Forskellen på gode og dårlige dæk er særligt tydelig i bremseegenskaberne, vejgreb og bæredygtighed. . Foto: Unsplash

Helårsdæk i stor test: De bedste imponerer, men der er faldgruber

3. juli 2025
|
Bilnyheder

Flere bilister vælger nu helårsdæk, men en ny test fra FDM viser, at kvaliteten varierer voldsomt. Mens nogle dæk trygt kan bruges året rundt, bør du styre udenom andre.

Milde, våde vintre og udsigten til bøder for at køre med sommerdæk om vinteren har fået mange danske bilister til at vælge helårsdæk. Disse dæk kombinerer egenskaberne fra sommer- og vinterdæk og er lovlige hele året. Men er de også sikre nok? Det spørgsmål er blevet undersøgt i en ny test af 16 helårsdæk, gennemført af FDM og flere europæiske bilklubber.

Store forskelle i kvalitet

Resultaterne viser, at fem af de testede helårsdæk klarer sig godt både sommer og vinter. Syv af dækkene får middelgode resultater, mens fire dæk dumper helt. De dårligste dæk stammer alle fra kinesiske producenter og falder igennem både på vejgreb og bæredygtighed. Forskellen på gode og dårlige dæk bliver især tydelig i bremseegenskaberne. I en test på våd vej skulle det bedste dæk bruge kun 31,1 meter på at stoppe fra 80 km/t, mens det dårligste brugte hele 42,6 meter. Det betyder, at bilen med de dårligste dæk stadig kørte næsten 41 km/t, mens den anden holdt stille.

En god idé – med visse forbehold

Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør hos FDM, understreger, at helårsdæk er blevet væsentligt bedre de senere år, men stadig ikke kan erstatte dedikerede sommer- og vinterdæk helt.

”Idéen om at kunne køre på samme dæk året rundt er som udgangspunkt god. I praksis har det dog vist sig at være svært at forene gode sommer- og vinteregenskaber i ét dæk. De senere år er der dog sket en stor udvikling inden for helårsdæk, og nu er de bedste af slagsen blevet så gode, at de kan være en god og praktisk løsning for mange. Det er noget, vi har ventet på i flere år. Testen viser dog også, at man stadig skal se sig godt for, for det er langt fra alle helårsdæk, der kan bruges hele året,” siger han.

Hvornår helårsdæk ikke er nok

Trods fremskridtene bør du stadig tænke dig godt om, inden du vælger helårsdæk. FDM anbefaler ikke helårsdæk, hvis du regelmæssigt kører under svære vinterforhold, ofte tager på skiferie, eller har en bil, hvor optimale styreegenskaber på tør vej om sommeren er afgørende. Her er dedikerede sommer- og vinterdæk fortsat nødvendige for optimal sikkerhed.


Kilde: FDM

Bilsektionen er Danmarks digitale bilmagasin.

Har du spørgsmål eller en god historie, så er du velkommen til at kontakte os på: info(@)bilsektionen.dk.
  • NYHEDER
  • GUIDE
  • TEST
  • VIDEN
  • MÆRKER
Copyright © 2024 Bilsektionen.dk ApS - CVR 42597155 | Ny hjemmeside af Højvig Group