og en lækker kabine gør, at CLS 500 Shooting Brake tilbyder alt hvad en mand ønsker.