1. Home
  2. Biltest
  3. Test: Peugeot RCZ
0

Test: Peugeot RCZ

Test: Peugeot RCZ
0
0

Var det en skønhedskonkurrence ville Peugeot RCZ vinde. Men kører den lige så godt som den tager sig ud? Både ja og nej.

Peugeot RCZ blev præsenteret ved Frankfurt Motor Show tilbage i 2007, hvor Peugoets designere og ingeniører stolt kunne fremvise det, som må siges at være en helt unik sportscoupé, hvis man kigger på designet.
Hele vejen igennem er designet utrolig gennemført, hvor det specielt udenpå er aluminiumsprofilen som man lægger mærke til. Den går fra forruden og om til den bagerste skærm, og er med til at få RCZ til at minde om Audi TT. – Peugeot RCZs design er dog iflg. vores mening mere gennemført.

En hækspoiler som automatisk hæver sig ved 120 km/t skaber også opmærksomhed. Hvis man også vil have den ekstra opmærksomhed i byen, så kan man selvfølgelig også selv bestemme, at den skal være hævet.

Det betyder man må vende sig til flere måbende blikke, og flere folk som henvender sig for at høre nærmere om bilen. Dem som måber mest over bilen er dog Audi TT-ejere, som må erkende, at den langtfra er lige så flot og eksklusiv at se på som RCZ.

Også gennemført indeni

Inden i kabinen bliver man mødt med behagelig sportssæder, som sikrer man konstant sidder stabilt. Læderrattet er også dejligt stort, og der er mange muligheder for at indstille både rat- og sædeindstillingerne, så de fleste vil kunne side helt perfekt. Det skal dog siges, at jeg personligt aldrig med mine 195 cm fandt en helt perfekt position, hvor jeg kunne komme tilpas langt ned og få et helt perfekt udsyn.

Kigger man videre op på instrumentpanelet kan man ikke undgå at lægge mærke til det store analog-ur, som er placeret mellem centerluftdysserne, og ligner et dyrere ur man kun vil finde i biler af en helt anden kaliber.

Bagsæderne er til pynt

Man skal bestemt ikke købe Peugoet RCZ, hvis man har planer om at køre fire mennesker på sommerferie, da der hverken vil være plads på bagsæderne eller plads til nok bagage. RCZ er en bil som man køber, hvis man har brug for en smart ungkarl-bil eller til parret hvor man ingen børn har eller de er flyttet hjemmefra. Bagsæderne må derfor anses som bagageplads.

Bagagerummet er som standard 384 liter, men når bagsæderne er nede er det forøget til 760 liter, hvorfor en weekendtur for to intet problem bør være.

Den mest velkørende Peugeot

Der er ingen tvivl om, at RCZ er den mest velkørende Peugeot-model i det nuværende program, og muligvis den mest velkørende Peugeot nogensinde!
Den forener nemlig sportskørsel og mere behagelig kørsel på ganske fornem vis, når man tager dens klasse i betragtning.

Det er specielt i skarpe sving man virkelig bliver glad for RCZ, da de 19’’ hjul har utrolig godt fat. Styringen er også i den lidt mere tunge ende, hvilket fungerer godt når man skal teste præcisionen.

Affjedringen er selvfølgelig utrolig hård som man forventer det, men langtfra uden komfort når man kommer ud på motorvejen. Derfor er det en utrolig vellykket, hvis man vælger den store model med MacPherson-ophænget.

To motorer

Der er to motorer at vælge imellem, og lad os hurtigt slå det fast, at man skal glemme den lille 156 hestes og vælge den store model med 200 hestekræfter. Ikke kun fordi den har de ekstra hestekræfter som gør den sjov, men har også et andet rat- og gearstang design, en mekanisk lydboks som for motoren til at lyde bedre, og vigtigst af alt det omvendte pseudo MacPherson ophæng som giver en langt bedre oplevelse af Peugeot RCZ! – Alt sammen til en ekstrapris på kun 50.000 kr., hvilket er et must, hvis man overvejer RCZ, og vil få det fulde ud af den.

Motorlyden i den store Peugeot RCZ er fremragende, og hjælpes på vej af en mekanisk lydboks, som er med til at give den helt rigtige lyd. Systemet er også fantastisk, da man under acceleration konstant kan høre motorens åndedræt, mens man derefter ved tilpasset fart kan nyde noget nær komplet stilhed.

Accelerationstiden fra 0-100 km/t er 7,5 sekunder, men det kommer aldrig til at føles specielt hurtigt. Først når man kommer ud på motorvejen er man ikke i tvivl om, at den kan fortsætte helt til 237 km/t.

Konklusion:

Kort sagt er Peugeot RCZ en utrolig velkørende bil, hvor man både får en bil man kan have det sjovt med i svingende og samtidig køre længere weekendture uden at blive træt af motorlarm eller få ondt i ryggen.

Den rå effekt skuffer dog, men heldigvis er den store model udstyret med en mekanisk lydboks, som alligevel gør det til en fornøjelse at accelerere fra 0-100 km/t på de 7,5 sekunder.
Der er ingen direkte konkurrent til RCZ, og derfor er folk ikke i tvivl om, at de vil have en RCZ, hvis de er blevet forelsket i designet.
Audi TT med 160 heste koster cirka 45.000 kr. ekstra men klarer alligevel 0-100 km/t sprinten på cirka samme tid.

Kort sagt er Peugeot RCZ en ren livsstilsbil, hvor dem som har besluttet for at købe det franske guld er ligeglad med Audi TT og VW Scirocco.

Peugeot RCZ

Ydelse: 200 hk ved 5.800 omdr./min / 275 Nm ved 1.700 omdr/min.

Præstationer: Topfart er 237 km/t. 0-100 km/t på 7,5 sek

Oplyst forbrug: 14,9 km/l – 155 g/km

Mål i cm: Længde: 429 cm, Bredde: 185 cm, Højde: 136 cm

Vejledende pris uden ekstraudstyr: 502.990 kr.

tags: