1. Home
  2. Biltest
  3. Kviktest: Citröen DS5 2.0 HDi 160 Style
0

Kviktest: Citröen DS5 2.0 HDi 160 Style

Kviktest: Citröen DS5 2.0 HDi 160 Style
0
0

Citröen DS5 er endnu ikke officielt introduceret i landet, men vi fik lejligheden til at få en tidlig forsmag på det nye franske flagskib.

De mener det alvorligt med deres nye DS5, der er den foreløbige største og dyreste model i deres nye, eksklusive DS-serie, og med en indstigningspris på 411.990 underbyder den rivalerne fra BMW og Audi gevaldigt.

Nogen har tænkt sig om

Allerede ved første blik, ved du at DS5 er noget særligt. Her er detaljer og stylingselementer, som du ikke har set på nogen bil før. Nogen vil unægtelig kalde det rodet, men Citröen kan om noget ikke anklages for at være konservative.

Skulle det bombastiske eksteriør ikke falde i din smag, så træd ind i kabinen. Her tyder noget på, at den franske fabrikant har givet hele designafdelingen frie tøjler, for den er intet mindre end en regulær fest. Interiøret er spækket med læder, aluminium og solide samt lækre plastmaterialer, der føles på niveau med, hvis ikke over de tyske konkurrenter.

Den tykke, svungne midterkonsol er vinklet mod føreren og definérer interiøret, som i en gammel Supra. Det synes svært at fremhæve et enkelt element i kabinen, for hele pakken er så grænseoverskridende men samtidig luksuriøs at den fortjener en kæmpe ros.

Tilbage i overhalingssporet

Det første der bemærkes når du sætter af sted, er at de andre trafikanters nysgerrige blikke. Der er endnu få DS5 på vejen, og alt fra Alfa Romeo til Volvo ejere glemmer deres umiddelbare gøremål, når du ruller op ved siden af dem.

Undervogn er utvivlsomt fast, uden at virke decideret ukomfortabel. Køres der mange lange ture, bør man se bort fra 19” fælge, og vælge en mindre montering.

På de små landeveje, overrasker den store bil med positiv indstyring og minimal krænging. Styretøjet føles direkte og præcist, men mangler desværre lidt føling og kan synes overfjedret og for aggressivt til bykørsel. De brede dæk og fælge har også en tendens til at lade sig rive med af underlaget, hvilket kan få styretøjet til at virke nervøst.

Bilens vægt fornemmes tydeligt, men bliver aldrig en decideret hæmsko.

På motorvejen er lydniveauet ekstremt lavt, både fra motor og vind. Dækkene kan selvsagt høres, men støjen er bestemt under gennemsnittet.

Den testede model anvendte en 6-trins automatgearkasse, som også kendes fra Peugeot 508. Når den befinder sig ved driftstemperatur, skifter den ubemærket og hurtigt. Motoren synes på alle måder tilstrækkelig, uden at gøre bilen til nogen raket.

Konklusion:

Det tegner godt for den nye DS5, der unægteligt er et unikt kvalitetsprodukt der giver køreglæde til en særdeles rimelig pris. Om danskerne modtager den så godt som de andre DS-modeller, er endnu usikkert, for konkurrencen i segmentet er hårdere, og tyskerne sidder tungt på tronen. Vi ser frem til at en grundig test senere på året.

Priserne starter fra 359.990 kr. i følge et tilbud Citroën allerede har lanceret her.

Citröen DS5 2.0 HDi 160 Style

Ydelse: 163 hk ved 3.750 omdr./min / 340Nm ved 2000 omdr/min.

Præstationer: Topfart er 212 km/t. 0-100 km/t på 10 sek

Oplyst forbrug: 16,4 km/l – 158 g/km

Mål i cm: Længde: 453 cm, Bredde: 181 cm, Højde: 153 cm

Vejledende pris uden ekstraudstyr: 499.990 kr.

Tak til “Citröen Center Birkerød” for udlån af testbilen.

tags: