Test: MINI Countryman Cooper D

Som den eneste model i programmet med fem døre, er Countryman med sin forhøjede frihøjde den eneste mulighed for den pladskrævende familie.

Men hvor meget af magien der gør hatchbacken så pokkers elskelig er gået tabt?Det er ved første øjekast umiddelbart svært at konstatere hvad Countryman er for en størrelse. Er det en praktisk MINI Hatchback, en prætentiøs crossover eller blot et redundant livsstilsobjekt?

Selvom karossen er hævet, ser det ikke ud som om at den halvbuttede storebror skal bevæge sig alt for langt væk fra byens brostensbelagte stræder, da 17-tommers fælge i blank skinnende pianolak og aludetaljer på kofangeren sjældent harmonerer med højt græs og grusveje.

Det hindrer dog ikke unge som gamle for at dreje nakken halvt af led, for at følge den ned igennem bybilledet. Der skal ikke herske tvivl, Countryman vækker opmærksomhed hvor end den bevæger sig hen.
Og hvad betyder firehjulstræk og lavt tyngdepunkt, når man kan sole sig i byboernes beundring?

Køretøjstendenserne blandt den kreative klasse i London, der er bilens primære købersegment, adskiller sig noget fra efterhånden småbils-køberne Danmark.

I MINIs hjemland, ender flere og flere mindre og delvist velbeslåede familier bag rattet af biler som Nissan Juke, Citroën DS4 og BMW X1.

Det genopfundne stilikon har altid trives godt blandt førnævnte købersegment, men indtil nu har de begrænsede pladsforhold henstillet den som bil nummer to.

Gode gener

Det ville være synd at betegne Countryman som decideret smuk.
Form er tydeligvis prioriteret højere end funktion, mens den bedre halvdel beskrev bilen som en bastard fra en London-taxi og den originale MINI.

Tager man ud og handler en Countryman Cooper D, ville den dog fremstå nærmest ugenkendelig kontra testmodellen, der bl.a. er begunstiget med sorte fælge samt xenonforlygter  med sorte forlygter (15.139 kr).

Vi har altså etableret at den halvpyntede og særdeles kostbare MINI, næppe vil bevæge sig langt væk fra asfaltens tryghed.

Og det er måske meget godt, for selvom den øgede frihøjde har gjort de sørgelige danske veje noget mere indbydende, er der stadig spor af hatchbackens knaldhårde affjedring.

Frihøjden tillader bestigning af kantstene og fartbump med større selvtillid end i den gængse udgave, men det er ikke just nogen behagelig affære.

Lykkeligvis er det ikke kun den kontante affjedringskomfort, som Countryman deler med den mindre hatchback. En god portion af de hysterisk morsomme køregenskaber, der for bilenthusiaster er definerende for Hatchback-udgaven, er overført til den større og mere kluntede landmand.

Styretøjet er for mit eget vedkommende højdepunktet i den udsøgte pakke af fremragende dynamiske egenskaber som den gængse MINI  byder på.

Og på trods af, at Countryman primært lider under et højere tyngdepunkt, sekundært en væsentligt højere vægt, er en god portion af indstyringsvilligheden velbevaret.

Lidt hivet i rattet afslører, at MINIs crossover har en solid appetit på sving.
Krængningen er administreret rimeligt, men til trods for heftige 17-tommers fælge med tilsvarende bred gummimontering, slipper grebet umiddelbart op før man forventer det.

Efter at have kørt MINI Hatchback, husker jeg hvordan jeg sad tilbage, måbende over den vanvittige hastighed og ynde den lille bil kunne tackle de danske landeveje med.
Selv i den mest basale One udgave, synes grænserne for greb alt ligge langt op i bane-territorium. Mulighed bød sig desværre aldrig.

Det samme kan ikke helt siges for den større Countryman. Selvom det i særdeleshed er en exceptionelt velkørende bil, især når størrelse og vægt tages i betragtning, mangler den lidt af den magi som gør Hatchbacken  fængende som nikotin.

Man sidder simpelthen for højt til at opleve, og jeg undskylder på forhånd brugen af den om noget største motorjournalistiske cliche nogensinde, ‘gokart’ fornemmelsen, som primært afspringer af ekstrem positive og præcise reaktioner gennem styretøjet, og følelsen af at sidde direkte på vejbanen.

Et fornuftigt kompromis

Det store smil udebliver, men hvordan klarer Countryman sig i givet fald som praktiske familiebil?
Overraskende godt, viser det sig.

Der er først og fremmest en luftig fornemmelse i kabinen, der samtidig byder på gode mængder aflæggeplads. Delvist takket være den smukke aluskinne der kører skiller kabinen. Her kan alt fra kopholdere til solbrille etuier monteres, og rykkes frem eller tilbage.

De centrale elementer i kabinen stammer er dybest set identiske med resten af MINI modelprogrammet.
Der er tale om solide omend noget hårde plastmaterialer, der naturligvis er skruet sammen med den forventede bayerske kvalitet.
Som følge af den lidt kontakte affjedring, må man dog påregne lidt raslelyde med tiden. Nogen vil måske ligefrem betragte det som charmerende.

På bagsædet finder man to sæder i fuld størrelse, da førnævnte aluskinne optager hvad der måtte have været det tredje.
Der er mulighed for i bedste MPV-stil at justere sæder frem og tilbage,  i et forsøg på at akkomodere større bagsædepassagerer, eller udvide det noget begrænsede bagagerum.
Som nedenstående billeder dokumenter, er Countryman langt bagefter hvad angår bagerste opbevaringsplads.

Bagsæderne kan givetvis ligges ned samt fremrykkes, men rummet mangler dybde i forhold til rivalerne.

Motoren er smidig, stærk og relativ støjsvag, men opleves på forunderlig vis en kende grovere end i den mindre MINI.
Den klarer som forventet 20km/l uden at chaufføren skal anstrenge sig.

Konklusion:

Countryman er en svær størrelse. Den er noget så aparte som en praktisk familiebil, der henvender sig til den livsstilsorienterede og ressourcestærke overskudsdansker.

MINI har på imponerende vis fået praktikalitet og køredynamik til at gå op i en højere enhed. Personligt ville jeg dog ønske at de havde ladet bilen, og dermed føreren befinde sig lidt tættere på vejen.

Samtidig kan der købes en del fornuftig VW Golf for samme penge.
Men hvad gør man ikke for skønheden?

[table “” not found /]