VWs første elbil ID.3 bliver vist første gang til september – men allerede nu kan du forudbestille bilen, så du er sikker på at være blandt de første, som får den.
Hvis du skal have en elbil fra VW hedder mulighederne lige nu VW e-Golf eller VW e-UP. Ingen af de to er klasseledende i øjeblikket og der er konkurrenter, som har langt bedre rækkevidde, køreegenskaber og udstyr.
Det agter VW at lave om på, når de for alvor skyder deres elsatasing i gang fra 2020. VW kommende elbiler kommer til at hedde ID., og den første, ID.3, har VW netop åbnet for forudbestillingen af. Det er en eksklusiv version med navnet ID.3 1ST, der får en rækkevidde på 420 km. efter WLTP-normen, men når de øvrige biler kommer, bliver rækkevidden på mellem 330 og 550 km (WLTP) afhængigt af udgaven.
Den specielle ID.3 1ST, der er begrænset til et antal på 30.000 eksemplarer, kommer udrustet med den midterste størrelse batteri. Senere vil bilen blive tilbudt i de andre batteriversioner, en lille og en stor. VW regner dog med, at det er mellemversionen, som bliver den mest populære version.
Historisk satsning
Der er meget store forhåbninger hos VW til bilen, som de ikke tøver med at sammenligne med ikoner som VW Golf og Boblen.
»Med ID.3 vil vi efter Boblen og Golf tage hul på det tredje store strategiske kapitel i Volkswagen-mærkets historie. Med ID.3 har vi skabt bilen til e-mobilitet for masserne. Først vil vi elektrificere Europa med ID.3 og sidenhen andre regioner med yderligere en række ID-elbiler, der vil blive introduceret i den nærmeste fremtid,« siger Jürgen Stackman, som er direktionsmedlem i Volkswagen med ansvar for salg, marketing og eftermarked globalt.
Mens 1ST-versionen har en rækkevidde på 420 km ifølge WLTP-normen og på det tyske marked koste lige under 40.000 Euro, kommer en standard ID.3 vil koste fra lige under 30.000 Euro – det svarer til knap 224.000 kr.
Mange forudbestillinger
Allerede nu har mere end 10.000 valgt at lægge de 1.000 Euro, det kræver at lave en forudbestilling. Køberne kan forvente at få en bil med gode pladsforhold og masser af nyskabende udstyr i den baghjulstrukne elbil, der kan oplades til 80 pct. på 30 min.
I Danmark kan ID.3 1ST pre-bookes for et depositum på 7.000 kr. på www.volkswagen.dk.
De første kunder får deres ID.3 leveret i midten af 2020.
Alle versioner vil være udstyret med store fælge og et omfattende udstyrsniveau: ID.3 1ST kommer med mange bekvemmelige funktioner såsom talestyring og navigationssystem, og i ID.3 1ST PLUS-versionen får du yderligere IQ. Light-forlygter og to-farvet eksteriør og interiør. På topmodellen ID.3 1ST Max får du et stort panoramasoltag og innovative funktioner som AR-head-up-display (Augmented Reality).
Pre-booking vil blive tilbudt i 29 lande på det europæiske marked. De vigtigste markeder for ID.3 i Europa vil være Norge, Tyskland, Holland, Frankrig, Storbritannien og Østrig. Volkswagen planlægger i gennemsnit at levere mere end 100.000 biler om året til kunder.