Home Biltest TEST: Octavia: Still going strong

TEST: Octavia: Still going strong

TEST: Octavia: Still going strong
0
0

Skoda Octavia Combi gør ikke meget forkert og er det logiske valg for alle med logisk sans – alt fungerer som det skal, og bilen er velkørende – men er den alligevel kedelig?

Et hurtigt tjek på en større dansk hjemmeside for brugte biler afslører, at Danmarks billigste Skoda Octavia lige nu koster 3.500 kr. Den skal synes, men på billederne ser den overraskende pæn ud både inde og ude. Den er fra januar 1998, og det var lige præcis Skoda Octavia, der dengang trak Skoda væk fra den æra, hvor Skoda var en rigtig østbil.

»Når man kører Octavia på danske veje, opleves bilen som en yderst velfungerende og harmonisk helhed. Særligt styretøjet med servo som standard på alle modeller er med til at gøre køreoplevelsen afslappende«, skrev FDMs nuværende tekniske motorredaktør Søren W. Rasmussen i sin anmeldelse om den dengang helt nye Skoda Octavia i FDM Motor i april 1997.

Lige bortset fra det med servoen, vil man ordret kunne skrive samme anmeldelse af Octavia anno 2019.

Vinderopskrift

Det giver sig selv, at der er sket meget med Octavia siden. Men grundlæggende er basisidéen den samme. Det er en større mellemklassebil med god plads på bagsædet, et klasseledende bagagerum og komfortable køreegenskaber. Det er en fremragende opskrift, og Octavia Combi (Skoda’sk for stationcar) udfylder sin rolle til noget nær perfektion.

Læs også:  Test: Fokus på fed Focus

I flere årtier er bilen så også blevet parret med VW-gruppens bedste motorer. I den testede version var det en 1,5 TSI-motor med en DSG-gearkasse. Den fik vi meget glæde ud af. Sammensætningen var kun med til at forstærke indtrykket af bilen som den harmoniske helhed, som FDM allerede så i 1996.

Motoren virker virkelig harmonisk, og der er altid kræfter til en overhaling. Hvis du laver kickdown bliver VW’s 1,5 TSI, der har 150 hk, dog udfordret på lydsiden, og i typisk DSG-stil skal gearkassen også lige finde ud af, hvilket gear den gerne vil i – det kan godt tage et sekund for meget, men det er til at tilgive.

Derudover er undervognen virkelig velfungerende. Affjedringen afslører en virkelig godt afstemt bil. Det er dygtige folk, der har justeret undervognen i Octavia, og det oplevede vi især på en særdeles ujævn vej, hvor ujævnhederne ikke forstyrrede i samme grad som de kunne have gjort i andre biler.

Masser af udstyr

Den moderne og velkørende Octavia Combi koster fra 227.000 kr. Den testede model koster fra 289.190 kr. Den var så også udstyret med fx ratvarme med DSG-styring (3.325 kr.), full LED (10.510 kr.) og vejbaneassistent (9.845 kr.). Sidstnævnte burde være standard. Det digitale cockpit koster 5.180 kr., og det er en god investering. Den endelige pris ender på 339.207 kr. – det er lige i den høje ende.

Læs også:  Welt-klasse fra næsten fejlfri Mercedes

Men at den moderne Skoda er udstyret med det lækre digitale instrumentbræt (cockpit), der kan konfigureres til at vise navigation eller oplysninger om bilen er også med til at gøre bilen tidssvarende. Det klæder kabinen, og giver den et rigtig moderne touch.

Selv om der er mange knapper i bilen føles det ikke som om, at de er overflødige. Alt er gennemtænkt uden at det bliver for besværligt og übermoderne, og med den nu endnu større og lækre infotainmentskærm, er der adgang til al information om bilen. Det er inklusive en kørecomputer, som virkelig går i dybden med dit køremønster og som også skal være med til at gøre dig til en bedre (læs mere grøn) bilist.

Gedigent valg

Der kan være meget delte meninger om Octavia er pæn eller ej. De to-delte forlygter falder ikke denne testers smag, men ellers er bilen pæn i sin umiddelbare anonymitet, selv om design jo er en smagssag.

Det samme er motorvalget, men som nævnt leverer den testede 1,5 TSI, der er blandt VW-gruppens nyeste med cylinderfrakobling, et overbevisende indtryk. Mindste motor er 1,0 TSI med 115, men det kan gå ud over den harmoniske kørsel. I den anden ende fås en 2,0 TSI RS245 med firehjulstræk og, ja, 245 hk. Det er en dynamisk men forslugen vogn. Den kører 13,3 km. l. imod de ca. 16 vi opnåede i den testede vogn. Det officielle tal er 15,9, og det er imponerende tæt på vores forbrug over knap to ugers test.

Læs også:  10 grunde til at Ford Focus blev årets bil

Man kan spørge sig selv om, hvem denne Octavia henvender sig til. Det er nok den pris- og kvalitetsbevidste forbruger, som ved hvad denne bil er og hvad den kan, for den kan immervæk lige det den skal.

Der er også en grund til, at politiet gennem mange år har brugt Skodaerne som færdelsvogne. De er velkørende og pålidelige og folk føler sig ikke truet af dem. Det er bare en god bil, det er et godt produkt, og det er der ganske mange fornuftige typer, som tænder på. Uanset om den er kedelig eller ej.

 

Faktabox

SKODA SKODA Octavia Combi Business Line

Motor: 1,5 TSI ACT 4. cyl.

Ydelse: 150 hk v. 5.000 o/min

Max. moment: 250 Nm v. 1.500 o/min

Gearkasse: 7-trins automatisk DSG

Forbrug: 16,7 km/l (WLTP) ved blandet kørsel

CO2-udledning: 135 g/km

Tophastighed: 214 km/t.

Acc. 0-100 km/t.: 8,4 sek.

Køreklar vægt: 1.302 kg

Længde/bredde/højde: 466/181/153 cm

Pris: Skoda Octavia Combi fås fra 227.000 kr

Ugens testbil koster 339.207 kr. (ekskl. ekstraudstyr 289.190 kr.)