
Små ændringer i hvordan du kører og behandler din bil kan føre til store besparelser på brændstofforbruget. Her får du de bedste tips til at køre længere på literen – uden at være mekaniker.
Hold jævn fart og planlæg fremad
Et af de mest effektive råd handler om at undgå unødvendig acceleration og opbremsning. Hvis du hele tiden kører op i fart og ned igen, sluger bilen ekstra meget brændstof. Ved at holde en jævn hastighed og se langt frem i trafikken, kan du tilpasse din fart og undgå pludselige stop.
Hvis du har en bil med fartpilot, så brug den – især på motorveje og landeveje. Det giver en mere konstant kørsel, som både bilen og tankkortet sætter pris på.
Let bilen
Mere vægt = højere forbrug. Så enkelt er det. Har du poser med grus, gamle sko eller værktøj liggende i bagagerummet, så fjern dem. Ekstra 100 kilo kan øge forbruget med op til 0,5 liter per 100 kilometer i bykørsel.
En tagboks eller tagbagagebærer er praktisk – men også en aerodynamisk skurk. Selv en tom tagbagagebærer øger luftmodstanden og dermed forbruget. En tagboks kan øge dit forbrug med op til 15 procent. Så tag den af, når den ikke er i brug.
Tjek dækkene
Dæktrykket er en anden ofte overset faktor. Hvis dine dæk mangler 20 procent luft, kan det øge brændstofforbruget med op til 10 procent. Tjek derfor trykket jævnligt – og du må gerne gå en lille smule over det anbefalede tryk, hvis du jagter maksimal økonomi.
Kør med det samme – undgå tomgang
Når du starter bilen, særligt i de kolde måneder, er det fristende at lade motoren varme op i tomgang. Men det er en vane, der koster. I stedet bør du begynde at køre så snart motoren er startet. Det får motoren hurtigere op i arbejdstemperatur, hvor den kører mest brændstofeffektivt. Undgå også tomgang, hvis du holder stille i længere tid under en køretur.
Sluk strømslugerne
Aircondition, elbagrude og sædevarme gør bilen komfortabel – men de trækker strøm, og strømmen kommer fra motoren, som bruger brændstof. Aircondition alene kan øge forbruget med 15 procent. Sluk derfor for udstyr, du ikke har brug for her og nu.
Brug motoren som bremse
Mange moderne biler med indsprøjtningsmotor afbryder helt tilførslen af brændstof, når du slipper speederen og holder bilen i gear. Det betyder, at du faktisk ikke bruger brændstof, mens bilen ruller frem mod et lyskryds. Det er både smart og gratis. Husk dog at røre let ved bremsen, så bremselyset aktiveres og bilisterne bagved ved, at du sætter farten ned.
Skift til højeste gear
At køre i det rette gear har stor betydning for brændstofforbruget. Skift op i gear hurtigt – gerne allerede ved 50 km/t i femte gear, hvis bilen tillader det. Det kan virke unaturligt i begyndelsen, men moderne biler kan sagtens køre med lave omdrejninger uden problemer.
Langvarig, sløv acceleration bruger op mod 40 procent mere brændstof end en kort og effektiv en af slagsen. Derfor er det vigtigt at du accelerer friskt op til den ønskede fart . Når du accelererer, må du gerne springe et gear over – eksempelvis fra 2. til 4. gear – det sparer både brændstof og slid.
Brug bilens brændstofmåler aktivt
Mange biler i dag har en brændstofcomputer, der viser både det aktuelle og gennemsnitlige forbrug. Brug det som en slags spil – konkurrér med dig selv om at forbedre tallene fra tur til tur. Det gør brændstofbesparelsen lidt sjovere – og det virker.
Den økonomiske gevinst
Små ændringer i dine vaner kan gøre en stor forskel. Ved at kombinere flere af de nævnte råd kan du spare en del på dit brændstofforbrug – uden at køre langsommere eller mindre. Og i en tid, hvor priserne på brændstof er høje, er selv små procentbesparelser vigtige.
Så næste gang du sætter dig bag rattet, så husk: En rolig fod på speederen og lidt omtanke kan være nærmest lige så effektivt som en ny, dyr brændstofbesparende bil.
Kilde: Bilpriser.dk