Home Bilnyheder First drive: VW Golf BlueMotion & Variant
0

First drive: VW Golf BlueMotion & Variant

First drive: VW Golf BlueMotion & Variant
0
0

Volkswagens populære Golf introduceres nu i den enormt brændstoføkonomiske BlueMotion udgave, mens stationcarmodellen under navnet Variant er klar til lancering samtidig.

Begge modeller appellerer til fornuften, og vi har fået et førstehåndsindtryk af de to modeller på en småkold våd dag i Amsterdam. Og hvilket sted er bedre at præsentere økonomiske biler end landet med flest fartfælder til at holde farten nede og brændstoføkonomien oppe.

BlueMotion:

Selvom der endnu kun har været tre generationer af Golf BlueMotion, er der sket meget gennem tiden, og ift. den gamle model er den nye blevet 15 % mere brændstoføkonomisk. Dermed sætter Golf BlueMotion atter ny standard for klassen med en blandet kørselsøkonomi på 31,3 km/l, hvilket teoretisk set giver en rækkevidde på 1.565 km med 50 liter brændstof. Hvis du dermed kører 15.000 kilometer om året hævder VW derfor, at du skal forbi tankstationen færre end 10 gange om året!

Motorvolumen er stadig holdt på 1,6 liter, med en ydelse på 110 hestekræfter og 250 Nm mellem 1.500 til 3.000 omdr/min og der er tale om en ny motor fra EA288-serien, selvom ydelsen kun er hævet med 5 hestekræfter og drejningsmomentet uændret.
Motoroptimeringerne består blandt andet i reducering af den interne friktion, samt et nyt termostyringssystem som forkorter opvarmningsfasen.

Faktisk har Golf BlueMotion både en lavere CO2-udledning samt brændstofforbrug end Toyota Auris Hybrid som koster fra 297.990 kr.!

Den femtrins manuelle gearkasse er ligeledes udskiftet med en specielt optimeret sekstrins, hvilket udover at gavne brændstoføkonomien også reducerer motorstøjen ved motorvejshastigheder.

Resultatet er en uhyre skarp brændstoføkonomi med en fornuftig omgang hestekræfter og et fint moment. Accelerationstiden er således på 10,5 sekunder, hvilket vidner om en tilfredsstillende acceleration, hvis man sammenligner med den gennemsnitlig danskerbil, som typisk vil sluge en hel del mere brændstof.

Læs også:  Kia Sportage overrasker (stadigvæk) positivt

Førstehåndsindtrykket af motoren er positivt, da den gamle BlueMotion-motor til sammenligning føles en del mere traktor-agtigt. Man kan dog godt mærke, at motoren er mere grov ved lave omdrejninger end de andre dieselmodeller vi har prøvet. Kombinationen af ydelse og en god brændstoføkonomi må siges at være ramt plet, og man kan derfor køre økonomiske uden at føle sig begrænset.

Elementer fra GTI

Volkswagen har brugt flere elementer fra GTI-modellen, hvilket kan ses på tagspoileren, de sorte plastikelementer langs sideruderne og sænkningen på 15mm. Disse optimeringer sammen med en kølergrill som er delvist lukket, samt en mere vindglat bund hjælper også på den totale økonomi.

Den forbedrede brændstoføkonomi skyldes også en vægtreducering, som alle de nye Golf-modeller har gennemgået bl.a. pga. den nye MQB-platform. Slankekuren har reduceret den køreklar vægt med 49 kilo til 1.265 mod tidligere 1.314 kg..

Det blå BlueMotion-logo har VW placeret flere steder på bilen i stil med GTI-modellen. Derfor er det at finde på både bagsmækken, på siden og kølergrillen.

Udstyrsniveauet er ens med Trendline, hvor aircondition, fartpilot, sædevarme og en 5” farve-touchskærm blandt andet inkluderet. Herudover er der specielle 15” alufælge samt de andre aerodynamiske eksteriør-detaljer som BlueMotion-modellen giver.

Fornuftigt prissat

Prisen starter ved 279.00 kr. med tre døre, mens merprisen for to ekstra døre er 11.000 kr.. Dermed matcher BlueMotion-modellen prisen på den 105 hestes diesel med samme udstyrsniveau, men hvor brændstoføkonomi ”kun” er 26,3 km/l, og man har en femtrins manuel gearkasse.
Søger man en økonomiske bil, kommer man ikke uden om den nye Golf BlueMotion, og den er blevet bedre end nogensinde før.

Læs også:  Mercedes klar med Panamera-konkurrent

Levering fra efteråret. Omkring årsskiftet vil Variant-modellen også kunne fås som stationcar, hvor den blandede brændstoføkonomi er angivet til 30,3 km/l.

VW Golf BlueMotion 3D
Motor: R4, 1.598 cm3, 16V, turbo
Ydelse: 110 hk v. 3.200-4.000 o/min
250 Nm v. 1.500-3.000 o/min
0-100 km/t: 10,5 sek.
Topfart: 200 km/t.
Forbrug EU-miks: 31,3 km/l
CO2-udledning: 85 g/km
Årlige afgifter: 1.120 kr.
Mål (L/B/H): 425,5 / 179,9 / 145,2
Vægt: 1.265 kg.
Bagagerum: 380-1.270 liter
Pris: 278.992 kr.

Variant:

Den praktiske fætter af Golf hedder Variant, og er stationcarmodellen, hvor man får et enormt bagagerum. Bagagerummet er dog også det primære incitament for at vælge Variant-modellen, da pladsforøgelsen i kabinen er meget lille med kun 5mm mere benplads til bagsædepassagererne.

Variant-versionen vokset med 28mm i længden og 18mm i bredden. Selvom dette ikke lyder af meget, har VW utrolig nok skaffet 100 liter ekstra bagagerummet, hvilket får kapaciteten op på 605 liter! Lægges bagsædernes ryglæn ned får man enorme 1.620 liter ift. 1.495 liter i forgængeren, og derfor er Golf Variant et billigt alternativ til den længere Passat, hvis man har brug for et stort bagagerum.

Ingen ændringer i motorprogrammet

Motorudvalget består af samme syv turbomotorer som i den almindelige Golf. Dermed tilbydes fire benzinere med ydelse mellem 85 til 140 hk, samt tre dieselenheder med 90 til 150 hestekræfter.
Afhængig af motor vil man blive udstyret med en fem- eller sekstrins manuel gearkasse, mens det er muligt at tilkøbe den seks- eller syv-trins DSG-gearkasse. 4MOTION-firehjulstrækket vil også kunne købes i kombination med to af dieselmotorerne.

Læs også:  BMW 7-serie gør klar til ministerrokade

Ligesom den almindelige Golf er Variant blevet særdeles mere økonomisk, hvilket både skyldes en lavere vægt, bedre aerodynamik, mere effektive motorer og flere brændstofbesparende systemer. Dermed kan den 105 hestes BMT 1,6 TDI køre 25,6 km/l på én liter dieselolie. Omkring årsskiftet kommer ligeledes en BlueMotion-model af Variant, hvor den blandede brændstoføkonomi er angivet til lige over 30 km/l.

Udstyrsversionerne er ligeledes ens med den almindelige Golf, og man har dermed allerede i laveste udstyrsversion Aircondition, fartpilot, tagbøjler, touchskærm og multikollisionsbremse-sikkerhedssystemet.

Koster 15.000 kr. ekstra

Prisen i Danmark for den praktiske Golf starter ved 239.994 kr. ekskl. levering, hvilket er 15.000 kr. mere end den almindelige Golf. Man kommer ikke uden om, at den nye Golf Variant er skræmmende praktisk, hvis man søger en bil med kapacitet i bagagerummet. Derudover har den de samme dyder som den almindelig Golf, hvorfor det er en særdeles fin familie- eller firmabil.

Levering fra september.

VW Golf Variant 1,2 TSI BMT Trendline
Motor: R4, 1.197 cm3, 16V, turbo
Ydelse: 85 hk v. 4.300-5.300 o/min
160 Nm v. 1.400-3.500 o/min
0-100 km/t: 12,6 sek.
Topfart: 180 km/t.
Forbrug EU-miks: 20 km/l
CO2-udledning: 115 g/km
Årlige afgifter: 1.120 kr.
Mål (L/B/H): 456,2 / 179,9 / 148,1
Vægt: 1.285 kg.
Bagagerum: 605-1.620 liter
Pris: 239.994 kr.