Højteknologisk kamerasystem vil være at finde på den nye Land Rover konceptbil, der giver en forsmag på firmaets nye Discovery-familie.
Det nye Land Rover Discovery Vision koncept vil markere debuten for Land Rovers radikale ‘gennemsigtige kølerhjelm’, der anvender teknologi til at give føreren et indblik i, hvad der befinder sig under og foran bilen.
Den nye teknologi kunne gøre off road kørsel nemmere, idet føreren både kan se terrænet under bilen, foran bilen men også forhjulenes position.
Nøglen til funktionen er en ny type ‘smart’ forrude, der kan vise et computergenereret billede i fuld størrelse, leveret af kameraer rundt omkring på bilens frontgrill. Det er et kæmpe spring fra de head-up displays vi kender i dag, der som oftest er begrænset til en smal plads i førerens synsfelt.
Wolfgang Epple, udviklingsdirektør ved Jaguar Land Rover fortalte, at den nye teknologi også vil være anvendelig i byen.
Den nye Discovery Vision konceptbil skal give en forsmag på en ny række Discovery-baserede biler, der forventes at ankomme i 2015.
Den nye familie, der bliver beskrevet som en samling ‘eksklusive livsstils SUV’er’, vil få en mere agressiv designretning.