
Mercedes-AMG har netop præsenteret sin seneste konceptbil, CONCEPT AMG GT XX, der ikke blot imponerer med sit design, men også med banebrydende teknologi. Bilen giver en smagsprøve på, hvad vi kan forvente af Mercedes-AMGs kommende firedørs performance-model, som rammer markedet fra 2026.
Hjertet i den nye konceptbil er dens innovative elektriske drivline. CONCEPT AMG GT XX er udstyret med tre såkaldte “axial flux”-elmotorer – én foran og to bagtil. Disse motorer adskiller sig fra traditionelle elektriske motorer, ved at den elektromagnetiske strøm (flux) løber parallelt med motorens rotationsakse, hvilket giver en mere effektiv og kompakt motor. Faktisk er motorerne bagpå blot otte centimeter brede.
Denne teknologi betyder ikke blot en mindre og lettere motor, men også betydeligt højere kraft. Samlet leverer bilen over 1.000 kW – det svarer til mere end 1.360 hestekræfter. Det betyder en svimlende topfart på over 360 km/t.
Mercedes-AMG trækker på erfaringer fra Formel 1 og superbilen AMG ONE, når det gælder batteriet i CONCEPT AMG GT XX. Batteriet, kaldet High Performance Electric Battery (HP.EB), er designet med specielle battericeller, der er høje og smalle, hvilket gør dem lette at nedkøle. Det betyder, at batteriet både kan afgive og genoptage store mængder energi hurtigt.
Det imponerende batteri giver konceptbilen mulighed for ekstremt hurtig opladning – på blot fem minutter kan bilen oplade energi svarende til 400 kilometers kørsel.
Designmæssigt trækker CONCEPT AMG GT XX tydelige linjer til Mercedes-AMGs sportslige arv. Med sin lange og lave motorhjelm og dynamiske bagende er der klare referencer til motorsportens verden. Foran har grillen fået et moderne ovalt twist, og kølingen er optimeret med luftindtag og finner, der effektivt leder varm luft væk.
Kabinen fortsætter det minimalistiske motorsportstema, hvor føreren kun præsenteres for den mest essentielle information. Eksklusive materialer sikrer samtidig, at bilen ikke går på kompromis med luksusoplevelsen.
CONCEPT AMG GT XX er dermed et klart signal om Mercedes-AMGs ambitiøse fremtid, hvor kraftfuld elektrisk performance bliver hverdag.
Kilde: Mercedes-Benz Danmark