1. Home
  2. Artikler
  3. 3 millioner fra Race for Riget til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet

3 millioner fra Race for Riget til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet

3 millioner fra Race for Riget til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet
0
0

Velgørenhedsarrangementet ”Race for Riget” er siden 2010 blevet et fast indslag ved hvert års Copenhagen Historic Grand Prix. Henover løbsweekenden har publikum i én time lørdag og søndag mulighed for, at købe sig til en køretur som passager, i et stort felt af ekstravagante sportsvogne og racerbiler med kendte profiler bag rattet.

De indkørte midler doneres ubeskåret til velgørenhed, og i 2017 blev der igen opnået indsamlingsrekord til stor glæde hos Charlotte Blix, der er daglig leder af BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet, og modtager af rekordbeløbet på hele 600.000 kroner. Hermed når den samlede donation siden 2010 op på knap 3 millioner kroner.

De donerede midler gør en betydningsfuld forskel, hvilket Charlotte Blix og hendes kollegaer hos BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet understregede flere gange ved et samarbejdsarrangement i forrige uge på Rigshospitalet.

Læs også:  Verdens bedste roadtrip

Her var knap 80 personer fra mange forskellige organisationer og instanser samlet. Frivillige hospitalsklovne og unge, der på eget initiativ driver ungdomscafeen ”HR Berg”, hvor syge unge i alderen 14 – 24 år kan mødes og få et afbræk fra en svær hverdag, var i selskab med hesteførere fra ”Den Kongelige Stald-Etat”, personer fra Politiet, Copenhagen Historic Grand Prix, Porsche Club Danmark og frivillige fra ”Heksen Børne- og Dukketeater” samt ”Den Røde Drage” fra Kirkens Korshærs Sociale Hjælpearbejde. Alle på hver sin måde initiativer, der forsøger at skabe rum for syge børn og unge, hvor samvær og aktiviteter kan hjælpe både børnene og deres forældre igennem en svær tid.

De økonomiske midler fra Copenhagen Historic Grand Prix og Race for Riget understøtter det store hjælpearbejde og giver BørneUngeProgrammet mulighed for at købe legetøj, bamser, spil og computere samt tage på tur i Tivoli og på sightseeing i København. Det gør en stor, positiv forskel for de indlagte børn og unge.

Læs også:  Bilbudget: En smule billigere at være bilejer i 2024

Organisationen bag Copenhagen Historic Grand Prix vil gerne rette en meget stor og meget ydmyg tak til alle involverede i Race for Riget. Lige fra alle de frivillige, der sørger for publikum ind og ud af bilerne til entusiasterne, som loyalt stiller op med deres flotte og dyre biler. Tak til de danske og udenlandske bilimportører, som hjælper med at tilvejebringe de nyeste supersportsvogne. Tak til de kendte racerkørere, som donerer deres tid og tilstedeværelse og en kæmpe tak til Race for Riget Ambassadør Jan Magnussen, for hans opbakning og passion for den fortsatte succes. Ingen er uundværlige, og alle i Race for Riget er en meget vigtig del af den forskel, den årlige donation gør hos BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet.