
Benzin, diesel, el eller plugin-hybrid? Den seneste håndfuld år har dette været et af de vigtige valg, når man har skulle købe ny bil. Men dette kan meget vel snart ændre sig.
En epoke er ved at være forbi
For blot fire år siden var salget af plugin-hybridbiler i perioder større end salget af både diesel- og elbiler. Kombinationen af at være et grønnere alternativ til benzin, i en tid hvor lademuligheder til elbiler stadig ikke var særligt udbredte. Men, som bekendt, har elbilerne i stigende grad taget føringen, ikke mindst takket være bedre rækkevidde, hurtigere opladning og langt flere lademuligheder. Og nu står de tidligere populære plugin-hybrider potentielt til at forsvinde fra det danske bilmarked. Nye EU-regler og en voldsom stigning i registreringsafgiften kan være de sidste søm i biltypens kiste.
Stigninger på op til 200.00 kr. (eller mere)
Fra udgangen af 2025 træder nye EU-regler i kraft, som kræver en ny og mere realistisk måling af bilernes brændstofforbrug og CO₂-udledning. Målemetoden, som er mere retvisende for bilernes faktiske brug, betyder, at mange plugin-hybrider får fordoblet deres officielle CO₂-udledning.
Det får store konsekvenser i Danmark, hvor netop CO₂-udledning er et centralt element i beregningen af registreringsafgiften. Hvis en bil udleder mere end 50 gram CO₂ pr. km, er det over den grænse der er sat igennem den beskatningsordning, der hidtil har givet plugin-hybriderne en økonomisk fordel. Selv de billigste modeller forventes at stige med over 100.000 kr., mens de dyrere modeller risikerer afgiftsspring på 200.000 kr. eller mere.
FDM: Ny målemetode er nødvendig
Selvom de kommende prisstigninger truer plugin-hybridernes eksistensgrundlag, bakker FDM op om den nye målemetode.
”Formålet med at skifte til plugin-hybrider og elbiler er at reducere klimabelastningen. Derfor er det afgørende, at bilernes miljø- og klimaegenskaber måles på en retvisende måde,” siger Torben Lund Kudsk, politisk chef i FDM.
Han understreger, at FDM længe har efterspurgt en opdatering af målemetoden for plugin-hybrider, da den hidtidige model har givet et urealistisk billede af bilernes reelle udledning. Mange plugin-hybrider kører nemlig oftere på benzin end antaget, fordi ejere ikke altid husker eller har mulighed for at oplade bilen regelmæssigt.
Bilimportører reagerer – lagersalg og modelstop
Fremtidens markante afgifter har allerede sat sine spor blandt bilimportørerne. Flere mærker har valgt at afvikle deres udbud af plugin-hybrider eller sælger nu ud af de sidste modeller, inden ændringerne træder i kraft. FDM vurderer dog, at konsekvensen for forbrugerne bliver begrænset.
”Elbilerne har for længst overhalet plugin-hybriderne. Både i salgstal og teknologisk,” siger Torben Lund Kudsk.
Med andre ord kan det siges, at hvis dette markerer enden på plugin-hybridens tid, at det blot har accelereret den udvikling, der i forvejen var i gang.
Opgør med den værdibaserede registreringsafgift?
Den aktuelle udvikling har fået FDM til endnu en gang at kritisere den danske registreringsafgift, som i dag er værdibaseret – altså afhænger af bilens pris og ikke nødvendigvis dens klima- eller miljømæssige egenskaber.
”Plugin-hybriderne viser med al tydelighed, hvor forældede de danske bilafgifter er. For bilerne kan bruges meget grønt, hvis man primært kører på strøm og ikke benzin, men registreringsafgiften straffer teknologien hårdt,” siger Kudsk.
FDM foreslår i stedet, at bilbeskatningen fremover tager udgangspunkt i tekniske kriterier som energiforbrug, vægt og batterikapacitet – og måske også suppleres med kørselsafgifter i særligt belastede områder.
Overhalet af elbilen
Plugin-hybrider har i mange år været betragtet som et vigtigt mellemtrin på vejen mod fuld elektrificering. Men med hurtige fremskridt inden for elbiler og udrulningen af ladeinfrastruktur er behovet for denne mellemløsning blevet væsentligt mindre. Med de nye regler og de økonomiske konsekvenser bliver det endnu sværere at argumentere for plugin-hybriden som et attraktivt valg – både for forbrugerne og for bilproducenterne.
Det ligner et farvel til en biltype, der engang blev hyldet som fremtidens løsning, men som i stedet ligner som fortidens mellemstation.
Kilder: FDM og Danmarks Statistik