Ved Frankfurt Motor Show fremviser Toyota den fjerde generation af den ikoniske hybridbil Prius, der bygger på ny og forbedret hybridteknologi.
De endelige informationer er ikke frigivet, men Toyota har valgt at give en forsmag på, hvad der venter.
Designet har delt vandene, men for en gangs skyld, så vil vi lade være med at komme nærmere ind på dette, og blot lade dig selv vurdere. Toyota Prius handler nemlig også om noget helt andet. Hvis Prius skal udstråle noget, så er det nemlig en grøn profil.
Lige siden introduktionen af den første serieproducerede Toyota Prius i 1997, har Toyota Prius været en økonomisk bil, da den bygger på hybridteknologi.
Ift. den gamle Prius sørger den nye hybridteknologi for, at brændstoføkonomien er markant bedre ved kørsel på motorvej, ligesom accelerationerne er kraftigere, mere glidende og fortsat støjsvage – specielt ved højere hastigheder er støjniveauet reduceret.
De dynamiske køreegenskaber skulle være forbedret vha. Toyotas nye platform Toyota New Global Architecture (TNGA), der giver bilen et lavere tyngdepunkt. Det lavere tyngdepunkt er medvirkede til bedre styreevner og øget stabilitet.
Indvendig har den nye platform gjort det muligt, at lave en mere simpel og logisk opbygget kabine. Dette skulle hjælpe på både kørestillingen og generelt set kabinens komfort. Bagagerummet er endda også blevet bedre, da hybridbatteriet er blevet mindre – men bestemt ikke dårligere. De nye dobbelte wishbone støddæmpere ved bagakslen fylder også mindre.
Effektiviseret hybridteknologi
Mere konkretiseret kan det fortælles, at hybridlinjen er forbedret ved at reducere vægten, forbedre effektiviteten og skærpe ydeevnen. Detaljerede designændringer i motoren har medført en termisk effektivitet på 40 procent, hvilket ingen andre benzindrevne motorer i verden kan hamle op med. Samtidig er flere hybridkomponenter gjort mere kompakte og fået en anden placering for at optimere hele hybridpakken og endvidere bidrage til bilens lave tyngdepunkt.