Med over 4,5 millioner solgte eksemplarer af Toyota RAV4 siden introduktionen tilbage i 1994 må det siges at have været en succes. Den fjerde generation af modellen som i 90’erne definerede SUV-begrebet er dog nu klar til at indtage verden.
Konkurrencen i segmentet er dog højere end nogensinde før, da nye modeller som Honda CR-V, Subaru Forester og Mazda CX-5 også er interessante. Dette er dog ikke noget som får Toyota i Danmark til at sænke forventningerne, da de vil sælge 350 eksemplarer af den nye RAV4 i 2013 – den bliver introduceret d.13-14 april.
Plads til hele familien
Den nye Toyota RAV4 er vokset med 205mm i længden, 30mm i bredden og reduceret med 25mm i højden, hvilket både er gjort for at forbedre køreegenskaberne samt gøre den mere praktisk.
Ift. andre bilmodeller hvor pladsforøgelserne typisk er minimale, så har Toyota valgt at gøre sig klasseledende med et snuptag.
Passagererne på bagsæderne har fået 150mm ekstra benplads, hvilket gør pladsen enorm. Herudover kan de to yderste bagsædepassagerer endda lægge ryglænet ned mod bagagerummet, hvis man ønsker yderligere plads. Desværre støtter bagsæderne dårligt under lårene for de højere voksende.
Bagagerummet som tidligere var 409 liter er vokset til imponerende 547 liter. RAV4 er dog ikke klasseledende mens bagsæderne er oppe, da konkurrenten Honda CR-V byder på 42 liter ekstra.
Slår man der i mod bagsæderne ned har man en enorm kapacitet på 1.742 liter mod eksempelvis Honda CR-V på latterlige 1.146 liter.
Toyota forventer at sælge flest eksemplarer af RAV4 som Van, hvor ladrummet er enorme 2.130 liter som fordeler sig på 1,73 meter med en læssehøjde på 67 cm. Toyota definerer selv den mindre VW Tiguan Van som en konkurrent, hvor man kun finder 1.800 liters ladrum.
Reservehjulet som tidligere var på bagklappen er nu fjernet for at gøre den mere aerodynmaisk, mens man nu også hiver bagklappen op i stedet for ud, hvilket gør RAV4 mere praktisk i byen.
Komfortabel og støjsvag
Den gamle Toyota RAV4 har ikke været kendt for dynamiske køreegenskaber, men med den nye fokuseres der pludselig i højere grad på en mere spændende kørsel. Dette vises bl.a. med karosseriændringerne, da de skal give en bedre vejbeliggenhed, mens et sportssystem til alle modellerne med firehjulstræk tyder på der er arbejdet på køreoplevelsen.
Desværre er køreoplevelsen ikke blevet gjort meget mere dynamisk, og man skal derfor ikke køre for friskt til i sving, da det udtrykker sig med massere af ubehagelig understyring. Med sportssystemet som er en del af firehjulstrækket forbedres det dog en smule, da der bliver fordelt ekstra moment til baghjulene, hvorfor understyringen mindskes en smule.
RAV4 vinder dog på komforten, hvor den er blevet mindre svampet i affjedringen. Specielt på motorvejen er det en fornøjelse med 17” fælge tilføjet, da den let stryger henover de små huller samt stadig er ganske retningsstabil.
Nu klarer den over 20 km/l
Det gamle Toyota RAV4-modelprogram var ikke just grønt ift. 2013-standarden, da den mest miljøvenlige klarede 16,7 km/l. Det nye modelprogram byder kun på én reel ny motor, hvilket er en to-liters diesel, som klarer 20,4 km/l og udleder 127 gram CO2 per kilometer. Den gamle 151 hestes benziner samt 150 hestes diesel er blot optimeret.
Den 2,0 dieselmotor med 124 hestekræfter har 310 Nm fra 1.600-2.400 omdrejninger i minuttet samt virker ganske raffineret. Motoren kan dog kun trække 1.600 kg med mulighed for at veje den op til 2.300 kg. Drivlinjen tilbydes kun i kombination med forhjulstræk og udstyrsvarianterne T2, T2+ eller T3.
Ift. Mazda CX-5 er Toyota RAV4 underligt nok langtfra lige så grøn, da Mazdas mindste 2,2 liters diesel med 150 hk og 380 Nm udleder 119 g/km CO2 og kører 21,7 km/l.
Er der brug for en større arbejdshest finder vi den gamle 2,2 liters diesel med 150 hk, hvor man må trække enorme 2,7 ton, hvis den bliver vejet op. Det maksimale drejningsmoment på 340 Nm findes ved 2.000-2.800 omdr/min, og den føles derfor ikke i bytrafikken væsentlig hurtigere end den lille diesel, da den store leverer det lidt højere moment senere. Forskellen i accelerationstiden fra 0-100 km/t er 1,3 sekunder, mens topfarten tilmed er 5 km/t højere(190 km/t).
Brændstoføkonomien er 17,9 km/l i kombination med den udmærket manuelle gearkasse samt firehjulstræk fra standard. Denne model vil blive solgt med T2+ og T3-udstyrsniveauerne – eller højeste T4-niveau ved tilvalg af automatgearkassen.
Den eneste benzinmodel yder 151 heste, 195 Nm v. 4.000 omdr/min, kører 13,9 km/l og udleder 167 CO2 g/km. Vi prøvede desværre ikke denne motor, som kun vil kunne erhverves med firehjulstræk og T2+-udstyrsniveauet.
Hvad med prisen?
RAV4 vil kunne erhverves med fire udstyrsniveauer, hvoraf det højeste kun kan købes i kombination med største motor og automatgear. I Danmark forventes de fleste modeller solgt med T2+ og T3, som du kan se specifikationerne på forneden:
T2 indeholder bl.a.: 17” stålfælge, aircondition, forlygtevaskere, elsidespejle med LED-blinklys og varme, LED-kørelys og LED-stoplampe, multijusterbart rat samt tågeforlygter.
T2+ tilføjer yderligere: fartpilot med begrænser samt læderrat
T3 indeholder bl.a.: 17” alufælge, 2-zonet automatisk klimaanlæg, Toyota Touch m. bakkamera og bluetooth, et smartere eksteriør, regnsensor, lædergearknop, læderhåndbremse, læder på instrumentpanel, multifunktionsrat samt yderligere 18” alufælge, elektrisk bagklap og elektrisk foldbare spejle med integreret LED-blinklys samt varme i 4WD-varianterne.
T4 indeholder bl.a.: Smart Entry & Start system, eljusterbart førersæde, lædersæder, lane change assist, blind spot monitor samt parkeringssensorer.
Selv i mindste udstyrsvariant er den forberedt til Toyota Touch-systemet som kan tilkøbes til T2 og T+ for 5.995 kr..
Priserne på modelvarianterne forventes først offentliggjort kort tid inden introduktionen, da den danske importør stadig er i hårde forhandlinger med fabrikken – og med god grund.
Konkurrencen i segmentet er gradvist blevet højere, hvorfor Toyota kunne fortælle om hele 19 modeller de anså som konkurrenter i højere og mindre grad. I blandt disse modeller anses Honda CR-V og Volkswagen Tiguan som de største konkurrenter, hvor priserne starter ved hhv. 309.900 kr. og 378.094 kr..
Den danske importør udtalte dog, at vi kan forvente priser startende på samme niveau som den nuværende(362.358 kr.) og måske en smule højere.
Beskatningsgrundlaget fortæller importøren dog vil starte fra 299.999 kr., hvilket brutto i kr. pr. år er 75.643 kr. samt 3.530 Netto om måneden med marginalskat. Det er dermed cirka samme pris som eksempelvis Ford Mondeo og Volkswagen Passat Variant.
En potentiel udefrakommende konkurrent er dog Subaru Forester til knap 380.000 kr., hvor firehjulstræk er standard i alle modeller, mens selv laveste udstyrsniveau også er rigeligt.
Konklusion:
Du køber ikke Toyota RAV4 som bilentusiast, men du får en meget komfortabel og praktisk bil, hvor man tilmed ikke er i tvivl om den er samlet godt, selvom man finder en del plast i højeste udstyrsvariant.
Herudover er det selvfølgelig en klar fordel RAV4 kan trække op til 2.700 kilo!
Den nye Toyota RAV4 bliver introduceret i Danmark d.13-14 april.
[table “” not found /]