
Cadillac har benyttet Detroit Motor Show til at præsentere den kraftigste gadebil, den 112 år gamle bilproducent nogensinde har sendt ud.
CTS-V er navnet på den muskuløse amerikaner, og køberne kan ifølge Cadillac se frem til en komfortabel cruiser og en hamrende hurtig performancebil i én og samme bil.
Udseendet på CTS-V ligner noget, der kan give selv de mest ambitiøse tyske prestigebiler nervøse trækninger. Og hos CTS-V er der ikke noget med, at skinnet bedrager.
Motoren er den samme nyudvikling, som vi kender fra den nye Corvette. Det vil sige otte cylindre og 6.2 liter.
Motoren er bygget i aluminum, har to ventiler pr. cylinder, direkte indsprøjtning og automatisk cylinderfrakobling. Den har desuden kompressor.
Kombineret med baghjulstræk og en 8-trins automatgearkasse giver det 0-100 km/t på 3.7 sekunder og en topfart på 320 km/t – på den front bliver der i hvert fald noget at se til for de elektronisk begrænsede tyskere. Ydelsen er ekstreme 640 hestekræfter og 855 newtonmeter! Til sammenligning har en Mercedes E63 AMG S 585 hestekræfter og 800 nm.
Rent visuelt byder CTS-V op til dans med fronthjelm, splitter, hækspoiler og diffuser i kulfiber.
Undervognen på CTS-V er elektronisk justérbar og ifølge Cadillac kan den tredje generation af Magnetic Ride Control foretage justeringer 1000 gange i sekundet. Det er 40% hurtigere end forgængeren.
Chassiset er 25% stivers end forgængerens, og køreprogrammerne hedder touring, sport og track.
CTS-V står på Michelin Pilot Super Sport 265/35 ZR19 foran og 295/30 ZR19 bag.
Inde i CTS-V finder man betræk i alcantara, mens kulfiberdetaljerne fra det ydre også er trukket med ind i kabinen. Bilen er spækket med alle Cadillacs seneste komfort-, sikkerheds- og parkeringssystemer.
Standard er også en Performance Data Recorder, der kan registrere omgangstider og levere HD-videoer.
Den kommer på amerikanske gader sidst på sommeren og forventes til Europa i starten af 2016. Den danske importør vil kunne tage den hjem i fast ordre. Prisen er endnu ukendt.