0
0
Hollywood kaster sig over noget så ærkeeuropæisk som Formel 1 og slipper hæderligt fra det.
Senna mod Prost, Schumacher mod Hakkinen, Clark mod Hill og Hunt mod Lauda. Formel 1 har aldrig haft mangel på dramatiske rivaliseringer, men hvorvidt sidstnævnte er den mest spektakulære af slagsen er til debat. Biografaktuelle Rush forsøger at skildre hvad den selv udråber som ’Formel 1s gyldne alder’.
Med sin erfaring fra den Oscar-nominerede Apollo 13 er instruktøren Ron Howard ikke uvant til at skabe film af historiske begivenheder, men Howards opskrift er ikke helt uden de traditionelle Hollywood-dikkedarer. Frygter man for, at Rush ligger sig op af film som den patetiske Days of Thunder eller den rent ud sagt hæslige Driven kan man roligt slå koldt vand i blodet.
Rush formår at fange æraens essens og virker til at interessere sig for filmens to hovedpersoner og hvad der driver dem. Filmen åbner med Laudas erindring om, at ud af de 25 kørere der startede sæsonen ville to af dem være gået bort når året var omme. De dødelige uheld bliver iscenesat i al deres virkelighedstro forfærdelighed og skildringen af Laudas brandskader efter den horrible ulykke på Nürburgring er ikke for svage sjæle.
Epokens hårde realiter står i skarpt kontrast til den hedonistiske livstilgang og umiddelbart umættelige seksuelle appettit som James Hunt var eksponent for og australske Chris Hemsworth som vi kender fra Marvel-universitet som Thor i The Avengers virker overbevisende som en ultimativt sympatisk Hunt.
Med det sagt er det Daniel Bruhl som Niki Lauda der giver filmen den dybde den fortjener. Vi præsenteres for en kompleks, drevet mand der breeder med sin familie og låner sig op til halsen for en plads i Formel 1, hvor han hurtigt kommer under Clay Reggazonnis vinger.
De mere action-pakkede scener er nogen af de bedste siden Le Mans og til trods for at ulykkerne primært er skildret ved hjælp af digitale effekter, synes især Nürburgring-sekvesen at fange frygten og desperationen når kollegaerne Arturo Merzario, Brett Lunger, Guy Edwards og Harald Ertl kæmper for at få Lauda ud af flammehelvedet.Taget i betragtning af at så meget tid og energi blev investeret i at genskabe disse essentielle scener, er det en skam at Howard ikke kunne modstå trangen til at smøre tykt på. Der er selvsagt pyntet på sandheden, som når Lauda i sit første løb efter det essentielle comeback, med ninja-agtige reflekser styrer uden om to kolliderende kørere og dermed øjeblikkeligt er løftet til sin tidligere hæder.
Scenerne er frustrerende, da de får seeren til at stille spørgsmål tegn ved de rent faktisk fantastiske ting der rent faktisk fandt sted, såsom Laudas tilbagevenden til racerbanen kun seks uger efter hans voldsomme ulykke.
Man efterlades med indtrykket af at instruktøren forsøgte at bibeholde autenticiteten, men i sidste øjeblik ikke kunne undertrykke sin pyntetrang.
Vi synes:
Rush er en fabelagtig motorsportsfilm, der overordnet set formår at fange glamouren, tapperheden og brutaliteten ved æraen.
