Automobili Lamborghini modtager høj anerkendelse, idet de tildeles titlen ‘Manufacturer of the Year’ ved det årlige TopGear.com Awards i London.
Top Gear er et legendarisk tv-show og verdensberømt bilmagasin og website med fokus på sportsvogne og eksotiske biler. Gennem årene har Top Gear underholdt bilentusiaster med skarpe observationer og dybdegående, passionerede anmeldelser.
Det skaber derfor stor glæde og begejstring, at mediet har kåret Lamborghini som ‘Manufacturer of the Year’. Dette skete i forbindelse med det traditionsrige TopGear.com Awards, der fandt sted i London den 29. november. Prisen blev præsenteret af redaktøren hos Top Gear Magazine, Jack Rix, som overrakte trofæet til CEO hos Automobili Lamborghini, Stephan Winkelmann.
“Priser fra medierne er en prestigefyldt anerkendelse af vores biler og organisation. At blive hyldet som årets bilproducent af et internationalt magasin som Top Gear er en stærk anerkendelse af det arbejde, vores italienske supersportsvognsfabrik udfører hver dag. På vegne af hele holdet hos Lamborghini er det en ære at modtage denne pris fra et medie, som i sig selv er en verdensomspændende autoritet inden for den fascinerende og hurtigt bevægende bilindustri,” udtalte Stephan Winkelmann.
Overrækkelsen blev fulgt op af en begrundelse for, hvorfor Top Gear har valgt, at netop Lamborghini skulle tildeles årets pris.
“Lamborghini har ganske enkelt haft et exceptionelt år, ikke mindst ved at holde V12-motoren i live med hybridteknologi i den nye Revuelto. De har med offroad-modellen Sterrato også bevist, at mere spænding ikke altid er lig med mere kraft, og samtidig har de givet os et kig ind i fremtiden med konceptbilen Lanzador. Ikke mindst går det løs på racerbanerne, når de debuterer i Hypercar-klassen og stiller op til 24-timersløbet på Le Mans næste år. Lamborghini er en fabrik med fuld fart på, og vi håber, at det fortsætter sådan i lang tid,” udtalte Jack Rix.