Kviktest: Honda Jazz 1.4 Comfort Plus

Med lavere priser og mere udstyr, håber Honda at kunne lokke den lille familie væk fra de mindre stationcars.

På forunderlig vis har danskerne aldrig rigtig fået smag for Hondas mindste model, der sågar blev kåret til årets bil i 2009. Det bør nu ikke ligge Honda til last, da biler som Kia Venga eller Nissan Note heller ikke har formået at vække danskernes appetit.

I stedet har de mindre stationcars, som Renault Clio Sport Tourer og Skoda Fabia Combi vundet indpas, alt imens Jazz blev måtte se sig henset til et liv i skyggen. Det er besynderligt, eftersom Jazz er Hondas bedst sælgende bil i deres europæiske kernemarked, Storbritannien.
Prisen har unægtelig været en faktor, og uden en dieseludgave har den ikke formået at give mening for pendlerne.

Højt at flyve

I et forsøg på at løfte salgstallene, sænkede Honda prisen tilbage i 2012 og 2013 var knap nok ankommet før det blev bekendtgjort, at Jazz nu sænkedes med yderligere 10.000 kroner.
Sædearrangementet og de vidtgående bagdøre har alle dage været salgsargumentet. Pladsmæssigt byder Jazz selvsagt ikke på noget som de mere traditionelle stationcar-modeller ikke gør, men tilbyder i en mere kompakt og parkeringsvenlig form.
Og Honda fortjener oprigtigt talt ros, for på trods af et fodaftryk der svarer til en Polo, kan du ubesværet få barnevognen eller cyklen ind på bagsædet.
Det foregår vel og mærke uden ungerne, men det samme gør sig gældende for stationcarudgaverne.

Statistikkerne fortæller os, at købersegmentet der nærer interesse for en Jazz, sjældent bekymrer sig meget om hvordan bilen kører. Det falder ud til Hondas fordel. Motoren ville være hysterisk morsom i en VW Up, men i den høje, svampede og underligt upræcise Jazz, bliver den en smule ligegyldig.
Selv gearskiftet, der ellers traditionelt set var Hondas kvalitetsmæssigt vartegn, har de formået at spolere. Sandheden er, at Jazz blot kører middelmådigt og det er skuffende for en fabrikant, der de sidste 25 år har forsøgt at slå sig på deres sportslige afsæt.

Velour i lange baner

Man forskrækkedes over at Honda som den eneste fabrikant i verden ikke har skrinlagt velour i kabinen. Det ligner mest af alt Pia Kjærsgaards undertøjsskuffe, og får selvsagt kabinen til at tage sig væsentligt ældre ud end den er.
Tendens forsætter når man går på oplevelse i en plastkvalitet, der ikke er en Hyundai i10 værdig. Det er ikke godt nok i en tid, hvor selv koreanerne fremstiller biler med instrumentborde der er bløde som ler.

Motoren bevæger sig velvilligt op gennem omdrejningsregistret og lyder godt i processen, men der skal anstrengelse til, såfremt man ønsker at komme i nærheden af de oplyste økonomiske tal. Honda har hidtil affejet dieselmotoren i deres mindre biler og i stedet forsøgt sig med hybridudgaver, der i grove træk er ligegyldige for pendlerne.

Konklusion:

Hvorvidt prissænkningen er nok til at lokke køberne til, er endnu uvist. Jazz fortjener ros for de pladsmuligheder den tilbyder i en så kompakt form, men resten af bilen syntes ikke tidssvarende, og pludselig føler man at 2009 er meget langt væk.

[table “” not found /]