1. Home
  2. Bilnyheder
  3. Hele historien: Ferrari larmede for meget ved 38 km/t

Hele historien: Ferrari larmede for meget ved 38 km/t

Hele historien: Ferrari larmede for meget ved 38 km/t
0
0

Bliver superbiler nu jaget vildt i DK? – en ny dom har nemlig fastslået, at der åbenbart ikke skal mere til end at accelerere almindeligt ud af et kryds for at få en bøde for unødig larm – i hvert fald ikke når man kører i Ferrari California

Den 21. september 2017 er GA, som er direktør og bor i Københavns vestegn, ude og køre en tur i sin røde Ferrari California som så ofte før. Og som så ofte før har han sine børn med i bilen, der i dagens anledning har metalfoldetaget nede.

Sammen med de små er de på vej til Ismejeriet i Søborg, hvor de i fællesskab skal forkæles med en lækker isvaffel. Men på vej derud bliver Ferrarien standset af en motorcykelbetjent fra færdselspolitiet lige da de er kørt ind på Frederiksborgvej ved Nordre Kirkegaard.

Det er betjenten JKJ, som standser den røde Ferrari. Han er egentligt på vej hjem fra en opgave i København, selv om han til dagligt arbejder ved Midt- og Vestsjællands politi. Han holder pause ved Brønshøj Torv og har taget sin motorcykelhjelm af, da han hører en meget hård acceleration med høj motorstøj til følge. Men han kan ikke se noget på grund af nogle bygninger. Ganske få sekunder efter kører en Ferrari forbi ham, og han er ikke i tvivl om, at det er den, der har larmet.

JKJ kan se, at hastighedsbegrænsningen er 40 km/t det pågældende sted på grund af vejarbejde, så han vurderer, at bilen nok har kørt med en højere hastighed end den tilladte ud af krydset i nærheden. Han har ingen måling på det, men beslutter at standse Ferrarien.

I bilen sidder GA med sine børn og forstår ikke, hvorfor han er blevet standset, da han har kørt stille og roligt, og han synes, at betjenten virker en smule irriteret på ham.

Læs også:  Bilpleje: Sådan bevarer du din bils udstråling

»Du har accelereret kraftigt med din bil, og det kommer til at koste en bøde på 1000 kr.«, sammenfatter betjenten.

Ren chikane?

I bilen sidder GA og undrer sig. Han har kørt Ferrari i mange år og har netop haft bilen til syn, som den er gået igennem uden problemer. Det er inkl. et tjek for motoren for at sikre, at den ikke er tunet, og derfor larmer unødvendigt.

Derfor opponerer GA og siger, at det altså ikke kan passe, for han har højst kørt 37,5 km/t. Han spørger, om betjenten har set ham accelerere, og det bekræfter JKJ, at han ikke har.

GAs Ferrari California har 457 hk., og er der er mange modeller, som har flere hk. og fx. en Ferrari 458 larmer også markant mere. Godt nok havde der været en anden bilist, som irriterede ham i krydset kort inden han blev standset, men GS fastslår, at han ikke havde accelereret kraftigt og at lyden ikke var aggressiv. Alligevel står betjenten fast:

»Jeg ved, at den slags biler laver speciel lyd, når man gasser op på den måde.«

De to mundhugges lidt, og GA får muligheden for at mødes i retten over bøden, hvis han ikke er enig og vil acceptere den. Det er han ikke.

GA vælger kort tid efter at klage over bøden og får gang i en dialog med Midt- og Vestsjællands politi. Det kommer der intet ud af. De må mødes i retten.

‘Det er en chikanebøde’

Ved det første retsmøde dukker betjenten ikke op, så sagen bliver udskudt. Men den 29. maj 2019, møder betjenten op og siger, at han tydeligt husker sagen: Støjen skyldes bilens type, men støjniveauet er afhængigt af, hvordan bilen betjenes.

Læs også:  Mercedes-AMG E 53 HYBRID 4MATIC+: Sporty og effektiv

Vidnets egen bil og særligt politimotorcyklen kan også larme lidt eller meget, alt efter hvordan man kører dem, vurderer betjenten i retten og fortsætter: Man skal køre en Ferrari, så den ikke er til støjmæssig gene.

»Man skal altså håndtere køretøjet, så der vises hensyn til øvrige trafikanter,« fastslår han. Betjenten har set andre Ferrarier køre pænt, og han siger, at han ikke stoppede GA på grund af bilens type, men på grund af den måde, som han betjente bilen på.

GA er meget uenig og fastslår, at han ikke har gasset unødigt op. Det ville han ikke gøre, når han havde børnene med i bilen, selv om de er vant til at køre i den.

»Jeg kan ikke andet end at se det som en chikanebøde, for han så det ikke selv, og han har ingen måling på mig. At han kan høre mig accelerere er åbenbart nok,« siger GA.

Sidstnævnte bekræfter betjenten da også i retten: Det ikke er afgørende, hvad tiltalte har målt gennemsnitsfarten til, for en lavere fart på den sidste del af strækningen vil gøre gennemsnitshastigheden lavere end på det første stykke af strækningen, hvor accelerationen var, vurderer betjenten.

Bøde eller fængsel

Anklagemyndigheden på Frederiksberg endte med at fastholde bøden efter Færdselslovens §38 stk. 1, som handler om selve betjeningen af køretøjet – herunder udstødning og støjdæmpning. Loven kaldes i politijargon loven om røg og støj.

Fordi betjenten JKJ ikke var i tvivl om, at den tiltalte gennem hård acceleration fra lyssignalet forårsagede høj støj, vurderede retten, at GA havde betjent bilen, så den lavede unødig støj. Retten fastholdt derfor bøden på de 1000 kr. Det kunne alternativt konverteres til en fængselsdom på seks dage.

Læs også:  Porsche hylder ikon med ny eksklusiv version

»Dommeren har vurderet, om der var belæg for bøden og har tilsidesat bilistens forklaring af en eller anden årsag. Når betjenten har givet bøden, er det fordi der er en grund. Betjenten har fremført sin forklaring i retten, og hverken han eller vi har flere kommentarer end dem, der har været i retten,« fastslår kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard.

Han siger i øvrigt også, at det er Trafikstyrelsen, som sætter niveauet for, hvor højt de enkelte biler må larme.

»Det handler om sund fornuft. Hvis man holder stille i sin bil og ikke gør noget ekstraordinært ud af at accelerere, så vil det være typegodkendelsen fra Trafikstyrelsen, som gælder,« siger Martin Bjerregaard.

Dermed har betjenten vurderet korrekt, som dommen da også stadfæster.

»Jeg forstår det virkelig ikke. Det er sådan set ikke pengene men princippet i det. Havde jeg kørt for stærkt, talt i mobil eller kørt uden sele havde jeg da bare betalt. Men når jeg ikke har gjort noget, vil jeg ikke betale,« fastslår GA, som har valgt at være anonym – hans identitet er dog redaktionen bekendt.

GA overvejer stadig, om han skal anke dommen. Den omtalte Ferrari California er nu solgt videre til anden side. GA kører dog stadigvæk Ferrari.