1. Home
  2. Biltest
  3. First drive: faceliftet Subaru Forester
0

First drive: faceliftet Subaru Forester

First drive: faceliftet Subaru Forester
0
0

Subaru Danmark har store forventninger til 2015, og derfor tog vi med til det mest øde Letland for at prøve den faceliftede Forester.

I øjeblikket er Forester den mest populære Subaru-model i Danmark, men dette bliver der dog nok snart lavet om på, når den nye Outback introduceres.

Vores testtur starter fra et hotel omtrent 1 times kørsel fra Riga. Derfor befinder vi os hurtigt i ingenmandsland efter vi har fået udleveret nøglen. Bilen er selvfølgelig en Forester, og derfor er den ganske terrænduelig, hvorfor en del af ruten også inkluderer off-road kørsel igennem skove, hvor sneen ligger relativt højt, og der er yderst glat. Motoren i alle testmodellerne er en diesel, da Subarus nyhed på modelprogrammet er en automatgearkasse til dieseludgaven. Kigger man på konkurrenterne er deres bedst sælgende modeller altid dieselmotoriseret, og her mener Subaru, at grunden til de har solgt færre dieselmodeller end benzinmodeller bl.a. skyldes, at det ikke har været muligt at få automatgear. En anden faktor som kan lokke flere kunder til er prisnedsættelser, hvor en af modellerne endda nu er blevet 36% billigere! Godt for de nye købere, men har man en ikke faceliftet Forester med samme motor, manuelt gear og udstyrsniveau, så er der netop kommet en stor uforudset afskrivning…

Nu med automatgear til diesel

Den nye automatgearkasse til dieselmodellen er den såkaldte Lineartronic. Lineartronic er en CVT-gearkasse, hvilket på dansk kan oversættes som en trinløs gearkasse. Subaru har dog optimeret gearkassen, således den har syv skiftepunkter, hvilket giver en mere behagelig køreoplevelse. Prøver man en bovlam benzindreven Subaru XV med Lineartronic er disse ”skift” ikke lagt ind, og derfor kører den konstant med mange omdrejninger, da gearkassen sørger for, at motoren arbejder ved det antal omdrejninger, hvor den yderst bedst. De nye optimeringer gør dog, at Lineartronic-gearkassen næsten føles som en traditionel automatgearkasse, og førstehåndsindtrykket er ganske imponerende.

Dieselmotoren er blevet en smule mere økonomisk. Nu kører Forester diesel således 17,5 km/l med manuelt gear og 16,4 km/l med Lineartronic, hvilket bl.a. skyldes, at Subaru har benyttet lejligheden til at Euro6-optimere motorerne. Med en ydelse på 150 hypper er den tilpas tjep ved lave hastigheder, og drejningsmomentet på 350 newtonmeter fra 1.600-2.400 omdr/min gør det til en behagelig oplevelse.

Pigdæk og lettiske landeveje er en dårlig kombination…

Af sted på de lettiske landeveje er det svært at bedømme den faceliftede Subaru Foresters komfortniveau. Vejen er meget hullet, og man er ikke i tvivl om det er et østland man befinder sig i. Desuden havde testbilen pigdæk på, hvilket var ganske belejligt igennem de glatte og tilsneede skovarealer. Det skal dog siges det lykkes at køre fast en enkelt gang, men det er trods alt kun ved at udforske bilens grænser man finder dem – og heldigvis var det min makker, som skubbede på, da vi skulle fri igen. Ligesom alle andre Subaru-modeller har Foresteren firehjulstræk, og i alle udstyrsvarianter med undtagelse af den mindste finder man systemet X-Mode, der hjælper en på vej ned af stejle skråninger, og dermed løser opgaven for et lavgear.

Kortvarigt prøvede jeg dog også en Forester uden pikdæk, hvilket hjalp særdeles meget på køreoplevelsen og støjniveauet. Subaru hævder man har formået at mindske vej- og motorstøjen med 16 %, men det var svært at opleve på de lettiske veje med de mange huller.

Foruden der er kommet diverse kromdetaljer i kabinen, har finjusteringer af kontakterne på rattet også fundet indpas i kabinen. Den største nyhed(foruden automatgearvælgeren – hvis man vælger den) er dog det nye infotainmentsystem. Subarus gamle infotainmentsystem var noget man sagtens kunne være foruden. Det nye virker ganske smart og har en god opløsning samtidig med det reagerer hurtigt. Afhængig af udstyrsniveauet man vælger finder man en 6 eller 7 tommer skærm.

UDSTYRSNIVEAUER:

X – fra 375.900 kr.:

  • 17” ALUFÆLGE
  • Fartpilot
  • Forlygtevaskere
  • Multifunktionsdisplay
  • Varme i forsæderne og spejle
  • Automatisk aircondition
  • Bluetooth
  • 7 airbags

XS – fra 436.900 kr.:

  • 8 vejs elektronisk justerbart førersæde
  • Dobbeltzonet klimaanlæg
  • Avanceret 4,3” multifunktionsdisplay med farveskærm
  • Større anlæg med Bluetooth
  • Regnsensor
  • Xenon lygter
  • Bakkamera
  • X-Mode med Hill Descent Control (Lineartronic/automatgear)

XE – fra 528.900 kr.(inkluderer Lineartronic):

  • Lædersæder
  • Elektrisk glastag
  • Keyless entry
  • Startknap til motor
  • Elektrisk bagklap

XT – 599.900 kr.(turbobenzin med Lineartronic):

  • Harman-Kardon med 8 højtalere
  • Navigation
  • 3-funktions SI-Drive med S#
  • Aluminiums sportspedaler
  • 18” sports alufælge
  • Et mere sportslig frontdesign
  • Tonede bagruder
  • 8 trins sportsoptimeret Linetronic gearkasse

Vi synes:

Automatgear til Forester er en klar fordel, men ellers er forbedringerne små. En prisreduktion på op til 36% er dog den gode nyhed, som nu gør Forester særdeles attraktiv sammenlignet med konkurrenterne.