Det er efterhånden 40 år siden, vi stiftede bekendtskab med den første Ferrari med en V8-motor placeret lige bag forsæderne. Navnet på modellen var 308 GTB, og siden da har V8-motoren i Ferraris verden været revolutionerende. Blandt andet er den 4,5-liters ottecylindrede motor i den velkendte 458 Italia blevet tildelt adskillige priser siden offentliggørelsen i 2009, og som netop denne model så småt udgår af produktionen, kommer her afløseren. Den nye Ferrari 488 GTB.
Overlegen motor
Og den er da også den ‘gamle’ 458 Italia enormt overlegen, når det kommer til performance såvel som design. Den nye 488 GTB benytter sig af en ny 3902cc turboladet V8-motor, og med denne nyudviklede motor bag sæderne, ja så opnår den altså et maksimalt output af 670 hestekræfter samt et drejningsmoment på 760 Nm. Begge opnås ved 8000 omdrejninger, og det har altså den effekt, at den nye 488 GTB accelererer fra 0-200 km/t på bare 8,3 sekunder, alt imens 0-100 km/t er klaret på bare 3 sekunder. Topfarten er 330 km/t, og for at sætte tingene i perspektiv er den altså på højde med den britiske konkurrent McLaren 650S.
Hurtig omgangstid på Fiorano
De 670 hestekræfter betyder ligeledes, at den nye Ferrari 488 GTB (Gran Turismo Berlinetta) kan sætte en omgangstid på den velkendte Ferrari-testbane i Fiorano. En enormt hurtig omgangstid vel at mærke, for den lyder nemlig på bare 1 minut og 23 sekunder.
Tilmed gør modellen brug af Ferraris nye system kaldet “Side Slip Control 2 – SSC2”, der har den effekt på bilen, at der kan presses mere på speederen ud af et sving, uden bagenden bliver alt for løs og ender i en brutal overstyring. Her spiller den nye aktive affjedring ligeledes en rolle i form af mere dynamiske og komplekse styreegenskaber.
488 GTB minder om 458 Italia
Generelt set minder den nye Ferrari 488 GTB meget om 458 Italia-modellen designmæssigt, men et par små detaljer gør alligevel sin indtræden. Fronten såvel som bagenden er gjort mere blød, men foran ser vi alligevel en aggressiv frontsplitter, hvorfra aerodynamikken bevæger sig hen af siden og igennem de markante luftindtag placeret bag døren. Herfra ryger vi videre til et bagparti med to store udstødningsafgange såvel som en lille spoiler, der ligeledes er med til at styrke aerodynamikken.
De cirkulære LED-baglygter er ligeledes blevet redesignet, så de nu står endnu skarpere end nogensinde før.
I kabinen står det med det samme klar, at føreren er i centrum. Der er sparet på udstyr og unødvendige ting, således kun et instrumentbord med luftudgange til ventilationen og et speedometer præger den sportslige kabine. Et multifunktionsrat er ligeledes en del af kabinen, og herfra kan størstedelen af tingene da også styres. Fuldstændig som vi kender det fra enhver anden populær Ferrari.
Den nye Ferrari 488 GTB optræder for første gang for offentligheden på det årlige motorshow i Genevè til Marts, alt imens priser og lignende endnu ikke er blevet specificeret.