1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Test: Mercedes E400
0

Test: Mercedes E400

Test: Mercedes E400
0
0

Over 7,4 milliarder kroner har Mercedes brugt på faceliftet af den populære E-klasse. Dermed er det verdens dyreste facelift, men der er også sket lidt af hvert med den rummelige direktørvogn.

Siden introduktionen af E-klassen tilbage i 1985 er der solgt mere end 13 millioner eksemplarer, og i dag er respekten stadig intakt – kommer man i en E-klasse må man sidde i en topstilling, eller være taxachauffør.

Designet er strammet op, hvilket både ses på fronten og bagenden, hvor E-klassen er blevet markant mere aggressiv og moderne. Selvom mange vil påstå E-klassen er en ”morfar-slæde”, vil jeg mene det nye design er alt andet end morfar! Det er dynamisk og elegant på en anonym måde. Lygterne er også ændret, og dette er endnu en måde at kende den faceliftede E-klasse på, da den nu fra standard har delvist LED-lys, og lygtesignaturen er til at genkende. Et sæt LED-striber er nok til, at folk kan se de skal flytte sig, så ”direktøren” kan komme forbi…

Kabinen ligner på mange måder sig selv, men der er gjort brug af bedre materialer, og instrumentbordet er ændret en smule. En elegant ny detalje er det analoge ur mellem de to luftdysser i midten, hvilket vi også kender fra den dyrere CLS.
På førersædet finder man sig let tilrette i de udmærket lædersæder, og når først kørestillingen er tilpasset og gemt med memory-funktionen, kan der sættes i gang. Bagsædepladsen er også god, og voksne har fin benplads og loftshøjde. Bagagerummet byder på 540 liter, hvilket er 20 liter mere end BMW 5-serien tilbyder.

Læs også:  Mangler du underholdning til bilferien? Her er fem gode ideer

Motoren i testmodellen er en ny sekscylindret trykladet V6’er med hele 333 heste af slagsen. Drejningsmomentet på hele 480 Nm er også imponerende, og specielt at det leveres helt fra 1.400-4.400 omdrejninger i minuttet! Accelerationstiden er herefter, da 100 km/t er passeret efter blot 5,2 sekunder, og det føles kvikt i en ellers stor flyder. Forventer man høje toner fra den sekscylindret motor bliver man dog skuffet, da man her ikke er i tvivl om, at Mercedes har arbejdet med at dæmpe lyden. Man kan dog selvfølgelig høre den velkendte V6-snerren, men man skal ikke vælge motoren pga. lydoplevelsen.
Gearkassen er den syvtrins automatiske 7G-TRONIC PLUS, og trods den leverer udmærket skift, er den ikke på niveau hverken BMW’s ottetrins ZF eller VW-koncernens DSG-gearkasse.

Læs også:  Optimeret sikkerhed på vintervejene: Kia præsenterer innovativ snekæde-integreret dækteknologi

På motorvejen er E-klassen støjsvag, hvilket både gælder for testmodellens motor, og i det hele taget er kabinen godt støjisoleret. Testbilen havde Sportspakke eksteriør-pakken til 22.000 kr. ekstra, hvor man bl.a. får sportsaffjedring med sænket undervogn, og dette er noget vi gerne ville have været foruden! Mercedes E400 prøver ikke at være nogen racer, men er en flyder, og derfor savnede vi komforten den almindelige undervogn tilbyder. Giver man den lidt gas på landevejene kommer sportsundervognen dog til orde, da man har bedre føling med bilen og underlaget. E-klassen er dog som udgangspunkt en bil, hvor man hellere vil nyde komforten.

Indstigningsprisen for Mercedes E-klasse Sedan er 657.400 kr., hvor man får en 136 hestes dieselmotor koblet til en sekstrins manuel gearkasse. Indstigningsmodellen er derfor langt fra testmodellen som koster næsten 1,1 millioner kroner, hvorefter ekstraudstyret bringer slutprisen op på lige over 1.450.000 kr. For disse penge får man dog også en særdeles veludstyret og potent flyder, som forfører til at tage omveje. Testmodellens ekstraudstyr inkluderede blandt andet multikontursæder for, førerassistent pakke, Harman Kardon-anlæg, Avantgarde, lædersæder, Intelligent Light System, sportspakke eksteriør, parkeringspakke, Command Online og en ekstra stor brændstoftank. Med 13,3 km/l er dette et fint tilvalg, da man ellers hurtigt vil se mere til tankpasseren end konen. Det er dog ikke fordi motoren er mere forslugen en konkurrenternes, men en høj motorydelse betyder oftest flere tankbesøg.

Læs også:  Mangler du opbevaringsplads i den lille garage? Skab mere via smart møblering

Vi synes:

Et gennemgribende facelift af E-klassen gør den til klassens pænest, og i kombination med den nye 333 hestes sekscylindrede-motor er der rigeligt med power. Desuden er den også både praktisk og meget komfortabel, hvis du ikke vælger sportsundervognen!

Mercedes E400 Sedan
3.0 liters benzin
Ydelse: 333 hk v. 5.500 omdr/min, 480 Nm v. 1.400-4.000 omdr/min
Præstationer: Topfart: 250 km/t – 0-100 km/t: 5,2 sekunder
Forbrug: 13,3 km/l
Køreklar vægt: 1.735 kg
Mål i cm: 488, 185, 147
Bagagerumsvolumen: 540 liter
Pris: 1.096.700 kr.